Plader

Bon Iver: s.t.

Tre år er gået, siden Bon Ivers roste debutalbum For Emma, Forever Ago. Nu er opfølgeren kommet. Den oprindelige lyd er stadig at spore, men der har også været plads til fornyelse.

Der findes mange musikgenrer. Nogle opfordrer til civil ulydighed, andre slår sig op på fri hash og ned i sækkestole. Nogle stiler efter pumpebas og fjederrøv, andre iværksætter symfoniorkestre i omstændelige arrangementer. Fælles for de fleste er, at de ofte opererer ud fra en ‘opskrift’ – en grundvejledning til, hvordan genren lyder.

Der findes så også de kunstnere og plader, som er svære at sætte i bås. Plader, som indeholder utrolige mængder identitet, men ofte også kan være svært tilgængelige for det almindelige publikum. Det er det svære spil mellem at være kreativ og innovativ i musikken og samtidig være imødekommende og opmærksom på sit publikum. For at være fandens folkelig kan man sige, at en mand som Thomas Blachmann indeholder det første, men knap så meget af det sidste. I samme X Factor-ånd kan man sige det modsatte om Lina Rafn.

Amerikanske Bon Iver formår at ramme begge dele med sit andet album, der emmer af en umiddelbar lethed og simpelhed blandet med overraskelser og fordybelse. Det er musik, man sætter på for at lytte til det. I hvert fald hvis man ønsker at udnytte potentialet i det. Man skylder Bon Iver at fokusere ene og alene på værket og lade sig forsvinde ind i det maleriske univers, frontmanden Justin Vernon og hans tre bandkolleger formår at skabe. Guitarriff og strygerkompositioner blandes med et nogle gange insisterende og andre gange tilbagelænet slagtøjsfundament. Det er elegant udført og produceret, hvert nummer har et unikt udtryk, og alligevel samles det hele takket være Vernons karakteristiske vokal.

Der er noget grandiost over pladen, der til tider har store armbevægelser på lydsiden – f.eks. i afsluttende halvdel af åbneren “Perth”, hvor trommerne især skejer ud og adskiller sig fra Bon Ivers ellers mere afslappede stil. Dermed ikke sagt, at den er forsvundet. Specielt “Holocene”, hvor vokalen virkelig får spillerum, minder mig om den melankoli, jeg personligt faldt for på Bon Ivers første album – f.eks. i et nummer som “Blindsided”.

Numre som “Towers” og “Michicant” er begge meget ligetil: vokalen i front med et tilbagetrukkent musikspor (der dog i “Towers” bryder ud i slutningen ligesom i “Perth”). Begge numre indeholder den charme, Bon Iver mestrer så fornemt – legen med musik og vokal, hvor tonerne strækkes og formes med eftertanke, og hvor dynamikken er mindst så essentiel som de akkorder, der spilles. Det er en sand fornøjelse at lytte til, og nye detaljer opdages for hver gennemlytning.

Blandt dem, der allerede har hørt albummet, er der udbrudt skyttegravskrig om den afsluttende “Beth/Rest”. En krig, der på den ene front kæmpes af dem, der mener, at det er et af de bedste Bon Iver-numre til dato, og på den anden side dem, der mener, at det ligefrem ødelægger albummet. Det første, jeg tænkte, da jeg hørte introen, var: »Det er sjæleren fra Krummefilmene.« Den, der starter med »Jeg har mødt en dejlig pige…«

Jeg er overbevist om, drengene fra Bon Iver aldrig har set eller hørt Krumme, og numrene har for så vidt ikke andet til fælles end en række toner og en lyd. Men hvis det minder lytteren om en børnesang fra 1991, så er det nok et sidespor. Om det er de klichéfyldte guitarsoloer eller flødekartoffelstrygerne, skal jeg ikke kunne sige, men det lyder alt sammen som noget fra en Kevin Costner-film. En ærgerlig afslutning på et ellers fantastisk album.

Alle numrene kan diskuteres. Og de indeholder alle identitet og sjæl. Meget af pladen står og falder med smag og behag – i den forstand, at fornuftige ting kan siges både for og imod numrenes vellykkethed. Personligt taler jeg i høj grad for pladen og vil varmt anbefale den til enhver lytter, der forventer mere af musik end blot at blive underholdt.

★★★★★☆
Lyt til “Calgary”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/calgary.mp3]

2 kommentarer

Deltag i debat