Sommeren er over os, og det betyder rasende meget livemusik til folket. Festivaldanmark ruller store og små musikkanoner ud og skyder dem ud af de enorme højtalersystemer til vores store begejstring her på redaktionen. Efter den omfattende dækning af NorthSide fortsætter vi vores festivaldækning på Roskilde. Som optakt giver vi blandt andet spalteplads til de mindre navne på årets plakat, og vi har talt med udvalgte Rising-aktuelle kunstnere om det midlertidige indtog af musik og mennesker på Dyrskuepladsen.
Lowly er et af de spændende nye navne, som publikum kan stifte bekendtskab med i løbet af Roskilde Festivals første dage på Rising-scenen. Kvintetten stammer fra Aarhus og spiller drømmende, elektrificeret støjpop med de to vokalister Nanna Schannong og Soffie Viemose, der begge tidligere har gjort sig positivt bemærket i solosammenhæng, samt d’herrer Kasper Staub, Thomas Lund og Steffen Lundtoft om bord. Bandet har kun eksisteret siden januar 2014, og projektet kastede hurtigt singlen “Daydreamers” af sig, som siden er blevet fulgt op af bl.a. “Fire”. Vi har stillet tre af medlemmerne en række spørgsmål om, hvad Lowly er for et orkester, og om deres forventninger til Roskilde Festival 2015.
Hvad er jeres forhold til Roskilde Festival?
Soffie: »Jeg er vokset op i Roskilde, så den festival har altid betydet meget for mig. Som barn var det spændende, når byen blev fyldt med mennesker i store hørbukser og mudrede gummistøvler, og jeg kunne høre bassen fra Orange Scene, når jeg skulle sove. Som voksen er det stadig spændende med hørbukserne, men også bare virkelig dejligt at blive fyldt op med musik og opdage ny musik. Jeg er rigtig dårlig til at gå til koncerter til daglig, fordi jeg føler, jeg er på arbejde. Jeg kommer til at tænke over, hvordan bandet står, om de har haft en god lydprøve, om lyset er fedt, og om alt muligt andet, der ikke har så meget med musik at gøre. På Roskilde er jeg mere fri og åben til at få inspiration ind.«
Nanna: »Jeg har været på Roskilde næsten hvert år siden gymnasiet. Et år skulle jeg sælge ærter på en Christiania-cykel inde på pladsen, men det endte med, at jeg bare kørte rundt og hørte musik i stedet. Jeg ved ikke, om de holdt fast i den ordning.«
Kasper: »Jeg har kun været to dage på Roskilde. Det har begge gange været fantastiske oplevelser, så jeg glæder mig til at være der lidt mere i år.«
Hvad er hver især jeres mest mindeværdige oplevelser på Roskilde Festival?
Soffie: »Jeg spillede der med mit eget projekt i 2012. Det var den første dag for Apollo-scenen, og strømmen til de motorer, der pustede den op, blev ved med at gå, så luften gik ud af den, og vi måtte evakueres væk fra scenen. Det var ret kaos-agtigt, men det endte med, at strømmen kom tilbage, og det slatne græskar blev igen til et oppustet græskar, og vi kunne få lov til at spille! Selvom der var alt det bøvl, så var det i sidste ende lige meget. Bare det at spille på Roskilde og for Roskildes gæster er helt ubeskrivelig fedt.«
Nanna: »Sigur Rós efterfulgt af When Saints Go Machine på Arena i 2013 og solopgangen på gåturen hjem derfra.«
Kasper: »Min kæreste og jeg tog på Roskilde med vores toårige søn i 2013 om søndagen. Det var fantastisk at gå rundt med barnevognen og hænge ud med vores venner og høre James Blake og Kraftwerk.«
Hvad glæder I jer allermest til i forbindelse med jeres koncert på årets Roskilde Festival?
»At vise vores musik for et åbent og uforbeholdent publikum. Stemningen på Roskilde er helt særlig, og vi glæder os vildt meget til at spille i den energi, man aldrig kan få på et spillested.«
Hvordan sætter man en god sætliste sammen?
»Det er der ikke noget entydigt svar på. Vi plejer at tage udgangspunkt i, hvad der føles godt for os selv for at have den bedst mulige energi på scenen. Men for os er udviklingen af sættet en uendelig proces, og vi kan generelt godt lide at eksperimentere og revidere vores måder at gøre tingene på.«
Beskriv jeres lyd med tre ord.
»Rigtig god lyd.«
Kan I give tre anbefalinger til årets festival?
Soffie: »Kendrick Lamar, Father John Misty, Benal.«
Nanna: »Gooms, Liss, St. Vincent.«
Kasper: »Paul McCartney, Marie Key, Mew.«
Lowly selv kan opleves på Roskilde Festivals Rising-scene mandag den 29. juni kl. 20.
Varm yderligere op til den kommende festival og læs, hvordan de andre bands fra Roskilde Rising, som Undertoner har talt med, har besvaret de samme spørgsmål (plus det løse): Wangel, Young Dinosaur og Gooms.