Han er kommet rigtig langt, Will Sheff. Sammen med Austin-bandet Okkervil River kyssede han i 2005 himlen med Black Sheep Boy, som af mange stadig anses for at være gruppens pièce de résistance. Black Sheep Boy blev efterfulgt af The Stage Names (2007) og The Stand Ins (2008), som begge nåede at snuse til de amerikanske hitlister.
Siden da har der været lidt stille omkring Okkervil River, som dog i 2010 agerede backingband for singer/songwriter Roky Erickson på hans True Love Cast Out All Evil. Efter dette samarbejde havde Will Sheff og Okkervil River igen trangen til at producere et album, hvor de havde den fulde kontrol. Det har udmøntet sig i I Am Very Far.
Okkervil River har her bevæget sig væk fra den folkede lyd, der har præget de seneste albums, og i stedet bruger de nu strygere og træblæsere til at skabe symfoniske passager, som understreger orkesterets pompøse lyd. I Am Very Far åbnes med den klaustrofobisk sorte ”The Valley”, hvor Sheffs mareridtsvisioner følges til dørs af hårdtslående trommer og desperate vokalharmonier. Den tunge lyd ligger et stykke fra det friske og skævt melodiøse univers, der i sin tid fik mig til at kaste min kærlighed på bandet.
Men på ”Rider” er bandet tilbage på det velkendte spor. Sangen er optaget med det, man vel kunne kalde et rock-bigband med to trommeslagere, to bassister og syv (!) guitarister, og hele herligheden er vel at mærke indspillet live i studiet. Det tog selvsagt en del marathon-seancer at få den endelige version på bånd. Med kontrasten mellem tekstens drømmeagtige intimitet, den fængende melodi og så denne massive mur af lyd får man et godt indtryk af de mange timer, der er brugt på produktionen, og hvordan intet synes at være tilfældigt.
Tendensen fortsætter på ”Lay of the Last Survivor”, hvor Okkervil River overgiver sig 100 pct. til det lyriske og poetiske. Nummeret står som et af de stærkeste spor på I Am Very Far. Bandet udviser et kæmpe overskud, og tekstmæssigt bevæger Will Sheff sig rundt i en sløret drømmeverden, hvor død og afsavn pakkes elegant ind i et billedmættet univers. Hver linje er stemningskabende som for eksempel: »Smoke on the coast / and old, piled fathers / soft sighing daughters.« Og med et afdæmpet akustisk guitarriff og let feedende, disharmonisk guitarstøj indledes den længselsfulde og tryglende ”Show Yourself”, der støt og roligt stiger i intensitet og ender som et paranoidt inferno, der ikke bliver mindre af den føromtalte guitarlarm og de klagende skrig, man svagt kan ane.
Okkervil River udsætter bevidst lytteren for stemningsbombardementer. Det gør I Am Very Far til en lidt utilgængelig plade, men når man giver sig tid til at give sig hen, oplever man tydeligt, hvordan sangene udgør små velkomponerede oder. Man oplever, hvordan tingene bare hænger sammen, og man priser sig lykkelig for, at albumformatet i disse Ipod-tider stadig er tilgængeligt.
På “Wake and Be Fine” vender det store setup tilbage, og Okkervil River lægger sig på fornem vis i slipstrømmen af indie-superligaen. Man kommer til at tænke på Arcade Fire, men må nok også erkende, at Okkervil River næppe har samme kommercielle potentiale. Og det er vist i grunden meget godt. Okkervil River giver plads til eksperimenter. De hænger sig ikke i det alt.country-prædikat, de i starten af deres karriere blev påklæbet, men synes i stedet at nyde at være klassens sære dreng, selvom det betyder, at det brede gennembrud lader vente på sig.
”The Rise” afslutter et på næsten alle måder fantastisk album. Med strygere og en ensom obo i en elegant vals lander man trygt efter en skræmmende og smuk rejse i Will Sheff og Okkervil Rivers sære univers. Og så kan man starte pladen forfra og opdage nye nuancer og detaljer på en udgivelse, der er levende, som kun få er det.
[…] Soundvenue – Undertoner […]