Koncerter

Roskilde Festival 2012: Nelson Can, 02.07.12, Pavilion Junior

Attitude og talent gik op i en højere enhed for Nelson Can, der leverede en koncert med sjælden intensitet og spilleglæde.

»Vi er lidt nervøse,« smilte bassist Signe Tobiassen forlegent to numre inde i koncerten. Det kan man jo godt forstå, men der var ellers ingen tegn på usikkerhed at spore hos de tre riot grrrls i Nelson Can, da de gik på scenen under høje jubelråb fra det talstærke publikum. Uden så meget pis lagde de ud med en groovy udgave af den nye single “Troublemaker”, og så var stilen ligesom lagt for en ualmindelig energiladet koncert spillet med  sikker hånd.

Da jeg fik gruppens debut-ep i hånden i februar i år, blev jeg overrumplet af den friskhed og uhøjtidelige charme, der kendetegner Nelson Cans punkrockede lyd. Det var ikke svært at forestille sig, hvor fedt de måtte optræde live, og hvis bare de kunne kanalisere en brøkdel af studieoptagelsernes energi ud, var denne koncert dømt til at gå godt, tænkte jeg forventningsfuldt. Jeg blev heldigvis ikke skuffet.

Imponerende var det især, hvordan pigerne havde publikum fanget fra start til slut gennem det 40 minutter lange sæt. Sjældent har jeg oplevet så mange løftede arme og pogodansende kroppe til en Pavilion Junior koncert. Hos Nelson Can skorter det ikke på hverken charme, selvtillid eller lækkert hår, og pigernes optræden var en ren fornøjelse at være vidne til. Mens Tobiassen og Selina Lannie gav den hele armen som dramatiske divaer med tilpas mange skabede grimasser og interne grin, holdt trommeslager Tami Vibberstoft i kontrast et cool stoneface i ophøjet ro. Producer og mentor Noah Rosanes kom ind på guitar i en forrygende elektrisk udgave af “Do You Really Wanna Get Rid of Me?”, hvilket gav et ekstra spark til den ellers simple – men hårdtslående – opsætning med vokaler, bas og trommer.

Nelson Can er kommet imponerende godt fra start med rosende anmeldelser og pæn airplay – har man lyttet bare en smule til P6 Beat, vil man utvivlsomt have fanget singlehittet “Apple Pie” – og efter denne koncert stod pigernes potentiale endnu mere klart. Ikke mindst er de hamrende dygtige sangerinder og performere, der ved, hvordan et show skal skrues sammen. »Hell yeah!«, afsluttede Lannie, og jeg kunne ikke andet end smilende gentage hendes ord for mig selv, mens jeg fik lyst til at droppe ud af mit studie og starte et pigeband. Tak for det.

★★★★★☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar