Koncerter

Primavera ’12: Father John Misty, 02.06.12, Rockdelux, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Lise Christensen

Father John Misty er en entertainer af den gamle skole. Der var intet, der var helligt, da faderen prædikede over sin folkrock-guitar. Til gengæld var det veloplagt, underholdende og lige på grænsen til det selvfede.

Det er blevet sagt om Fleet Foxes, at de synger, så englene græder. Father John Misty – aka. den tidligere trommeslager i Fleet Foxes aka. solisten J. Tillman – synger også, så englene græder, men det skyldes ikke just den flotte vokal. Med et arsenal af numre fra Fear Fun, debutpladen fra det nye soloprojekt, sang ‘fader’ Misty udtryksfuldt og ironisk om druk, hor og Jesus’ lyster.

Auditoriescenen så ellers rigeligt stor ud til en enkelt mand. I spotlightet midt på den store scene stod en ensom stol, et mikrofonstativ og en guitar. Det viste sig dog ikke at være noget problem for FJM. Han skridtede først hele scenen rundt, gjorde en pirouette, og endte i en sejrsposition, der var en stadionrocker værdig. Guitaren blev grebet til ordene: »If I didn’t have such a bloated self esteem, I would feel pretty insignificant right now.« Father John Misty var i huset, og han havde selvværd nok til et helt auditorium.

FJM gav den både som singer/songwriter og entertainer. Bevæbnet med en guitar og en skælmsk mine sendte han sin stemme på himmelflugt ud i auditoriets kunstige nattehimmel. Materialet fra den nyligt udkomne Fear Fun var blevet forenklet og gjort langsommere for at passe til solo-setuppet. “Hollywood Cemetery Sings” fik en mere tydelig bluesfornemmelse, og FJM fik da også flettet kommentarer ind undervejs, der på sardonisk vis kommenterede elementer i teksten. Fortællingen “I’m Writing a Novel”, tog os med tilbage til 70’ernes folkrock. Når tekstkarakteren ikke lige havde travlt med at hallucinere sammen med Sartre, hang han da også ud med den musikalske åndsfælle Neil (Young, formoder jeg). Guitaren fungerede dog mest som en støtte for FJMs gode tekster og flotte vokal, der ubesværet fyldte rummet.

FJM forstår at servere en fortælling. Selvironien stod stærkt i drukvisen “Nancy From Now On” med de galgen-sorte linjer: »I got my right hand stamped / in the concentration camp / where my organs screamed slow down man.« Skytset blev til gengæld rettet mod alle tilstedeværende i den veloplagte ”Now I’m Learning to Love the War”, hvor FJM beskriver det store ressourcespild, der bl.a. er ved at producere ting som vinyler og kunst, som »the gentler side of mankind’s deathwish«.

Der var gennem koncerten en lydhørhed og en legende attitude i det sceneshow, FJM leverede. Han var hele tiden i kontrol med situationen, både når han forsøgte at lave ollie på sin guitar til ære for fotograferne, og når han selvironisk indskød bemærkninger om sine egne tekster mellem guitaranslagene. Det var til tider lige ved at være over grænsen for, hvad hans nedringede skjorte og kække attitude kunne klare, uden at det blev decideret selvfedt. Publikum var dog med ham, og bifaldende gjaldede i auditoriet.

FJM fylder meget, både med sin vokal, der er et righoldigt instrument, og med sin sceneoptræden. Denne aften tog han os med helt op til loftets stjerner med sin musik og med et show, der nok kunne have fået en engel eller to til at klappe med.

★★★★★☆

Deltag i debat