Koncerter

Suede, 12.06.11, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Jonathan Heldorf

Alle mine bekymringer omkring, hvorvidt Suede stadig har noget at byde på, blev gjort kraftigt til skamme under bandets koncert på NorthSide.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Det er mere end 12-15 år siden, Suede regerede hitlisterne – det var jo en helt anden tid dengang. Frygten før koncerten går først og fremmest på, om det stadig er fedt at høre Suede, om det stadig er fedt at være Suede, og om Brett Andersons stemme nu kan bære det. Bekymring nummer to må jeg gisne om, men umiddelbart tjek, tjek og tjek. Og det ser faktisk også ud til, at det er ret fedt at være Brett Anderson. Han har alles udelte opmærksomhed, og han ser ud til inderligt at nyde sin rolle.

Han har ellers ligget relativt stille siden Suede blev opløst i 2003. Bevares, The Tears og en solokarriere har han prøvet af, men det har ligesom aldrig rigtig taget fart. Derfor er det også skønt at se ham i sit rette element, og som han står dér virker han helt ungdommelig.

Det er den reneste hitparade, og andet ville også være meget mærkeligt. Alle er kommet for at høre “Beautiful Ones”, “Trash” og “Filmstar”, og Suede har indset, at folk skal have, hvad de vil have, hvis en revival af Suede skal have nogen berettigelse. I hvert fald i første omgang. Hvis de vil lave ny musik, må de finde ud af det senere, men nu gælder det om at genoplive brandet, og det kan kun ske ved massiv markedsføring af tabte kongedømmer.

Men det smukke ved det hele er, at ingen kongedømmer er tabte. Suede kan tilsyneladende vade direkte ind på scenen og kræve deres naturlige plads i hierarkiet – øverst i fødekæden.

Rent teknisk sad alt også lige i skabet, pauserne mellem numrene var minimale, energiniveauet var højt, og hvor jeg havde placeret mig, foran lidt til venstre, var lyden helt perfekt. Generelt har lyden på årets NorthSide bare været upåklagelig.

Suede udviste ikke nogen blødsøden »back«-attitude med langtrukne øjeblikke om gamle minder; det var bare ind på scenen, skabe en fest og så væk igen med et stort smil.

Mine bekymringer blev i den grad gjort til skamme. Jeg har tidligere dyrket Suede intenst for senere at afskrive dem som passé, som et tidsbillede, der skal have lov at stå i grynet sort/hvid, og sådan er det måske også. Jeg tror stadig ikke, de kan komme tilbage og skabe musik, der bider sig fast i os, men dét, de lavede tilbage i 90‘erne, det holder sgu og kan modstå tidens spidse tænder.

★★★★★★

1 kommentar

  • Enig i at Suede gjorde det godt.

    Meget uenig i at lyden var god. Både generelt og på Northside generelt (Fx var lyden til Rumor Said Fire og the streets virkelig ringe – dog var Tina Dickows lyd rigtig god).

    Til Suede stod jeg midt for ca. 20 meter fra de foreste og sjældent har jeg oplevet dårligere koncert lyd. Suedes kendetegn er i høj grad rif og de figurer der laves med guitaren og det var fuldstændig umuligt at høre guitaren som andet end lidt baggrundsstøj. Brets stemme var også alt for lav.

    Jeg mener i hvert fald ikke det skal være muligt at have almindelige samtaler med sidemanden til en rock koncert. Og lyden skal som det mindste tjene bandet.

    Og hvis du lagde mærke til det så brugte de også den første halvdel af koncerten på at råbe ad lydmanden for til sidst at give op.

    Ikke desto mindre var det endnu en fed koncert med et fedt band.

Deltag i debat