Plader

Junip: Fields

Skrevet af Klaus Thodsen

Singer/songwriter José González har med sin solokarriere opbygget en vis spænding omkring sit band Junips første fuldlængdealbum. Den svenske trio har dog mere end svært ved at indfri forventningerne.

Vi skal fem år tilbage for at finde første udspil fra svenske Junip, der med sin første ep Black Refuge, gav os en forsmag på, hvad der var i vente. Forsangeren José González har siden solgt over en million plader, og platin i Storbritannien med sin solodebut, Veneer, hvilket kun har øget spændningen omkring Junips første albumudgivelse. Siden da er der løbet meget vand under broen, og med vandet er tilsyneladende løbet en stor del af kreativiteten.

Fields kommer som plade godt fra start med “In Every Direction”, et råt og upoleret, folkrock-inspireret nummer, hvor Elias Arayas ellers så rolige trommespil giver små glimt af at ville sparke albummet op i gear fra start. Arayas trommer giver nummeret liv, og hele bandet virker, som om det nærmest modvilligt kæmper for ikke at kaste sig ud i et rigtigt rocknummer. Dette lykkes dem desværre alt for godt, og derfra er det da også meget småt med udskejelserne fra Junips side. Svenskerne har lavet en plade, der sagtens vil kunne blive sunget omkring bål på masser af sommerstrande. Musikalsk er hele pladen gennemsyret af en afslappet stemning, der med lidt god vilje kan bringe associationer til Jack Johnson med den spanske guitar og surfbrættet.

Ser man bort fra den charmerende afslappethed, Junip lægger for dagen, begynder trivialiteterne dog hurtigt at vise sig. Pladens 11 numre er dræbende ensformige, stemningen er monoton, og Fields kører kedsommeligt i ring om den radiovenlige 3:30-længde. Først mod pladens afslutning, i det mere energiske “Off Point”, kommer der igen lidt liv i bandet. Arayas trommer slår igen tonen an. Han formår at give nummeret en sjældent set, næsten galopperende energi og giver lytteren håb om, at den altoverskyggende enkelhed endelig skal brydes. Selvom dette ikke rigtig sker, er ”Off Point” et opløftende element med en velvalgt placering på en plade, der sukker efter spænding. Nummeret giver luft til lytteren og giver et frisk pust før de sidste to numre, hvor vi dog er tilbage i den gamle rille.

Numrene er svære at skelne fra hinanden, og ensformigheden er til tider enerverende. González spiller gennem hele pladen smukt på sin guitar og synger karakteristisk blødt, som han plejer. I baggrunden føres både trommer og keyboard lige akkurat så langt frem i lydbilledet, at de ikke på noget tidspunkt skygger for eller forstyrrer hans guitarspil. Araya på trommer og Tobias Winterkorn på keyboard lyder på hele pladen mest af alt som hyrede baggrundsmusikanter, hvilket også er med til at give Fields præg af nærmere at være González’ tredje soloalbum.

Jose González har tidligere sagt, at »der er en fin linje mellem at være stædig og perfektionist.« Det kan han jo have fuldstændig ret i, men i tilfældet Junip er perfektionisten gået hen og blevet en stædig én af slagsen. Formlen for musikken er fundet og står ikke til at ændre. Fields er ukompliceret og behagelig lytning, men manglen på kreativitet og overraskelsesmomenter gør, at den aldrig hæver sig over kedsommelig middelmådighed.

★★½☆☆☆

Deltag i debat