Der er noget ved den lyse orange farve på himlen sammen med de grå skyer, der lurer på himlen over festivalpladsen, der føles både eksotisk og hjemligt, da Luna Bülow Ersahin træder på Rising. Det varme vejr beder næsten om AySays forførende anatolske melodier til at sætte ild i en festlig sommeraften.
Den utroligt lave lyd fra Rising-scenen forhindrer en eksplosive start, selvom AySay lagde ud med to af deres stærkeste numre ”Su Akar” og ”Ben Beklemen”. De psykedeliske mellemøstlige guitarriffs og Ersahins ekspressive vokal kunne lige så knapt høres i mixet under de elektriske instrumenter – AySay er musik, der skal danses til, men det kræver også, at lyden kan mærkes i kroppen. Man savnede høre Ersahins saz, der dagen før havde været udsat for et fald fra en forstærker, og nu kun var holdt sammen med rigelige mængder gaffa-tape. Måske var det heldigt, at der stadig kom lyd fra den.
Jeg ved ikke om lyden blev bedre, eller om det bare var Ersahins fantastiske evne til at kommunikere med Roskildes publikum, men på næsten magisk vis lykkedes det pludselig AySay at vende koncerten 180 grader og skabe den tværkulturelle folkefest, jeg havde håbet på. Der var noget smukt ved at se Ersahins glæde, da hun forklarede publikum, hvordan man vokaliserede de rowdy kurdiske ”ya, ya, ya, ya” glædesudbrud, som vi nok kommer til at høre på festivalpladsen i de kommende dage.
AySays roots’n’hybrid musik afspejler Ersahins halvt dansk, halvt kurdiske baggrund og bliver sunget på kurdisk og dansk. De fængende melodier (da vi efterhånden kunne høre dem) formåede at overskride alle sproglige barrierer, der måtte have været, især når de bliver fremført med AySays spilleglæde. At se hele publikum klappe i takt over en saz-solo, var absolut en af de mest surrealistiske og livsbekræftende musikoplevelser på festivalens første dag. Musik, dans og fest kendte hverken sproglige eller kulturelle barriere.
Specielt ”Xong-Bre”, en sang kun opført med en broget skarer af percussion og trommer, står som et af højdepunkterne. At få et helt publikum til at danse med så simple midler som slagtøj og vokal er altså en præstation, der kræver at man formår at skabe musik, der stimulerer en helt primal del af hjernen. I sær de næsten klagende og desperate kraftfulde vokalharmonier fra Ersahin og korsangeren fik en til at føle, at man var vidne til noget større end en selv.
AySays nyeste single ”Nerelisin”, står også tilbage som et af de indslag, der satte fut i fødderne på publikum. Titlen kan oversættes til ”Hvor kommer du fra?” og ovenpå at have hørt Ersahin til Another Life Communities talk om repræsentation af/ rollemodeller for minoritetspersoner i musikbranchen, landede den lidt hårdere end resten af numrene. Jeg forstod ikke et ord, af hvad Ersahin sang, men jeg håber lidt, der var nogle verbale øretæver gemt bag solskinsmelodierne og de vuggende trommer.
Da AySay gik af, tror jeg at de fleste af os var blevet transporteret til en klub i Kurdistan frem for en mark i Roskilde. Vi var i hvert fald vidne til, at musik kan kommunikere på tværs af sprog og kultur. Det var bare en skam, at budskabet sjældent kom højt nok ud over pladsen, til at det helt kunne mærkes i kroppen.
Fotos af Mathias Kristensen.