Plader

Gorillaz: Humanz

Gorillaz’ første album i syv år landede til en noget delt modtagelse. For at give albummet en fair chance, er Undertoners to – selvproklamerede – »mest Gorillaz-kyndige« skribenter gået sammen for at give hver sin vurdering af albummet med udgangspunkt i fire simple spørgsmål.

Det har ganske vist taget dem fem år, men nu er Gorillaz, Damon Albarn og Jamie Hewletts virtuelle prestigeprojekt, endelig tilbage. Mens deres enorme fanskare verden over har skreget på nyt fra medlemmerne 2-D, Murdoc, Russel og Noodle, der har haft travlt med at skulle navigere tilbage til civilisationen fra plastikstranden, hvor gruppens seneste udgivelse blev undfanget, er den “virkelige” verden øjensynligt blevet kastet ud i rent politisk kaos.

Dette forår kunne Gorillaz udsende Humanz. Betyder det så, at de virtuelle bastarder endelig er blevet rigtige mennesker? Eller hvem er i grunden mennesker, når alt kommer til alt? Gorillaz har i al fald fået godt med hjælp fra et bred vifte af repræsentanter for menneskeheden til at kreere denne mastodontiske udgivelse, som Damon Albarn selv har kaldt et partyalbum til jordens undergang. Indholdet tæller hele 19 individuelle numre samt en håndfuld kryptiske mellemstykker, som til sammen langt fra udgør gruppens mest helstøbte album, men som mest af alt cementerer Damon Albarns evne til at kombinere sine egne musikalske kvaliteter med en lang række forskellige kollaboratører.

Hvor er vi egentlig henne (hvad er stemningen)?

Niklas:
Jeg er mest af alt… Forvirret. Hvad er Humanz? Hvad vil projektet, hvad er målet? På mange måder virker det mest af alt som et Damon Albarn-produceralbum, som man kender dem fra hiphoppens verden. Beatsene er alsidige, og det virker til, at gæsterne skal bære albummet, hvilket kun lykkes sporadisk. Alt for mange andre anmeldelser af albummet byder ind på pressematerialets fortælling om Damon Albarns dommedagsfølelse. Det lugter for mig af udenomssnak, og jeg mærker ikke dommedagsstemningen tydeligt nok.

Som på Plastic Beach er albummet spækket med populære kunstnere, både gamle koryfæer som Grace Jones, Mavis Staples og Anthony Hamilton, en eklektisk samling af mere hippe navne som D.R.A.M., Jehnny Beth fra Savages og Vince Staples. Men også en række mere ukendte kunstnere, som Albarn har gravet op fra undergrunden som Zebra Katz, Kali Uchis, Peven Everett og Benjamin Clementine fra førstesinglen “Hallelujah Money”. Og det er under halvdelen af det samlede antal gæster (23), hvis man tæller de fem bonusnumre med.

Det er ekstremt satset at spænde så bredt i gæsteoptrædener, når man samtidig overlader en så stor del af pladens stil til dem. Beslutningen får Humanz til at bære præg af en besynderlig kompilation af uudgivne elektroniske popsingler eller et DJ-sæt fra en pladevender, der vil blære sig med sin varierede og særegne musiksmag. I virkeligheden lyder albummet måske allermest af en Damon Albarn-jamfest, hvor vores kære Damon har hygget sig gevaldigt med at spille med en lang række musikere, som han godt kan lide.

Daniel:
Puha, Humanz vil meget på én gang. Det er et party-album, lad der ikke være nogen tvivl om det, men som lytter er man inviteret til en fest, der foregår i en fleretagersejendom – case in point; de to elevator- og penthouse-mellemstykker. Men som enhver anden fest, der foregår i flere lokaler på samme tid, står man som oftest med valget mellem at forblive i det ene rum eller, som det er tilfældet med Humanz, prøve at suge så mange indtryk til sig som overhovedet muligt i løbet af aftenen.

Oftest misser man derfor de essentielle højdepunkter under ens vandring fra rum til rum (eller i dette tilfælde nummer til nummer), og på den måde halter Humanz langt efter sine forgængere. Genialiteterne har allerede været der (på debutpladen og Demon Days), og man famler i højere grad efter succesoplevelser blandt tusindvis af forskellige musikalske udtryk frem for at føle sig tilpas med én større, sammenhængende fortælling. Der er simpelthen tænkt i kvantitet frem for kvalitet her. 19 numre (ikke medregnet intro og mellemstykker) er i Humanz’ tilfælde alt for meget, og det lider pladen gevaldigt under.

I modsætning til Niklas, synes jeg, at Albarn dog får ramt noget rigtigt på Humanz, hvad angår stemningen, hvor den underliggende tone rigtig nok er tilsat et sært og ubehageligt touch, som var jorden virkelig ved at gå under. ”Momentz” er eksempelvis et af de numre, der især formår at fremhæve den dystopiske og pre-apokalyptiske stemning, der omgiver De La Souls vokal og den eksploderende basrytme.

Hvordan fungerer de mange gæsteoptrædener?

Daniel:
Lad os bare være ærlige: Humanz hverken føles eller lyder som nogen af de tidligere Gorillaz-udgivelser. Rent objektivt er vi vel også tættere på en ”Damon Albarn med venner”-plade end nogensinde før, og selvom kunstnernavnet ikke ændrer det mindste på selve lydsiden, er det en hul fornemmelse at stå tilbage med, når man sammenligner med, hvordan Gorillaz’ kollaboratører blev implementeret før i tiden.

Man har hørt dét Danny Brown-bidrag utallige gange før, Vince Staples spises af med at agere hype man i lidt over to-et-halvt minut, og Jehnny Beth byder ind med en af de mest tåkrummende præstationer på muligvis det værste Gorillaz-nummer til dato.

Anderledes brillant er Kali Uchis’ croonende indslag på ”She’s My Collar”, Grace Jones’ sporadiske, men effektive tilstedeværelse på ”Charger”, Rag’n’Bone Mans kraftfulde vokal på ”The Apprentice” samt (selvfølgelig) Benjamin Clementines gåsehudsfremkaldende levering af ”Hallelujah Money”.

Det er min tidligere kommentar om kvalitet frem for kvantitet om igen: Kunne Albarn ikke selv have stået for al vokalen på flere af numrene? Det er jo ikke fordi, hans solopræstationer i Gorillaz-sammenhæng er dårlige, og et nummer som ”Busted and Blue” fungerer i min optik fremragende, så der er (nærmest) ingen undskyldning for at proppe Humanz til randen med udefrakommende.

Niklas:
De fleste fungerer ikke optimalt. På mange af pladens numre føles samarbejderne forcerede og fortænkte, formentlig fra en begejstret Albarn, der har ladet sin musikalske nysgerrighed løbe af med sig. De fleste numre bringer ikke det bedste frem i kunstnerne og heller ikke Gorillaz som projekt, og jeg er enig med Daniel i, at særligt Jenny Beth-samarbejdet lyder som det dårligste nummer på en nyudgiven Coldplay- eller Maroon 5-plade. Da nummeret samtidig er pladens afsluttende nummer (i den originale nummerrækkefølge), så efterlades man sur og tvær – ja, jeg sidder faktisk tilbage med fornemmelsen af, at Albarn er gået fra visionær trendsætter til gammel, pinlig legeonkel. Yderligere deler jeg ikke Daniels begejstring for De La Soul-samarbejdet “Momentz”, der får prisen for næstmest pinlige nummer på pladen, hvor de gamle funky hiphoppere lyder til at være langt ude af deres “comfort zone“.

Bedre går det på “Saturnz Barz”, hvor Popcaan bidrager med en interessant kontrast til Damon Albarns britiske crooning, samt på “Hallelujah Money” og “Andromeda”, og man sidder tilbage og kunne måske have ønsket sig et mere rent reggae-inspireret album? Men nej, for pladens bedste nummer er uden tvivl “Busted and Blue”, der virkelig sætter tyk streg under, hvad der mangler på projektet: Damon Albarns vokal og tekster. Helt enig med Daniel på det punkt.

Jeg elsker Albarn, men hvis der kommer flere Gorillaz-projekter, så håber jeg på en dygtig producer udefra, på samme måde som på de to første udgivelser. Det lader til, at den karismatiske londoner er en bedre bandleder end producer, og Humanz lugter langt væk af manglen på en nejsiger til de spontane og ugennemførte ideer, tydeligst mærket gennem pladens mellemstykker, der er usammenhængende og mærkværdigt nok ikke hjælper med at binde fortællingen sammen.

Hvad er albummets højde- og lavpunkt(er)?

Daniel:
Der er en klar sammenhæng mellem kvaliteten af de mange gæsteoptrædener og så det enkelte nummers generelle niveau. ”We Got the Power”, ”Ascension” og ”Sex Murder Party” er nok de mest ringe øjeblikke på Humanz, hvor der ikke synes at være hverken mål eller mening med især først- og sidstnævnte; andet end fyld. Jeg bliver også nødt til at nævne ”Saturnz Barz”, der helt klart bliver hittetHumanz. Det er hverken godt eller dårligt, men det, som folk kan synge med på, og et sådant nummer savner pladen gevaldigt – i modsætning til sine forgængere.

Omvendt er ”Hallelujah Money” hurtigt strøget ind på min personlige top 10 over Gorillaz-numre. Clementines messende vokal og det akkompagnerende, nærmest gospelagtige kor giver associationer til de afsluttende momenter på Demon Days, der står som en af Albarns mest gennemførte produktioner rent kompositorisk. Det er – heldigvis, fristes man til at sige – Gorillaz, når de er allerbedst. Samtidig går den underspillede, Plastic Beach’ske ”She’s My Collar” mere rent ind hos mig, mens Peven Everett flot fører soul-stafetten videre fra hedengangne Bobby Womack på ”Strobelite”.

Niklas:
Jeg har vist revset enkeltnumre nok (*host* “We Got the Power” og “Momentz” *host*) nok, så jeg vil i stedet prøve at formulere følelsen i løbet af lytningen af albummet. Pladens første række af numre er et mikrokosmos af pladen overordnet, hvor man hører potentialet sporadisk, men overhovedet ikke kan lure, hvor det skal bære hen. Så kommer pladens bedste række af numre fra “Submission”, “Charger” og over på mine to højdepunkter, “Andromeda” og “Busted and Blue”. Det er så også pladens emotionelle højdepunkt. Her føles numrene mere sammenvævede, og en vision af en art begynder at anes.

Det går da også fint videre til den Anthony Hamilton-assisterede “Carnival”, men forvirringen og frustrationen kommer endnu engang tilbage med numre som ugidelige “Sex Murder Party”. “Hallelujah Money” kan ikke redde den rodede slutning, og ja… Pladen slutter som nævnt med pinlig “klap-med/stadionråberock”. Bunken af fem bonusnumre ville høre fint hjemme på endnu en b-side-plade fra Gorillaz-drengene, men som tillæg til Humanz får de mig ikke til meget andet end at trække på skuldrene og udbryde et internetinspireret »meh«.

Hvordan spiller Humanz ind i resten af Gorillaz’ univers?

Daniel:
Altså; bandmedlemmerne er der ganske vist endnu, og de har også som en del af stemningsopbygningen frem mod udgivelsesdatoen fået bygget videre på deres respektive baggrundshistorier. Men derudover er det svært at lokalisere 2-D, Murdoc, Noddle og Russels roller på Humanz. Jeg hører kun Damon Albarn, når han angiveligt giver den som 2-D, og gæsternes rolle i forhold til lyrikken og/eller pladens tematikker – som kunne mærkes på Del the Funky Homosapien på “Clint Eastwood” eller Dennis Hopper på “Fire Coming Out of the Monkey’s Head” – føles ligegyldig.

Den semipolitiske dagsorden, der blev udpenslet på både Demon Days og Plastic Beach skinner også sporadisk igennem her, hvor både Danny Brown og Benjamin Clementine når omkring penge, magt og korruption. Det virker dog mere som forcerede lyrikbidder end som subtile samfundskommentarer, og det lader mest af alt til, at Albarn og venner har stykket lyrikken sammen for lyrikkens skyld – og sjældent, hvis overhovedet, med en større sammenhæng og gennemgående fortælling for øje.

Niklas:
Jeg savner følelsen fra Gorillaz og Demon Days, hvor gæstekunstnerne virkede som karakterer i deres virtuelle, mytiske verden. Det var netop den eklektiske blanding af genrer i kombination med det mystiske og dragende i tegneserieuniverset, der fik mig til at klistre næsen op ad skærmen og spidse ører, når “Rock the House” eller “Clint Eastwood” blev spillet på MTV ved årtusindskiftet. Tænker jeg tilbage, så døde fascinationen for mig, det øjeblik Snoop Dogg begynder at rappe på åbningsnummeret til Plastic Beach. Det var ikke længere karakterer i en verden, men Damon Albarn + Snoop Dogg.

Det er måske forskellen på at lytte til et computergeneret tegneserieband som 13-årig og 26-årig, men jeg fascineres ikke af ideen længere. De har mistet grebet om mytologien i universet, som ellers fungerede vildt interessant i både hjemmesider, computerspil og særligt de fantastiske musikvideoer på de to første projekter. Når man samtidig ser dem lave sponsorerede animationsklip til alt fra E-on Energy, Telekom og selvfølgelig de allestedsnærværende kultursnyltere Red Bull, så frygter jeg den annoncerede tegnefilmserie – et scenarie, der havde været uhørt for 10 år siden.

Samlet vurdering

Daniel:
I stedet for at være en sublim musikoplevelse, må Humanz tage til takke med bare ”at være”. Selve helhedsoplevelsen bliver mindre ringe, hver gang jeg gennemlytter pladen, men det er stadig ikke nok til at redde Humanz fra at være skuffende. Jeg er sikkert blændet af fortiden og har derved en klar opfattelse af, hvordan en Gorillaz-plade skal lyde, og måske er det bare mig, der er for stædig til at indse, at det her er den udvikling, som Albarn gerne vil tage med sit projekt. Men så længe jeg absolut ingen idé har om, hvad målet med denne udvikling i så fald skulle være, samt hvorfor det lige netop resulterer i Humanz, kan jeg simpelthen ikke lande på en karakter over middel.

★★★☆☆☆

Niklas:
Siden Humanz blev annonceret, er jeg gået lige så stille fra spænding til frygt. Kunne Albarn virkelig løfte arven igen og lave endnu et sublimt album efter den fine, men uspektakulære Plastic Beach og dens ligegyldige b-side-efterfølger? Det spinkle håb blev da også væsentligt udfordret af de første singler fra albummet, der skød i øst og vest. Men håbet er lysegrønt, og da jeg trykkede play på Humanz for første gang, så var der stadig en del af mig, der var sikker på, at niveauet som minimum ville ligge på Plastic Beach-niveau. Sandheden er desværre, at det måske er den dårligste Albarn-kollaboration, der nogensinde er udgivet, og skuffelsen kan kun matches af den impotente undervældende supergruppe Rocketjuice and the Moon; en udgivelse, der stadigvæk er væsentligt bedre end Humanz.

Jeg kan for første gang sige, at jeg inderligt håber, Albarn ligger Gorillaz-projektet på hylden, og måske i stedet fokuserer på den solokarriere, der kastede et så fint resultat af sig for tre år siden – eller tør man endda håbe på en efterfølger den sublime The Good, the Bad & the Queen. I hvert fald tror jeg, det er tid til at sige farvel til 2-D, Russel, Noodle og den tiltagende irriterende Murdoc, der desværre må gå ud med et skizofrent klynk af et album.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Deltag i debat