Plader

Death Cab for Cutie: Kintsugi

Skrevet af Alex Nørregaard

Den amerikanske indierock/-pop-gruppe Death Cab for Cutie fylder 18 år her i 2015, hvilket de fejrer med deres 8. album Kintsugi. Et album, der mest af alt er lyden af en gruppe, som ikke længere har noget interessant at byde på.

Sidste år blev den amerikanske indierock/-pop-gruppe Death Cab for Cutie reduceret til en trio, da gruppens mangeårige guitarist og producer, Chris Walla, valgte at forlade foretagendet. Det skete under indspilningerne af gruppens nyeste album, Kintsugi, der lander som nummer otte i rækken efter Codes and Keys, som udkom tilbage i 2011. I Wallas sted finder vi på Kintsugi produceren og teknikeren Rich Costey, som de fleste herhjemme formentlig vil forbinde med Mew-pladerne Frengers og No More Stories…

Og det starter umiddelbart ganske fint på Kintsugi, hvor ”No Room in Frame” lander blødt og fængende. Ben Gibbards genkendelige teenagevokal ligger helt fremme i lydbilledet sammen med summende guitarer, mens trommer og let synth lurer i baggrunden. Det lyder langt hen ad vejen som klassisk Death Cab for Cutie-materiale, men det melankolske i linjerne, »Was I in your way / When the cameras turned to face you? / No room in frame for two«, samt , »We’ll both go on / And get lonely with someone else«, preller dog let af. Og Gibbard virker mere træt end bedrøvet i sin fremførelse af dem.

Det er der måske ikke så meget at sige til. Death Cab for Cutie har eksisteret siden 1997 og fylder dermed 18 år her i 2015. Gruppens (hidtidige?) kunstneriske højdepunkt kom i 2003 med pladen Transatlanticism, og allerede året efter begyndte det så småt at gå ned ad bakke. Gruppen underskrev en aftale med pladeselskabet Atlantic Records (en del af Warner), udgav i 2005 Plans og blev med et mainstream. Et pudsigt skifte på den måde, at det ellers netop synes at være de to plader, der i høj grad har været med til at manifestere Death Cab for Cutie som ’indie’-band i al dets tvetydighed. Hvor de til at starte med reelt var at betragte som et, kom de efterhånden til at lyde som forestilling om et.

Og måske netop derfor virker åbningsnummeret ”No Room in Frame” ekstra mat i koderne. Det bringer ikke noget nyt til gruppens udtryk, men fylder blot mere på indie-buffeten. Den efterfølgende skæring, førstesinglen ”Black Sun”, er en sløv omgang gråtonet radiorock, der absolut intet gør for at skille sig ud fra mængden. De new wave-inspirerede ”The Ghost of Beverly Drive” og ”Little Wanderer” byder henholdsvis energisk og roligt på solide omkvæd. Hvor førstnævnte synes at koncentrere sig om Gibbards brud med Zooey Deschanel, »I don’t know why / I don’t know why / I return to the scenes of these crimes«, er der i ”Little Wanderer” fokus på langdistanceforhold i en globaliseret verden, hvor samtaler via internettet ikke kan gøre det ud for egentlig, fysisk kontakt, »You’re my wanderer, little wanderer / Off across the sea«.

The Killers anno Hot Fuss går igen på ”Everything’s a Ceiling”, men i modsætning til Brandon Flowers er der ikke meget showman over Gibbard, som synes at gemme sig bag nummerets velpolerede synthflader og forholdsvist livlige guitarer. Der er lidt nyt at hente på ”Good Help (Is So Hard to Find)”, hvor gruppen overgiver sig til en dybt kedsommelig og let tåkrummende omgang funk-pop. Et mærkværdigt og letkøbt trick, der ikke engang er særlig godt udført, idet trommerne huserer tamt i forgrunden, mens bassen er decideret anonym og to-tre guitarspor vrikker forvirret rundt. Bedre er det ikke på den overlæssede og alt andet end guldrandede ”El Dorado”, og ej heller afdæmpede og stærkt undervældende numre som ”Hold No Guns” og ”Binary Sea” tilføjer pladen nogen mindeværdig tyngde.

Ifølge Wikipedia går ’kintsugi’ som filosofi ud på, at et objekts skader bliver en synlig del af dets historie – det handler ikke om at skjule skaderne, men i stedet at integrere dem. Kintsugi er i Death Cab For Cuties hænder ikke lyden af et band, der formår at favne de skader eller sår, som livet har påført dem. I stedet lyder det mere som om, de prøver at skjule, at de, i hvert fald for nu, ikke har noget interessant at byde på. Og det slår i sidste ende tydelige revner i det seneste møde med gruppen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat