Plader

Wooden Shjips: West

Skrevet af Daniel Niebuhr

Lidt har også ret – men uendeligt lange spacerockkompositioner fungerer altså bedst i Wooden Shjips’ tilfælde. Derfor er West desværre et stykke under det niveau, som kvartetten tidligere har leveret.

I Undertoners anmeldelse af Wooden Shjips’ koncert på Roskilde Festival anno 2010 indledes der med en anbefaling af kvartettens musik, til hvis man skulle køre en lastbil fra Tyskland til Letland. Jeg har før nævnt, netop hvor overbevisende den koncert i mine øjne var, og Wooden Shjips er siden da blevet fast inventar på min Ipod – uanset hvor lang en tur jeg end måtte begive mig ud på. Nu er der så gået små to år siden sidste plade, Dos, udkom. I mellemtiden har frontmand Eric ‘Ripley’ Johnson fået tid til at pleje sit andet projekt, Moon Duo, men nu er den San Franciscanske spacerock-kvartet tilbage med deres tredje udspil, der som en hyldest til bandets geografiske baggrund har fået navnet West.

Og jeg da lige love for, at der lige fra starten som sædvanlig er blevet skruet op for Ripleys fuzz-pedaler og ekkoficerede vokal samt Dusty Jermiers nærmest non-eksisterende basgange og Nash Whalens ret så udsyrede keyboard. Og med det indledende nummer, “Black Smoke Rising”, sættes hjernen da også i det velkendte frigear. Desværre kommer man lidt for hurtigt tilbage til virkeligheden med “Home”, hvis egentlige opbygning nærmest virker som en ‘rigtig’ rocksang med tydelige guitar- og vokalspor samt klare afgrænsninger mellem vers, omkvæd og soli – jeg har i hvert fald aldrig kunnet dechifrere samtlige ord i teksten til en Wooden Shjips-sang ved første gennemlyt før.

Heldigvis får monotonien og, helt usædvanligt, tempoet på pladens absolutte højdepunkt, “Lazy Bones”, en tak mere, mens Ripleys nu mudrede og stemningsforladte vokal ekkoer de udefinerbare tekster, der som sædvanlig er ret så ligegyldige. Mod slutningen bringer “Flight”, der i øvrigt har været fast inventar på bandets sætlister i over et år, og især afslutningsnummeret, “Rising”, minder frem om de tidlige Wooden Shjips-dage og kompositioner som “Clouds Over Earthquake” og “Space Clothes”. Alt er, som det skal være – og så alligevel ikke helt.

For mens de rent instrumentale elementer er i behold, så har Ripley og co. med West valgt en lidt anden og mere tilgængelig indgangsvinkel til musikken, hvor de enkelte numre ikke får lov til at udbrede sig over så lang tid som normalt. På en syv numre lang plade lykkes det Wooden Shjips at komme op på 37 minutter, hvorimod man på Dos fik et helt minuts længere spilletid ud af kun fem numre. Samtidig lader det som før nævnt også til, at Ripleys vokal er blevet mere fremtrædende i kompositionerne, sådan at der nu kan opfattes egentlige vers og omkvæd, hvor lyrikken tidligere virkede som en vilkårlig trancefremkaldende baggrundsmessen over selve musikken.

Den ekstreme og uendelige monotoni, der gør Wooden Shjips’ kompositioner så helt specielt suveræne, er altså desværre ikke fuldstændig intakt på West, hvilket betyder, at jeg nok må ty til tidligere Wooden Shjips-plader for at kunne gennemføre min førnævnte lastbiltur til Letland. Det er en skam, at bandet vil så meget, når de før har bevist, at de kan gøre det mindst lige så godt, hvis ikke bedre, med meget mindre materiale.

★★★☆☆☆

Deltag i debat