Plader

Rags & Ribbons: The Glass Masses

Skrevet af Klaus Thodsen

Amerikanske Rags & Ribbons prøver og prøver, og der er lysglimt på The Glass Masses, men der er langt imellem dem. Rigtig langt.

Det er ikke hver dag, at en selvudgivet plade finder vej helt fra Oregon i USA til mit rodede skrivebord i Aarhus. Det skulle jeg da hilse at sige. Navnet Rags & Ribbons havde jeg aldrig hørt før, skulle jeg da også lige hilse at sige. En god halv time senere fandt jeg også frem til hvorfor.

Navnet dækker over en trio bestående af Ben Weyerhaeuser på guitar og vokal, Chris Neff på trommer og Jon Hicks på klaver. The Glass Masses disker op med 12 numre, der trods et varierende udtryk alligevel har en slående lighed med hinanden. Lydbilledet er i høj grad domineret af guitaren, der fra start til slut fremføres virkelig overbevisende, mens Neff og Hicks leverer de underliggende rytmer. Weyerhaeusers lyse og lidt skingre vokal kæmper en stædig mands kamp for at finde fodfæste gennem hele pladen, hvilket i længden bliver en smule problematisk for lytteren.

”Even Matter” er pladens første nummer og står samtidig som et af de mest veludførte. En lang atmosfærisk intro trækker langsomt nummeret igang, inden Weyerhaeusers vokal lige så stille kommer frem. Neffs kraftfulde slag i trommerne dominerer nummeret, og teksten kører flot i ring om omkvædet. Vi kommer dog allerede ned på jorden igen med det næste nummer, ”Liar”. Her fremføres teksten næsten som højtlæsning, og melodien virker underligt klodset, hvilket skal vise sig at være et gennemgående tema for resten af pladen. Helt galt går det på ”The Marks You Make”, der med ensformig trommerytme og korsang stort set fra start til slut sætter mig som lytter fuldstændig af.

Vokalen er gennem alle 12 numre ikke værd at råbe ret meget hurra for. Da melodierne samtidig ikke er stærke nok til at bære hele læsset selv, kommer trioen tit til at fremstå lidt amputeret. Weyerhaeuser kommer stort set aldrig ud over sin bløde falset, og det giver numrene et kedeligt ensformigt præg.

Der er dog lyspunkter på The Glass Masses. ”We Havde Been Here Before” lægger ud med et ganske lækkert lille riff, der gentages langsommeligt igen og igen. Det sender hurtigt tankerne til ”Sex on Fire” med Kings of Leon. Weyerhaeusers vokal halter igen lidt, da den introduceres. Hele nummeret fremføres stille og roligt, nærmest postrocket, og for en gangs skyld bliver stilen holdt fra ende til anden. I det hele taget må det siges, at Rags & Ribbons laver ganske fine indledninger på deres numre, men at det kniber mere med resten.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat