Plader

Agnes Obel: Philharmonics

Hun skriver gode sange, og så behøver man ikke så meget ekstraudstyr. Man kan klare sig med sig selv, sin stemme og sit piano. Agnes Obel er navnet, og hun har lavet en fremragende efterårsplade.

Der skal ikke så meget til for at lave god musik. Tag en flot stemme, tilsæt lidt klaver, og så er den egentlig hjemme. Hvis personen bag stemmen og fingrene på tangenterne altså kan få de ting til at harmonere. Og det kan danske Agnes Obel heldigvis. Hun gør nemlig det komplicerede simpelt på sin debutplade, Philharmonics. Man kan måske endda sige, at hun har regnet den fuldstændig ud.

Med den dramatiske og mørke ”Riverside” er jeg solgt. Den nøgne og spinkle stemme akkompagneret af et afdæmpet og dystert klaverspil fanger mig fra første færd. Hen ad vejen bliver der så tilføjet kvindekor, som kan få selv en voksen mand til at græde. For pokker, hvor er det godt.

Og sådan bliver det ved. Den ene gode sang efter den anden, der kommer med lige så korte mellemrum som fixies en tidlig morgen i København. En fixie kræver intet ekstraudstyr, og det har Agnes Obel heller ikke gjort brug af. Her er det minimalismen, pianoet og stemmen, der råder.

Og dog – fra tid til anden lader hun også celloer og kor blomstre under stemmen og pianoet, men fokus forsvinder aldrig. Der er ingen tvivl om, at det her er styret stramt af Obel selv. En styring, der gør, at lytteren aldrig kommer i tvivl om, hvor man har sangen. Man bliver styret sikkert i havn.

Det mørke og dystre er gennemgående. Det er ikke altid lige hyggeligt, og stemningen bliver da også trykket. Især i instrumentalnummeret ”Wallflower” er der blevet plads til uhyggen. Selvom musikken ikke indeholder mere end celloen og pianoet, kryber de bange anelser nærmere og tættere på, men det når aldrig at blive så ubehageligt, at man får lyst til at slukke. Snarere tværtimod. Jeg vil vide, hvad der gemmer sig i mørket.

Lige så mørk og dyster musikken kan synes, lige så god og vedkommende er den. Vellydende, velproduceret i al sin simpelheds vælde. For at kunne lave den slags skal man have styr på sagerne, og det har Obel. Hun har ikke bare lavet en god efterårsplade, men en virkelig god plade i sig selv. Nu, til vinter, til foråret og sommeren. Jeg hylder Agnes Obel for Philharmonics.

★★★★★☆

1 kommentar

  • “Brother Sparrow” og “Riverside” er indlysende flotte sange (selvom melodien til førstnævnte er “lånt” fra Elliott Smith!) og hendes version af John Cales “Close Watch” er øm fortolkningskunst, der lydhørt formidler (og transformerer) originalens univers. Jeg synes dog at Obel på lange stræk af albummet tramper (rettere: sart betræder) de samme følelser, den samme tone, det samme tempo (de tre ret intetsigende instrumentalnumre hjælper ingenlunde). Der er en lettere selvretfærdig alvor over hele projektet. Prætentiøst? Oh yeah…(hvilket kan være fint, men her tipper det over i det næsten selvparodiske…)

Deltag i debat