Koncerter

Yeasayer + SX, 12.12.12, Pumpehuset, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Fængende, dansabelt, sexet, groovy, eksperimenterende, poppet, rocket – alle disse ord kan siges om Yeasayer denne aften, og intet ville være usandt. Som en ottearmet blæksprutte tog bandet et melodisk favntag om publikum og blæste os omkuld med energi, engagement og en perfekt sætliste.

Brooklyn, Brooklyn og atter Brooklyn. Den bydel dukker op igen og igen, når man opdager et kuld nye bands. Artister popper som popcorn ud af denne smeltedigel af kreativitet, og nogle af de mest talentfulde og eksperimenterende bands, der allerede er sprunget ud i fuldt flor, kommer da også fra Brooklyn. TV on the Radio, Animal Collective, Grizzly Bear, Dirty Projectors – jeg kunne blive ved, men et af de bands, vi skal zoome ekstra ind på, er Yeasayer. Gruppen, der består af Chris Keating (vokal, keys), Ira Wolf Tuton (bas), Anand Wilder (vokal, samples, guitar) og Cale Parks (trommer), har med tre plader erobret mange ører.

Lytterskaren steg voldsomt med Odd Blood (2010)hvor især “O.N.E.” og “Ambling Alp” stormede radiostationer verden over. Så igen var Brooklyn det vante centrum for musikelskeres opmærksomhed, og det ændrede dette års Fragrant World ikke på, selvom den dog ikke nåede popularitetshøjdepunktet Odd Blood og det kunstneriske niveau, som debuten All Hour Cymbals (2007) besidder. Sangmaterialet, der er at tage af live, er dog samlet set i topklasse, og det var ikke for meget at håbe på groovy indierock og alternativ, sexet r’n’b denne aften i Pumpehuset.

SX

Belgien er ikke kendt for meget andet end deres chokolade og skipotentiale. Det vil indiepopbandet SX lave om på. De er tre medlemmer, hvor forsangerinde Stefanie Callebauts vokal er bindingspunktet mellem synthesizer, trommer, keyboard og el-guitar. Her er hovedvægten lagt på de elektroniske synthflader og analoge keyboardtoner. Trioen kommer fra Kortrijk og regnes for den næste store, musikalske eksportvare fra Belgien. Det startede i 2009, og siden er det gået stødt op ad de Toblerone-stejle bjerge. Gennembruddet, om man vil, rent nationalt, kom i 2011 med prisen Vibe OnAir (nogenlunde svarende til vores P3 Guld), der blev tildelt bandet af den belgiske radiostation Studio Brussel. SX var valgt til at opvarme for Yeasayer i stedet for canadiske Trust, som før var supportnavnet. Der skulle ikke andet end seks numre til, før jeg som tilskuer var overbevist om, at dette ret så ukendte navn rent faktisk godt kunne blive et fremadstormende, nyt band, hvis evner rækker langt ud over Belgiens egne breddegrader.

Generte og tyste gik de ind på scenen, og publikum fik sig et lille »hey« med på vejen af Stefanie Callebaut. Opsætningen var meget simpel: Jeroen Termote på trommer og drumpads og Benjamin Desmet på keys og guitar, mens Callabaut selv stod for synthesizeren og vokalen. “The Future” lød som fremtidens synthpop, der både var hjemsøgende med sine dystre, kolde, elektroniske flader og Callabauts specielle stemme, der veksler mellem dybe og høje toner legesygt let, og så pokkers catchy med sit refræn og melodiske sammenspil mellem guitarakkorder, slagkraftige trommer og massiv synthesizer.

“Aurora” og “Graffiti” var lidt i samme boldgade, men så alligevel ikke, da Callabauts stemme er så underlig og særegen. En blanding mellem Beach Houses Victoria Legrands, Lykke Lis og Oh Lands vokaler tilsammen. Og på scenen var Callabaut lige så vild og ustyrlig som sin vokal: Hele tiden besat dansende og gestikulerende, hvilket gjorde hendes performance dramatisk, og man kom til at tænke på balletten “Dødens Triumf”. “Gold” var anderledes poppet og ligefrem fængende uden alle de hjemsøgende mekanismer og specielle rytmer. “Arche” var klimakset, hvor der til slut gik helt elektronisk jam i den. Her var både kontant vildskab, men også euforiske toner, der var helt berusende. Så med SX på landevejen har Belgien endelige noget andet end skirejser at sælge.

★★★★★☆

Yeasayer

En stor spejlkonstallation bestående af mindre trekantede spejle tronede op bag det imponerende trommesæt. Ude i siderne af scenen var der fire discokugler, og stroboskoplyset var også hentet frem sammen med masser af spotlamper. Altså var gearet i top. Nu manglede vi bare udøverne, der skulle få alt liret til at give mening. Så på klokkeslaget 21:00 gik de fire livemedlemmer på banen, og de så selvsikre og fattede ud. “Blue Paper” fra den nye Fragrant World gik i gang så lyslevende, at det overrumplede publikum. Et groovy beat bestående af trommer, og så den meget fremtrædende og yderst velspillede bas, lagde sig under en struktur af melodiske keys og melankolske guitarstrenge. Det lyse stemmespor blev leverede af Anand Wilder, og det lå perfekt i lydbilledet. Og som et stykke lys chokolade, der blandes med mørk kakao, smeltede de tunge produktioner sammen med den lette vokal til et medrivende hele.

“Henrietta”, også fra det nye album, var et tidligt klimaks, der vidnede om, at dette ville blive en aldeles fantastisk aften. Igen var kompositionen af samples, trommer, bas, guitar og keys lige i øjet, og temposkiftene var timet til perfektion. Denne gang var det dog Chris Keating, der stod bag mikrofonen, hvilket han gjorde eminent. Han ligefrem dansede og bevægede sig, som om enhver muskel i hans krop skreg på rytmer, og hans stemme var smooth som Michael Jacksons, men med en tyngde, der aldrig gjorde den cheesy.

Som om vi ikke lige havde fået et overordentligt peak i stemning og energi, kom der tre numre i træk, der bare hævede og hævede kvalitetsnivauet. “2080”, “Longevity” og hittet “O.N.E.” var en tretrinsraket mod kosmos, hvor superlativer som fremragende, professionelt, perfekt, storslåede, intenst og oprigtig faldt én ind. Her er det svært at fremhæve, hvad for et nummer der var bedst, for de blev alle eksekveret eminent, og “2080” fra All Hour Cymbals var med sit poppede refræn ideel til at løfte stemningen himmelravende højt.

Men i længden kan det at flyve ude i rummet godt være lidt anstrengende, for der bliver aldrig tid til at indånde ilt. Dette faktum syntes Yeasayer dog ikke at anerkende, så selv efter vores andet klimaks med “O.N.E.” fik eftertænksomheden ikke meget plads på de næste numre. Tempoet var faretruende højt og intensiteten nervepirrende energisk. “Madder Red” fra Odd Blood brusede som et vandfald med sine syng-med-omkvæd, og med “Reagan’s Skeleton” plus “Ambling Alp” fik slutningen på koncerten et ordentligt boogie-punktum. Her dansede Chris Keating som en anden r’n’b-stjerne, og hans krop virkede helt besat af lyden fra Ira Wolfs gedigne basgang. Ekstremt underholdende at se på, og man fik virkelig noget for pengene med et show, der mestrede det musikalske, mens det ikke skortede på overdreven performance fra især Keating.

Ekstranumrene var ingen undtagelse. Her blev farten genoptaget, og det efterlod publikum hæsblæsende steppende. “Devil and the Deed” og “Fingers Never Bleed” var duoen, der skulle kickstarte koncerten igen. Det gjorde de så også med et brag af energi og fornemme trommerytmer, der satte ild til dansegulvet, og folk virkede helt til at have glemt, at det også var hverdag i morgen. Enden på Yeasayers gennemførte, fantastiske show kom i form af hittet “Wait for the Summer”,  der fik solen til at skinne på en mørk og kold vinteraften. Den eneste anke, man kunne have efter halvanden time spækket med overlegne rytmer og fænomenale melodier, var manglen på inderlighed, og at bandet ikke turde vise sig fra deres mere sårbare side. Men konceptet var anderledes, og det var egentlig befriende at se et band rocke og ryste røven så meget, at det var umuligt ikke at danse med.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat