Plader

Bon Iver: 22, A Million

Bon Ivers nye album er usædvanligt eksperimenterende og sender Justin Vernons jordbundne sange ud i universet med masser af vocoder og manipulerede vokaler. Det er ikke Bon Iver, som man kender det, men hans nye musikalske retning indeholder helt igennem smukke numre.

»It might be over soon, soon, soon,« proklamerer en forvrænget kvindestemme, mens et insisterende tågehorn ånder tungt og vedvarende i det fjerne. De to jordegern Chip og Chap, der jo ellers er så livsglade, er åbenbart enige, for Plutos to plageånder gentager uroligt ordene. Så tager Bon Iver over med sin karakteristisk lettere autotunede falset og udtrykker det, der lyder som en eksistentiel tvivl på eget værd: »Where you gonna look for confirmation?«

Som man fornemmer, er det et kaleidoskopisk, men også meget dystert åbningsnummer, Justin Vernon, som kunstneren bag Bon Iver som bekendt hedder, lægger ud med på sit tredje album, 22, A Million. Og symbolikken er åbenlys. Tågehornet sender i hvert fald straks mine tanker i retning af græsk mytologi, hvor den gråskæggede færgemand med hat og lang kappe, Charon, sejlede de døde over floden Styx, der udgjorde grænsen til dødsriget.

Den overfart var ikke uden betaling, og ifølge myten lagde menneskene derfor mønter i munden eller over den afdødes øjne, inden de sænkede dem i graven. Mønterne skulle Charon have som betaling, og var der ingen penge med, blev de afdøde ladt tilbage, hvor de hjemsøgte de levende. På et af de promobilleder, som pladeselskabet har vedlagt albummet, ser man således Justin Vernon med en mønt over det ene øje, så referencen til den græske mytologi, ligger lige for.

Spørgsmålet er bare, om der ligger en særlig historie bag det – selv efter Bon Iver’ske forhold – så alvorsfulde og tungsindige startnummer med den kryptiske og kodeagtige titel “22 (OVER S∞∞N)”, og i givet fald, hvad handler det så om?

Det kan man som lytter kun gisne om, og i tilfældet Bon Iver finder man som regel ikke noget entydigt svar i sangenes tekster, der altid er meget fragmentariske. I interviews har han dog løftet lidt af sløret for de tanker, der ligger bag. Han fortæller i hvert fald, at hans sindsstemning var på nulpunktet, da han gik i gang med det nye album, og at tvivlen havde slået rod i hans altid søgende sind.

Justin Vernon anede ganske enkelt ikke, hvordan han skulle komme videre med Bon Iver og følte sig således ude af stand til følge op den massive succes, de to første album havde givet ham; først det store gennembrud med det spartansk instrumenterede debutalbum, For Emma, Forever Ago, hvor han alene i en hytte i nærheden af barndomsbyen Eau Clair i Minnesota indspillede sine folksange på akustisk guitar. Her fandt han det vokaludtryk, der har fulgt ham siden, nemlig den karakteristisk lettere autotunede falset.

Derefter det rigt ornamenterede selvbetitlede opfølgningsalbum Bon Iver, der gjorde det klart for alle og enhver, at Justin Vernon var langt mere end en følsom singer/songwriter med fuldskæg. Han var i høj grad en visionær musiker, der eksperimenterede med studiets muligheder i brogede produktioner, og han arbejdede i øvrigt gerne sammen med nogle af tidens allerstørste lydtroldmænd som Kanye West og James Blake.

For at få ny inspiration besluttede Vernon sig derfor for at tage til Europa, nærmere betegnet Grækenland, hvor han endte på øen Santorini i lavsæsonen, hvilket ikke var befordrende for hans humør. Han begyndte at eksperimentere med den sampler, vocoder og synthesizer, han havde taget med, og resultatet blev altså blandt andet det omtalte nummer, der på trods af den næsten apokalyptiske stemning på forunderlig vis var med til at give ham en ny retning.

Det er vitterligt også en helt ny udgave af Bon Iver, vi er vidne til. Selv om det fremragende andet album på mange måde flyttede grænserne for, hvad man kan gøre med sine folksange, så er 22, A Million et sjældent set eksperimenterende album, der nærmest sender Vernons jordbundne sange ud i universet, hvor de eksploderer som en supernova for på forunderlig vis kort efter at samles som en funklende stjerne.

Der er utallige højdepunkter af umådelig stor skønhed. Pladens tredje nummer, “715 – CRΣΣKS”, er Justin Vernon, der – a cappella med 10 vognlæs vocoder – synger en så smuk sang, som næsten kun han kan skrive den. Den efterfølges af “33 “God””, hvor et helt plain klavertema lægger ud og skaber en flot kontrast til forrige nummer. I baggrunden begynder elektronikken dog igen at skramle og knirke, hvorefter Vernon synger akkompagneret af flere underligt manipulerede stemmer. Det er dog især, når bassen kommer på i omkvædet, at jeg for alvor fascineres. Den buldrer imod én i en nærmest peristaltisk bevægelse. Såre smukt og fascinerende fængende.

Sådan kan man faktisk blive ved med at nævne numre, hvor man spidser ører. Enkelte gange synes jeg dog, det tager overhånd. Efter ganske få gennemlytninger bliver jeg f.eks. træt af det overstyrede beat på på pladens andet nummer “10 d E A T h b R E a s T ⊠ ⊠”. Det leder mine tanker hen på “Crazy Beat” fra Blurs eksperimenterende album Think Tank, men har dog ikke på nogen måde at have samme flabede charme. Her oplever jeg, ligesom enkelte andre steder, at Bon Ivers musik er et eksperiment for eksperimentets skyld. Her lykkes missionen med andre ord ikke, og stjernen brænder ud.

Det ændrer dog ikke på, at albummet som helhed holder, og at Justin Vernon fortsætter med at flytte populærmusikkens grænser med sin musik. Jeg ser allerede nu frem til at høre, hvordan han lyder næste gang.

★★★★★☆

Deltag i debat