Elias Bender Rønnenfeldt. Nu i front for Marching Church. Alle ved, hvem manden er. Rost til skyerne i front for Iceage, optrædende på Roskilde af flere omgange, og i det hele taget en ung mand, alle har haft øje på de sidste par år.
I 2016 fik hans seneste projekt Marching Church lov til at optræde på den lille og til lejligheden opstillede Mayhem-scene på Roskilde Festival, gemt lidt i vejen i hjørnet bag den majestætiske Orange. I år havde det, der umiddelbart virkede som et sideprojekt, fået plads på Pavilion. En af Roskildes mindste, men også mest interessante scener. En scene der huser et lille, men også krævende publikum. Spørgsmålet var, om Rønnenfeldt og Marching Church kunne levere varen. Det kunne de. Men det krævede lidt indlevelse og tålmodighed.
Marching Church spillede en kort koncert, men alligevel var det som om, det tog det seks mand store orkester lidt tid at vænne sig til Pavilion. Rønnenfeldt indtog scenen iført stor hat og akkompagneret af guitarer og de for Marching Church så karakteristiske blæsere. Både trompet og saxofon er et dejligt alternativ til den nogle gange lidt ensidige punk, som Rønnenfeldt tidligere har stået i spidsen for. I Marching Chruch viste den kun 25 år unge mand, at han kunne veksle mellem jazz, soul og ballader. Det var lige før publikum fik tændt deres lightere undervejs i aftenens koncert.
Numre som ”Heart of Life” og ”Lion’s Den” formåede at kombinere den tunge, dystre og introverte Rønnenfeldt med en smuk og ofte melodiøs ydre fremtoning. Det virkede godt og meningsfuldt sammen med den ellers mystiske og Nick Cave-agtige forsangers sceneoptræden. Rønnenfeldt åbnede mere og mere op undervejs i koncerten, og mod slutningen fik man et indtryk af, at koncerten ikke kun var for de særligt indviede.
Han kan noget på en scene, den unge Rønnenfeldt. Som tilskuer er man aldrig i tvivl om, at han mener det. Et lille land har brug for en original forsanger. Når han står badet i Pavilions scenelys, er han den fødte rockstjerne. Han har et godt band og ikke mindst en formidabel personlig karakter, der suger de nærmeste ind i et univers af indædthed og intensitet. Det tog bare lidt for lang tid, før han inddrog hele Pavilion i sit univers. Med sit ”nye” band, er der en umiddelbar åbning til Rønnenfeldts indre. Men da han endelig for alvor åbnede op, var koncerten ved at være slut. Rønnenfeldt havde helt sikkert fortjent sin tid på Pavilion, og få gik forgæves. Men det ville være godt, hvis Marching Church inviterede lidt flere ind i deres mangeartede og ofte melodiøse univers.
Vi ved stadig, hvem Elias Bender Rønnenfeldt er, men vi kender ham endnu ikke helt. Der er talent, sans for melodi og ikke mindst en eminent og dragende indlevelse. Et lidt større fokus på den del af numrene, der læner sig op ad det poppede, ville formentlig skubbe Rønnenfeldt og co. helt udover scenekanten. Lad os håbe han kommer igen – uanset i hvilken afskygning.
