Nyheder

Thulebasen og Ocean View spiller til Undertoners 10 års fødselsdag

Skrevet af Anna Møller

Undertoner fylder 10 år (sic!), og det fejrer vi 14. marts på Beta, hvor Thulebasen og Ocean View spiller op til fest, og fødselaren byder på hjemmebagt kage TBA og velkomstbowle med ISBJØRN.


De holder sig godt, Undertoner, men nu er Danmarks vel nok tredjestørste internetbaserede musikmagasin alligevel gået hen og fyldt 10 år, og det er i internetår. Det skal naturligvis fejres, og hvad er så mere naturligt end at indkalde til fest torsdag den 14. marts på spillestedet Beta, som Undertoner har haft et samarbejde kørende med i et års tid. Festlighederne bliver markeret med koncerter med to bands, der på fin vis tegner omridset af Undertoner.

Thulebasen

Thulebasen startede som et eksperimentelt soloprojekt for vokalist og guitarist Nis Bysted i 2001, og i 2008 udkom debutalbummet Guitar Wand på det uafhængige, københavnske selskab Escho. Pladen fik seks U’er på nærværende musikside. Bysted havde tidligere spillet i legendariske, danske undergrundsbands som Düreforsög, KLoAK, Mit Nye Band og The Bleeder Group (med punk-legenden Peter Peter fra The Sods), og senere i 2008 blev Thulebasen til en trio, da Felia Gram-Hanssen og Niels Kristian Eriksen blev en del af projektet. I øjeblikket består Thulebasen af Nis Bysted, Niels Kristian-Eriksen og Oskar Moberg. Moberg spillede synthesizer på nummeret ”Felaia” fra Gate 5, og de tre arbejder nu på en opfølger til det anmelderroste album Gate 5, som udkom i 2011 på Escho/Tambourhinoceros. På Undertoner rendte Gate 5 med titlen som Årets bedste danske plade i 2011.

Ocean View

Inden Thulebasen spiller op, puster de unge punkdyr Ocean View hæsblæsende til fødselsdagslysene. Det kun knap halvandet år gamle band finder efter sigende deres største inspiration i at spille live. Selv siger de: »Den magi, der kan svulme op, når man er til koncert, kan få tilskueren til at tænke, føle og handle anderledes,« og den vitale lyd forplantede sig da også til Undertoner, hvor Ocean View var Ugens Undergrund i oktober 2012. Debutpladen No End (2012) blev udgivet på The Big Oil Company og blev mixet af Jens Benz, der også har arbejdet sammen med Thulebasen og Iceage.

Undertoners tidligere chefer dj’er

Før og mellem koncerterne spiller Anders Hjortkær og Mikkel Arre under deres mundrette dj-aliasser. DJ Hjortkær og Den danske model pakker de seneste 10 års musikhistorie i pladetaskerne og spiller hits og glemte perler fra noget nær alle de genreafkroge, Undertoner har skrevet sig ud i, siden de begge var med til at stifte sitet som hhv. redaktør og skribent i 2003.

Efter koncerterne triller Rullemarie & Bomben ind fra højre og spiller op til lillefredags-dans. Bag det fængende dj-navn gemmer sig Christian Klauber og Kim ‘KREA’ Elgaard Andersen, og de to tidligere chefredaktører har tidligere gejlet op på bl.a. Din Nye Ven, Kalasset og Ideal Bar med  alternativ pop, hiphop og rock.

Undertoners fødselsdag på Beta starter torsdag den 14. marts 2013 klokken 20.00, hvor fødselarerne byder på gratis hjemmebagt kage TBA og velkomstbowle med Isbjørn – når nu det er Thulebasen, der spiller op.

Hvor: Beta, Øresundsvej 6, 2300 København S
Hvornår: Torsdag d. 14. marts 2013. Døre kl 20.00, musik fra 21.00.
Hvor meget: 100,- i forsalg, 120,- i døren. Køb billetter her.

Deltag i debat