Plader

Peter Sommer: Elskede at drømme, drømmer om at elske

Skrevet af Peter Boier

Peter Sommers femte album, Elskede at drømme, drømmer om at elske, fortsætter sangerens trend med at skifte lyd fra album til album. Og så kan dette album kan endda deles i to. Første halvdel er et vellykket genhør med bandet Tiggerne, og anden halvdel gæstes af jazzduoen Bremer/McCoy.

Ja, Til rotterne, til kragerne, til hundene er stadig Peter Sommers bedste album. Så er det slået fast, og konkurrencen kan lægges på hylden for en stund.

Den skanderborgensiske troubadour-gone-rockstjernes femte album er blevet hypet mere, end denne anmelder kan huske en dansk alternativ rock-plade er blevet længe. Man har kunnet høre Peter Sommer skrive en af sangene til albummet i ét radioprogram og få fortalt hele sangerens historie over seks timer i et andet.

Og det er et godt album, Peter Sommer har kreeret. Et rigtig godt et endda. Men det er ikke hans bedste.

Elskede at drømme, drømmer om at elske er Peter Sommers tilbagevenden til sit rockband Tiggerne, der især gjorde sig bemærket på den hårdtslående Til rotterne, til kragerne, til hundene (2008). De spiller med på første del af albummet, mens anden halvdel er dedikeret til den mere lavmælte, nordiske jazzduo Bremer/McCoy.

Peter Sommer formår igen at redefinere sin lyd. På sine to første album fungerer Peter Sommer som nationalskjalden med de skæve, finurlige betragtninger. På førnævnte Til rotterne, til kragerne, til hundene er han vred, vrissende, hårdtslående og sammenbidt. Og på Alt forladt fra 2013 blev hans kærestesorger pakket ind i Stefan Kvamms hippe (men tamme) elektropop.

Nu er Tiggerne imidlertid tilbage til indierocket barokpop på den første del af Elskede at drømme, drømmer om at elske. På den anden side af albummet er kompositionerne tyste og giver plads til Peter Sommers tekster og stemme.

Første halvdel åbner med den fænomenale “Skønne, spildte kræfter”, der allerede udkom i starten af 2017. Den fungerer fremragende som åbningsnummer med den iscenesættende og næsten pompøse start kun akkompagneret af klaver og den mesterlige åbningslinje »Jeg springer ud som optimist, og det føles som at desertere«.

»Kald tiggerorkestret ind. Og lad dem spille langsomt. Kald tiggerorkestret ind. Og lad dem spille voldsomt«. Med denne formaning kommer bandet ind – og hvilket band.

Første halvdel er suverænt albummets stærkeste side, og det ene stærke nummer afløser det andet. Titelnummeret følger i hælene på åbningsnummeret og er en groovy, drømmende og – selvfølgelig – melankolsk sag.

“Det evige nu”, et af albummets højdepunkter, er melankolsk, guitarbåren indierock, som især Love Shop har været bannerfører for i Danmark de senere år. Love Shops seneste album Risiko og Tiggerne-siden af dette album minder i det hele taget meget om hinanden. En slags nynordisk indierock, om man vil. Det er stemningsfuldt, storladent og poetisk.

“Sand kærlighedshistorie” kunne man følge tilblivelsen af i P1-programmet ‘Elsker dig for evigt’, hvor den først blev forsøgt spillet i en nedbarberet udgave med Bremer/McCoy og dernæst med Tiggerne. Begge versioner endt på pladen, og Tiggerne-udgaven blev udsendt som single.

Tiggerne-versionen er en elegant kærlighedserklæring, der på samme tid vækker minder om de lidt naive, storromantiske popsange fra 70’ernes Storbritannien, men på samme tid, især i teksten, besidder en ulmende uro. Man er aldrig helt sikker på sangens intention, og det er ret kendetegnende for hele albummet. Det er romantik i den konstante skygge af melankoli.

Bremer/McCoy-versionen er derimod mindre interessant og mere navlepillende, hvilket er symptomatisk for hele deres del af albummet. Sangene er mere nøgne i den nyjazzede indpakning af kun kontrabas og klaver, og det giver teksterne og Peter Sommers stemme mere plads og luft. Det er desværre ikke en god ting.

Flere af sangene på anden halvdel har en tendens til at blive lidt for indadskuende og håbløse. Selvom akkompagnementet er fuld af luft, føles det klaustrofobisk og som om, der netop mangler luft. Det er som at være fanget under det mørke havvand uden mulighed for at komme op til overfladen.

Peter Sommers vokal har aldrig været hans største force, men den fungerer rigtig godt i mere rockede rammer, som med Tiggerne på første del, og som hørt på Til rotterne, til kragerne, til hundene. På anden halvdel lider han under den mere sparsomme instrumentering og fremstår grænsende til nasal flere steder. Som værktøj til at levere teksterne er den dog yderst troværdig.

Det er stemningsfuldt, interessant, og man må rose ham for konstant at ville lege med sin egen lyd, men det bliver bare aldrig så godt som første halvdel, der, bevares, er meget stærk.

Hverken besøg fra Benal eller Turbolens bidrager rigtig med noget udover deres navne og står lidt forglemmelige og næsten ligegyldige hen. Man savner mindeværdige øjeblikke – noget som første halvdel bugner af i stærke melodier, gode omkvæd og skarp, citérbar lyrik.

Peter Sommer er stadig en fremragende tekstforfatter, og modsat tidligere forfalder han mindre til den ofte smågeniale, men også lidt letkøbte, leg med ordsprog og hverdagsvendinger. Albummets første sætning, »Jeg springer ud som optimist, og det føles som at desertere« er eksempelvis en så simpel, men dog så rammende beskrivelse, at denne anmelder lider af seriøs præstationsangst ved tanken om overhovedet at berøre sproget. På samme måde starter “Det evige nu” med den tvetydige udmelding »En som hende, en som ham«, der i udtalen lyder som »Ensom hende, ensom ham«.

Halvvejs igennem Elskede at drømme, drømmer om at elske var jeg ellevild. Første side er reelt forrygende. Gode sange. Gode tekster. God lyd. En fin blanding af kærlighed, tvivl og melankoli. Men som fuldt album fremstår det splittet i bakker og bølgedale. En forrygende første side afløses af en kedelig, nærmest klaustrofobisk anden halvdel, der aldrig formår at ramme samme høje niveau som den første, og denne anmelder kan ellers godt lide Bremer/McCoy. Men der er langt til topkarakter. Det er et album, jeg som helhed ville ønske, at jeg elskede. Et album jeg drømmer om at elske, men som jeg ikke helt kan.

★★★★☆☆

Om skribenten

Peter Boier

Biografi:
Jeg har fået musik ind med modersmælken ført af faderens stålsatte hånd. Jeg har 11 albums kaldet 'Peters Yndlingssange', der var personlige compilations fra barndommen med alt fra Blur og Radiohead til Robbie Williams og Creamy. Ja, jeg kan stadig teksten til 'Feel' fra ende til anden.
Det var dengang. Nu er jeg bare en frygtelig forbruger af musiksnobberi, fodbold og voldsomme udsagn. Jeg er glødende Liverpool-fan, og jeg smågræd mindst fem-otte gange, da Bowie pludselig var erklæret død.
Er der én ting, der kan karakterisere, hvad jeg ofte falder for i musik, er det mørke. Fra Joy Division til Depeche Mode, Radiohead og Jamie XX - fællesnævneren er ofte mørke.

Fem favoritalbums:
Radiohead: Kid A
David Bowie: Low
Portishead: Third
Lars H.U.G: Kysser Himlen Farvel
LCD Soundsystem: Sound of Silver

Skriv et svar

boeger