Plader

Julia Holter: Loud City Song

Enhver musikinteresseret litterats hedeste drøm: Julia Holter er tilbage med endnu et stærkt konceptuelt værk, der er bedst i de dvælende øjeblikke, når det ikke prøver for hårdt at være avantgardistisk kunst. Ikke egnet til ubekymrede feriedage, men bestemt et helstøbt album, der vinder en lille smule mere ved hvert lyt.

Lad mig være ærlig: Timingen kunne ikke have været dårligere. Dette har ikke været noget nemt album at give sig hen til, særligt ikke i 30 graders bragende sol. Jeg orkede simpelthen ikke at lære en ny kompliceret kunstnerkvinde at kende, men alt har en ende – både de ubekymrede feriedage og min redaktørs tålmodighed – og således kastede jeg mig til sidst modvilligt ind i kampen med Julia Holters tredje studiealbum, Loud City Song.

Jeg havde ikke noget særligt entusiastisk forhold til Julia Holter på forhånd. Hendes tidligere udgivelser ligger uhørte hen på min iPod for et godt syns skyld, og jeg glemte hendes koncert på Roskilde Festival sidste år. Sammenholdt med manglen på informativt pressemateriale eller kontekst i det hele taget virkede det hele ganske uoverstigeligt til at begynde med. Men jeg havde nu længe gerne villet kunne lide hende, og Loud City Song var min chance. Heldigvis har den gjort min ignorance til skamme.

Holter er mester i at sætte en scene med sin raffinerede brug af intertekstualitet og bør være enhver musikinteresseret litterats hedeste drøm. Ligesom debutalbummet Tragedy (2011) er Loud City Song skrevet ud fra skønlitteratur, der har inspireret Holter til at indsætte tematikkerne i sin egen virkelighed, som udgår fra hjembyen Los Angeles. Her gælder det Colettes roman Gigi fra 1944, som Holter projicerer over på det moderne L.A.-liv, dets populærkultur og ikke mindst celebrity-dyrkelse. Så stor er inspirationen, at Gigi til at begynde med fungerede som albummets arbejdstitel, og Holter har efter eget udsagn ligefrem rekonstrueret specifikke scener fra filmatiseringen af romanen.

Ligesom sin forjættede hjemby er multiinstrumentalisten Holter et mystisk og dragende bekendtskab, som man ikke rigtig kan blive helt klog på, men alligevel hurtigt bliver totalt smittet af. Hendes musik kan beskrives som klassisk instrumenteret avantgarde-pop, hvor melodien kan være svær at fastholde eller i det hele taget få øje på. Båret af violin, cello, synths, klaver og percussion samt lejlighedsvise lydoptagelser uden for studiet er det intense, skrøbelige og ekstremt feminine kompositioner, der langsomt manes frem og vinder fodfæste.

Det hele starter med den gysende ”World”; let som et åndedræt, underligt melodiløs og ekstremt spinkel. »Oh, can I escape you?« spørger Holter med sin allermindste stemme, og det står hurtigt klart, at man ikke drømmer sig væk til dette L.A., men måske snarere væk derfra.

Lige så spindelvævsfin er ”Maxim’s 1”, der elegant slæber sig afsted, før den afløses af ”Horns Surrounding Me” med en helt anden tempofyldt struktur baseret på synths og pulserende trommebeats. En hektisk flugt fra paparazzien er sangens historie, og i starten høres lyden af løbende fødder. Effektivt stemningsskabende og, ja, som taget ud af en film. Den paranoide følelse forstærkes med den nervøst trippende ”In The Green Wild”, hvis angstprovokerende polyfoni af stemmer er virkningsfuld mere end noget instrument.

Bedst er det, når man får det indtryk, at der ikke prøves for hårdt på at være banebrydende. Antydningens kunst forløses til perfektion på ”Hello Stranger”, der er albummets måske lettest tilgængelige nummer og uendeligt smuk i sin dvælende vokal. Med drømmende synthflader, der knap nok er til stede, fremstår den som et udvasket omrids af en ballade. Den klaverbårne ”He’s Running Through My Eyes” er et andet højdepunkt, der glimrer i al sin enkelhed. I en helt anden boldgade er den maksimalistiske ”Maxim’s 2”, der virker stiv og jævnt uinteressant, selvom den avancerede komposition og en hylende, free-jazzet saxofon insisterer på at være avantgardistisk cutting edge.

Umiddelbart er der en kunstfærdig og lettere distancerende tone over det meste af albummet, der dog langsomt åbner op og inviterer lytteren inden for i sit sælsomme rum. Den i forvejen store cinematiske kvalitet, der hænger ved Holters musik og person i det hele taget – jeg kan ikke lade være med at tænke på Julee Cruise, som hun optrådte i Twin Peaks – forstærkes betydeligt af den konceptuelle Gigi-referenceramme og historiefortællingen, og lytteoplevelsen kræver fuld opmærksomhed for at lykkes. Omvendt fungerer det virkelig dårligt som baggrundsmusik på en varm sommerdag. Men man føler sig vitterlig hensat til en anden verden, når man går fuldt ind på Loud City Songs præmisser. Fremmed, sær og langt hen ad vejen en smule ubehagelig, men ikke desto mindre fortryllende.

Det virker næsten ironisk at kalde dette en ”loud city song”, når L.A.’s larmende mylder af liv kanaliseres så skrøbeligt ud gennem Holters musikalske palet. Men disse storbysange efterlader unægtelig et stærkt indtryk. Loud City Song er uden tvivl et værk, der kræver tålmodighed at gå på opdagelse i, og som vokser en lille smule ved hver gennemlytning.

★★★★½☆

Deltag i debat