Torsdag formiddag, på en bænk midt på Roskilde Festival, mødtes Undertoner med den amerikanske musiker Ezra Furman. Klokken 14.30 skulle han spille sin koncert på Gloria-scenen sammen med sit live-band The Boyfriends, men inden da nåede vi, at stille manden et par spørgsmål. Det blev et interview omkring at spille på festivaler, om ikke at ændre sig og om, hvad der skal til for at starte en fejde med Father John Misty. Samtalen var domineret af afbrydelser fra et festival-begejstret liveband samt en gennemgående glad og ironisk hovedperson, og hele settingen vidnede om et veloplagt gruppe få timer inden koncertstart.
Først vil jeg høre, om det er første gang, du er på Roskilde Festival?
»Faktisk har jeg aldrig været her før. Jeg har slet ikke været i Danmark. Det er min første gang i landet, så jeg baserer alle mine indtryk på denne her festival. Så jeg vil antage, at danskere generelt tisser meget uden for. Og sover i telte. Og lader være med at gå i bad. Det er sådan jeg forestiller mig Danmark. «
Har du så været på festivalen i nogle dage, eller er du lige ankommet?
»Vi [Ezra og hans liveband The Boyfriends, red.] kom i går. Vi bor nogle mil herfra, så i går aftes tog vi bare en lang gåtur til festivalen og prøvede at komme ind. De var sådan: »Hvem er I? I kan ikke komme ind her«. Vi så os lidt omkring, og i sidste ende lykkedes det os rent faktisk at komme ind. Men vi så ikke rigtigt noget musik – jeg mødtes bare med nogle mennesker, og spiste noget mad, du ved. Så jeg gik vel glip af koncerterne. Og jeg går også glip af det meste i dag. For særligt i dag er der faktisk noget rigtig god musik, og jeg tror ikke, vi kommer til at se det. «
I har for travlt med jeres turné?
»Ja, for vi tager faktisk afsted i aften. Næste stop er Barcelona. Vi flyver derned, men det er alligevel en lang vej. «
Hvis du kunne blive her og opleve nogle af koncerterne, hvad ville du så gerne høre?
»Jeg ville elske at se St. Vincent igen. Jeg så hende sidste år og hun er… en fantastisk performer. Hun er virkelig noget særligt. Og jeg ville gerne se Father John Misty! Jeg har denne her drøm om at starte en fejde med Father John Misty, for jeg tror, at han ville være sjov at have en fejde med. Men jeg har egentlig ikke rigtig gjort noget for at få det til at ske, så måske skulle jeg bare starte her. «
I dag ville være en god mulighed.
»Ja, det er en god dag til at starte en fejde. Han er på Bella Union, som også er mit nye pladeselskab. Og de lægger så meget energi i at promovere hans nye album, og jeg er sådan »Hey, hvad med mig?«. Nej, de lægger faktisk også meget energi i mit nye album, men jeg har bare lyst til at sige »Father John, du er min rival. Lad os kæmpe«. Så jeg har prøvet at tænke over, hvad jeg kan sige, som han ville høre, og som ville pisse ham af… Jeg har hørt, at Father John ikke engang er en rigtig præst, du ved. For mig er det virkelig patetisk og ulækkert. «
Der er ikke så meget præst i at have spillet trommer i Fleet Foxes
»Det er måske det tætteste man kommer. Måske er det mere spirituelt for mange mennesker end en præst. Men jeg ved ikke helt… Jeg vil arbejde på den fejde. Men hvis du ser ham, så sig, at jeg vil kæmpe mod ham. Bare sig, at jeg ville synes, det kunne være rart at have en fejde. Det ville vi kunne have det sjovt med. «
Angående din koncert senere i dag, hvordan tilpasser du dit show til festivalen? Hvordan tilpasser du dig til de udendørs omgivelser? Det er jo også et andet publikum, end når du spiller til dine egne koncerter.
»Du ved, man er jo nødt til at vinde folk over på sin side. Måske kom de ikke nødvendigvis for at se dig, og måske er de bare tilfældigvis kommet forbi. Jeg kan godt lide den udfordring. Jeg har altid skullet vinde folk over på min side. I mange år har jeg været opvarmningsband. Man spiller bare i en bar, og det larmer, og folk er ligeglade med, hvem der spiller oppe på scenen. Så jeg lærte fra en ung alder at vinde folk over på min side, og jeg tror, at jeg er blevet ret god til det. Men du ved, som band er vi, hvem vi er, og vi ændrer os ikke baseret på, hvad der er omkring os. «
Men i dag spiller du jo på Gloria, som er en helt overdækket scene.
»Ja, og det er rart. Jeg er glad for, at det er indendørs, for… Jeg frygter solen. Jeg hader og frygter solskin. Det kan du citere mig for. «
Forleden kiggede jeg forbi din blog. Dit seneste indlæg drejer sig om et billede af dig fra, da du var syv år gammel. På billedet havde du skrevet, at du så dig selv som kreativ og fantasifuld. I din sang ”Been so strange” synger du på et tidspunkt »I haven’t really grown or changed«. Ser du i dag dig selv som kreativ og fantasifuld på samme måde, som du gjorde, da du var syv?
»Altså, det forsøger jeg at gøre. Du ved… Når jeg siger, at jeg ikke rigtigt har ændret mig, så føles det virkelig sandt for mig. Jeg er essentielt den samme person, som jeg var, da jeg var syv år gammel. Den væsentlige del af mig, har virkelig ikke ændret sig. Det er mere som at åbne op for det, som stadig er der. Man vokser og ændrer sig, men det er i virkeligheden bare forskellige overfladiske fremstillinger af gløden fra det menneske, man er. Det er derfor, jeg godt kan lide at synge det, og det er derfor, at jeg tog det vers med på mit album. Jeg gør bare det, som jeg altid har gjort. Og jeg tænker også på musikanmeldere og –interviewere, når jeg synger det. For det er, hvad de altid vil tale om. »Har du ændret dig?«, spørger de. De vil altid have, at artister skal vokse. Alle tror, at man altid skal ændre sig eller vokse, for ellers er man død som kunstner. Jeg synes, at det er vigtigt at blive ved med at gøre interessante ting, men… sjælen ændrer sig ikke meget. «
Tidligere spillede du med The Harpoons. Nu spiller du som soloartist med et liveband. Har det da hjulpet dig, at du kan arbejde mere selvstændigt med musikken?
»[Idet jeg stiller spørgsmålet, kommer livebandet forbi. De vil meget gerne dele deres oplevelse med at få gratis drinks og kaffe. Det hele smager enormt godt, mener de.]
»Jeg gik solo for at… Der er mange regler – regler opstår, når man er i et band. Jeg ville gerne lave et album uden regler. Vi opbyggede konventioner og måder, hvorpå vi arbejdede. Men vaner kan dræbe dig, du ved? Man skal virkelig ikke ønske at lade sig dominere af vaner. The Harpoons havde andre ting at gøre med deres liv, end bare at spille i mit band. De er nogle virkelig rare og intelligente mennesker med meget at tilbyde verden. Det at spille bas og sådan, var noget de gjorde i nogle år. Ikke alle har lyst til at være musikere i resten af deres liv. Og jeg vil måske heller ikke turnere i fire måneder hvert år i resten af mit liv. Men det er, hvad jeg gør lige nu. Og det nyder jeg. «
