Plader

Rostam: Half-Light

Ømt og poetisk. Rostam Batmanglij flår sit hjerte ud på solodebuten, som ligger i naturlig forlængelse af den legesyge indiepop, han var eksponent for i Vampire Weekend.

Det er ikke længe siden, at Rostam Batmanglij meddelte, at hans tid i det verdensberømte indieband Vampire Weekend var kommet til vejs ende. Nu har han udsendt sit debutalbum, Half-Light. Den 52 minutter lange skive fordelt på intet mindre end 15 skæringer vidner om, at solokarrieren måske har været undervejs et stykke tid, og at multiinstrumentalisten måske har haft en stak sange liggende i skuffen lidt for længe.

Ved første gennemlytning står det klart, at Rostam stadig har et hjerte, der banker for den gode melodi. Allerede på pladens første nummer, ”Sumer”, mærker man en øm stemning, når et smukt og atmosfærisk univers med små knitrende percussion-arrangementer præsenteres, alt imens hovedpersonen åbner med sætningen »I was dead and born again, oh no«.

Inden selve debutalbummet landede, havde Rostam forvarslet pladens lyd på singleforløberen ”Gwan”. Nummeret præsenterer et roligt og afdæmpet univers, hvor særligt strygerne får en masse frit spil og sværmer omkring hovedpersonens kærlighedssyge tekstunivers, der altid indkapsler et du og jeg.

Der er ingen tvivl om, at Rostam på denne plade har en svaghed for klassiske arrangementer, der minder mere og mere om moderne kompositionsmusik. Ligesom på ”Gwan” får strygerne også stort råderum på andre af albummets skæringer. Det kan for eksempel høres på pladens midte med numre som ”Thatch Snow” og den nærmest eventyrlige, indisk inspirerede ”Wood”, hvor et virvar af strygere åbner for det storslåede lydlandskab.

Det mest iørefaldende ved netop disse to skæringer er, at de giver associationer til Vampire Weekends anmelderoste album Contra fra 2010. For mig er disse to skæringer de naturlige viderebygninger på Vampire Weekend-hits som ”I Think Ur a Contra” og ”Horchata” med samme øre for den gode melodi samt en stor forkærlighed til storladne, world-inspirerede instrumenteringer. Nemlig et drømmende univers, hvor strygere lyder som englesang og rytmesektionen dufter af inspirationer fra skæve afrorytmer.

Der er en tendens til, at hver solokarriere bliver holdt op imod fortiden. At Rostams debut Half-Light trækker tydelige tråde tilbage til tiden i Vampire Weekend kommer han nok aldrig til at slippe for at høre på. Når det så er sagt, så kan det også tolkes på den måde, at Rostam måske i virkeligheden var den hovedperson, Vampire Weekends identitet kredsede omkring. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de efterhånden utålmodige Vampire Weekend-fans har fået, hvad de kunne forlange. En stærk debut med Rostam som protagonist for et stort og fyldigt lydlandskab, hvor hovedpersonen flår sit hjerte ud og deler ud af sine længe ventede soloeksperimenter, dog uden helt at bryde de faste, trygge rammer.

★★★★☆☆

Om skribenten

Simon Lund Pedersen

Jeg har altid haft en særlig connection med musik. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden. For mig handler musik meget om identitet, hvilket også gør at jeg har svært ved at lægge mig fast på noget konkret. Jeg føler ens musikalske-jeg konstant er i udvikling. Et af de første minder jeg har fra mødet med musikken var engang hvor jeg i 8. klasse fandt en italiensk opera helt tilfældigt på youtube. Det havde jeg det for vildt over i flere uger. Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af at være helt alene med den begejstring. Det var vidunderligt. Musik kan for mig både være ekstremt personligt, men samtidigt kan det også binde folk sammen, hvilket repræsenterer noget vildt smukt synes jeg. Det er det der er det fede ved at være musikskribent. Det er rart at få bekræftet at man ikke er den eneste der har haft den samme oplevelse af at lytte til noget, men hvis man så alligevel er, så har man forhåbentligt fået noget ud af det selv, og så er det bare fedt at få sine musikalske oplevelser skrevet ned, og få dem gjort til noget håndgribeligt. Der sker bare noget magisk når man får afløb for de stemninger et givent musikalsk værk har givet en. Det er det skriveriet kan. Og så er det jo bare alt for fedt hvis folk kan spejle sig i det man skriver.

Fem favoritalbums:

Paul Simon - Graceland

Beach House - Teen Dream

Destroyer - Ken

Roy Orbison - Memphis

Donny Hathaway - Extension Of A Man

Skriv et svar