Interview

Roskilde Festival 2015: Wangel – »Jeg vil gerne lave noget musik, der er holdbart«

Skrevet af Martin Colerick

Som optakt til Roskilde Festival 2015 giver vi blandt andet spalteplads til de mindre navne på årets plakat, og vi har talt med udvalgte Rising-aktuelle kunstnere om det midlertidige indtog af musik og mennesker på Dyrskuepladsen. Kom tættere på Wangel her.

Wangel-preview

Wangel spiller på Roskilde Festivals Rising-scene søndag den 28. juni kl. 15.30.

Sommeren er over os, og det betyder rasende meget livemusik til folket. Festivaldanmark ruller store og små musikkanoner ud og skyder dem ud af de enorme højtalersystemer til vores store begejstring her på redaktionen. Efter den omfattende dækning af NorthSide fortsætter vi vores festivaldækning på Roskilde. Som optakt giver vi blandt andet spalteplads til de mindre navne på årets plakat, og vi har talt med udvalgte Rising-aktuelle kunstnere om det midlertidige indtog af musik og mennesker på Dyrskuepladsen.

Jeg har kendt Peter Wangel i mange år og altid vidst, han var en talentfuld musiker. 2015 blev året hvor han for alvor brød igennem sammen med produceren Kasper Ejlerskov Leonhardt. Wangels elektroniske pop og flotte vokalarbejde har bragt ham frem på både P3’s og P6’s spillelister, og nu skal han prøve kræfter med Roskilde Festivals Rising Scene. Jeg mødte Peter til en lille snak om hans musik og den kommende Roskilde koncert.

Hvad er dit forhold til Roskilde Festival?

»Jeg har et rigtig godt forhold til Roskilde. Har været der de sidste ti år i træk. Det fejrer jeg med, at vi skal spille der.«

Hvad er dine mest mindeværdige oplevelser på Roskilde Festival?

»Sigur Rós i 2006. Ved ikke præcis hvorfor, men har aldrig haft det sådan siden. Det var en festival, hvor det hele gik op i en højere enhed til præcis den koncert. Jeg havde mødt en pige, og det gjorde oplevelsen helt særlig. Generelt var det bare et godt år.

Roskilde har i det hele taget en helt særlig ”feeling”. Der er en speciel stemning på festivalen og ved den måde man er sammen på, som skaber et særligt fællesskab. Det er nærmest en slags Roskilde boble, hvor man er i et særligt mode sammen med sine venner. Den stemning håber jeg at kunne bidrage lidt til.«

Hvad glæder du dig allermest til i forbindelse med koncerten på årets Roskilde Festival?

»Vi er i gang med nogle forberedelser, særligt af scenografien, som jeg er ret spændt på.  Ellers  glæder jeg mig til at træde ind på scenen og få en fornemmelse af, hvor mange mennesker der er, fyre den af og se hvad der sker. Og vi har selvfølgelig forberedt noget særligt, men jeg kan ikke afsløre hvad det er.«

Hvordan sætter man en god sætliste sammen?

»Lige præcis dette tænker vi meget over. Vores musik er ikke nødvendigvis dansemusik, og det kan være en udfordring når man spiller live. På vores EP er der måske ét decideret dansenummer. Så i de sæt, vi har spillet indtil nu, på. f.eks. SPOT, savner jeg måske, at der kommer nogle flere sange ind med noget uptempo. Det glæder jeg mig virkelig meget til at udvikle og vise for folk. Særligt hvis der nu er nogle, der har set os før. Det kunne være fedt, hvis vi kan overraske dem lidt.«

Beskriv jeres lyd med tre ord.

»Sprød, kantet og melankolsk.«

Du bliver ofte sammenlignet med bands som When Saints Go Machine, Bon Iver, Jeff Buckley (særligt din vokal), men har du andre inspirationskilder som har betydet meget for dig som musiker og kunstner?

»Jeff Buckley er helt klart ham, jeg har været mest optaget af, både hans musik og tekstunivers. Men ellers kan man sige, at jeg startede med at spille guitar som 17-årig, og der spillede jeg meget Kashmir, og det, synes jeg stadig, er super fedt. Dem lyttede jeg meget til og lod mig inspirere af, og dem vil jeg fremhæve som en rigtig stor inspirationskilde. Det var dem der fik mig i gang, det var her jeg lærte alle akkorderne. Efter jeg mødte Kasper (producer) for 2,5 år siden tog det en anden drejning væk fra singer-songwriter-tilgangen, og særligt When Saints Go Machines Konkylie gav mig ideen til at gå mere i den elektroniske retning, og mødet med Kasper gav muligheden for at forfølge den vej.«

“Seoul” har over 125.000 afspilninger på Spotify. Så vidt jeg ved handler den om din tur til Korea. Hvorfor tror du lige præcis, det nummer har opnået så stor succes?

»Jeg tror, det er et nummer, som folk synes lyder lækkert, som berør dem på en måde. Det vokser, det bliver formentlig bedre og bedre jo flere gange man lytter til det. Sådan er det bygget op, og sådan vil jeg gerne have musik skal være. Og så har det selvfølgelig været spillet meget på P3 og P6 beat.

Jeg synes generelt, det er fedt, når musikken vokser på en, når det kommer tættere og tættere på jo flere gange man hører det. På den måde bliver musikken holdbar, og man har lyst til at lytte til det igen og igen. Jeg vil gerne lave noget musik, som er holdbart.«

Hvad kan vi forvente af din kommende plade?

»I kan forvente noget med nogle flere facetter, måske med noget klaver og lignende,  så det ikke bliver alt for hardcore elektronisk.  Vi vil måske udvide repertoiret lidt.«

Kan du give tre anbefalinger til årets festival?

»Jeg så P. McCartney i Parken i 2001. Og det var rigtig godt. Ham kan jeg helt klart anbefale.

Derudover vil jeg anbefale O’HARA på Rising-scenen, som er noget dansksproget drømmepop, som jeg synes er rigtigt godt. En meget dygtig sangskriver. Jeg skal selv synge med på et af numrene, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Til sidst vil jeg anbefale Seinabo Sey. Pop med kant, en fantastisk stemme, og så leverer hun hits.«

Wangel spiller på Rising-scenen søndag den 28. juni kl. 15.30

Leave a Reply