Koncerter

Roskilde Festival ’11: Anna Calvi, 01.07.11, Pavilion

Skrevet af Lise Christensen

I midnatstimens mørke fik Anna Calvi skabt et lyspunkt af dramatisk rock og flirtende intimitet.

Anna Calvi er blevet udpeget af BBC som et af de acts, man skal holde et øje på her i 2011. Og selvom den selvbetitlede debutplade Anna Calvi ikke fik lutter roser med på vejen her på siden, kan man ikke benægte, at Calvi med sin dramatiske stemme og professionelle håndtering af sin Fender-guitar er et show, der er værd at opleve. Med en velfungerende rytmesektion i ryggen fik Calvi sendt sine filmiske dystopier af rock, pop og westerninspirerede kærlighedsballader ud over scenekanten i en koncert, der fremviste den bedste lyd længe hørt på Pavilion.

Anna Calvis røde læber tidligere på året til koncert i London. Foto: James Berry.

Koncerten åbnede med den instrumentale intro “Rider to the Sea”, der stille og roligt byggede op mod et dramatisk klimaks i form af den nærmest stadionrock-inspirerede “Suzanna and I”, hvor markante trommeslag, elektrisk guitarfingerspil og Calvis stemme samlet stræbte mod at hylle hele teltet i mørk lyst. Samme dramatiske intensitet blev holdt i numre som den mere melankolske “Blackout”, der bygger op mod en uhygge, som kunne være en David Lynch-film værdig, for ikke at tale om den potente guitarballade “I’ll Be Your Man”, der skaber en queering af lyden mellem feminin sensualitet og det maskuline i form af rå musikalske klimakser. Med “Desire” blev de dramatiske virkemidler dog en anelse anstrengte, i form af en pompøs sækkepibeintro (udført på keyboard), der førtes videre i en lige så pompøs omgang rock.

De guitar- og trommedrevne intensiteter blev balanceret af mere stille sange, der ikke fremstod mindre potente af den grund. Calvi smed guitaren for at kunne gribe mere inderligt om mikrofonen og levere en veloplagt fremføring af den lumre “First We Kiss” samt Edith Piaf covernummeret “Jézebel”, der bestemt ikke fjernede Calvi fra det soundtrackinspirerede univers, hun hersker i, men førte det over mod en mere blød, fransk lyd med rigelig harmonika strøet ud over nodelinjerne.

Anna Calvi leverede en flot koncert med en imponerende lyd og en selvsikker fremførsel af sange, der af og til oser lige vel meget af stadionrock.

★★★★☆☆

Deltag i debat