Koncerter

Roskilde Festival 2017: Fugleflugten

Fugleflugten. Foto: PR
Skrevet af Martin Colerick

Dårlig lyd gjorde, at Fugleflugtens aftenkoncert ikke fik publikum til at svæve hele vejen hjem til teltet – kun lidt af vejen.

Fugleflugten var hyret til den sene koncert på Rising mandag, og der var en klar forventning om, at de fire unge københavnerdrenge ville tage publikum med på en drømmende svævetur hen over festivalpladsen. De tydelige referencer til den halvpsykedeliske og melodiøse del af shoegaze-genren og forsanger Rasmus Ydes dybe vokal burde være den perfekte medicin til det efterhånden godt beduggede Rising-publikum.

Men desværre startede Fugleflugten lidt i modvind. Der var ikke styr på lyden, og det ellers glimrende nummer ”Syv pelikaner” fik slet ikke den gennemslagskraft, det fortjente. Guitaren var alt for lav, og det virkede i det hele taget til, at der kun var tændt for bandets egen monitor. Virkelig synd, særlig taget i betragtning, at bands der optræder på Rising kun har 45 minutter at spille i. Heldigvis gav Fugleflugten ikke op, og godt hjulpet på vej af publikums råb på højere lyd lykkedes det at få hul igennem. Og da bandet tog fat på ”Det er på tide”, virkede det til at lyden endelig var på plads.

Rasmus Ydes dybe vokal stod klart frem, og den lidt efterårsagtige stemning i Fugleflugtens musik passede godt til en efterhånden kold aften ved Rising. Langsomt begyndte varmen at brede sig blandt publikum. Der blev smådanset rundt i hjørnerne, og man mærkede, hvor meget bandet havde glædet sig til at spille på Roskilde Festival. Særligt stærkt stod ”Ensom galakse” med dens blide guitarintro, der bredte sig ud i en stadigt mere omfavnende lyd. Det var både let og tungt på en gang. Det var melankolsk og eftertænksomt. Det var råt og støjet, men samtidig poleret.

Fugleflugten kan et eller andet med at skabe vedvarende lydlandskaber, der virker dragende og hypnotiserende. En lyd, der kan beskrives som Joy Division møder Slowdive, men samtidig helt deres egen. Ikke mindst på grund af de dansksprogede tekster.

For hvor det at synge på dansk i nogle sammenhænge kan virke klodset, så er der hos Fugleflugten en rigtig fin sammenhæng mellem de lyse guitarer og de eftertænksomme tekster. Det illustrerer både lethed og tungsind, når Rasmus Ydes dybe vokal synger om ulven, der kommer i “En anden side af ting”, samtidig med at der spilles på de nederste bånd på guitaren. En dobbelthed i udtrykket, som Fugleflugten på trods af den unge alder mestrer flot.

Cirka halvvejs i koncerten virkede det til, at Fugleflugten havde rystet den lidt uheldige start helt af sig. De præsenterede et nyt nummer, der, så vidt jeg kunne høre, havde titlen ”Elskelige væsener”. Om det var en slet skjult bemærkning til publikum, der i hvert fald omfavnede hinanden mere og mere i løbet af koncertens forløb, er ikke til at sige. Men kontakten mellem bandet og de tilhørende virkede nu til at være fuldt etableret.

Med en scene badet i grønt lys fik Fugleflugten endelig luft under vingerne og viste, at vedholdenhed og tro på egne evner bærer frugt. Særligt med afslutningsnummeret ”Alt der glimter” demonstrerede Fugleflugten, at det ikke var helt forkert at have visse forventninger til de fire drenge. De formåede at spille sig ud af en uheldig start, og vi svævede måske ikke hele vejen hjem til teltet, men mindre kunne også gøre det. Næste gang giver lydmanden Fugleflugten lidt bedre betingelser, og så er jeg stensikker på, at de og publikum for alvor letter fra jorden.

★★★★½☆

Deltag i debat