Plader

Iceage: Beyondless

Skrevet af Simon Freiesleben

Efter fire års ventetid er Danmarks største eksportvare ud i punkrock tilbage med en stærk opfølger til overgangsalbummet Plowing Through the Fields of Love fra 2014. Lyden er større, men den kunstneriske integritet og særegenhed er intakt.

Da jeg første gang hørte singlen ”Pain Killer” forud for albumudgivelsen, var min umiddelbare reaktion en anelse skeptisk. Den bombastiske hornsektion spiller en prominent rolle på sangen og skaber i samspil med de fræsende guitarer en lydside, der bedst af alt kan beskrives som et mix imellem spionfilmssoundtrack og en virkelig bizar Melodi Grand Prix-sang. Det ligger virkelig langt fra det Iceage, som brød igennem lydmuren med New Brigade og You’re Nothing i starten af årtiet.

Til gengæld ligger det som et naturligt næste skridt i det lydmæssige retningsskifte, som Iceage foretog med Plowing Through the Fields of Love fra 2014. Her begyndte gruppen at bryde med dogmerne fra den hårdtslående og aggressive undergrundspunk, og begyndte blandt andet at flirte med en mere fyldig lyd krydret med elementer lånt fra både cowboypunken og de amerikanske sydstaters americana-musikscene. Undertoners anmelder kaldte dengang resultatet for »[…] en blandet pose, der peger på et band i en overgangsfase«.

Efter flere gennemlytninger af Beyondless kan jeg konkludere, at den overgangsfase nu er veloverstået. Iceage er nu endegyldigt vokset fra den undergrundspunkscene, som de opstod ud af. Lydsiden er blevet langt mere fyldig, produktionsværdien er blevet meget højere, og Elias Bender Rønnefelt er vokset gevaldigt som sangskriver. Transformationen er dog ikke sket på bekostning af Iceages vilje og evne til at søge mod musikkens grænser for at bryde dem.

Hver enkelt sang på pladen rummer sin egen helstøbte identitet, og det er svært at pege på en eneste af dem som kedelig eller undværlig for helheden. Albummet indledes af et nærmest hypnotisk horn på åbningsnummeret ”Hurrah”, der hurtigt erstattes af et hæsblæsende og bissende guitar-riff af den type, der ville have gjort hedengangne Johnny Thunders fra New York Dolls stolt.

Herfra går det slag i slag på resten af pladen. Den indledningsvist nævnte ”Pain Killer” er vokset på mig ved flere gennemlytninger. Først og fremmest fordi det bare oser swagger – men også på grund af den fine duet mellem Sky Ferreira og Rønnefelt, der starter ud som noget længselsfuldt men ender et langt mørkere sted. Refrænet »Makes me rue the day / You became my pain killer« antager for hver gentagelse mere og mere karakter af en desperate og truende besværgelse – som noget en sindsforvirret og farlig stalker gentager til sig selv igen og igen.

»Catch It« er en mørk og post-punket rockballade, der rammer lige i mellemgulvet med samme vægt og slagkraft som et godstog. Fra første tonstunge trommeslag stiger nummeret støt i intensitet, mens Rønnefelt vrænger teksten ud som en shamanisk galningeprofet. Resultatet er nærmest hypnotisk – jeg kan blive ved med at lytte til det nummer igen og igen. Rønnefelts tekstunivers er propspækket med litterære referencer – ikke mindst til poeten Samuel Beckett i hvis værker gruppen fandt inspiration til albumtitlen.

Jeg ved ikke, om der er noget, der hedder sømandspunk – men hvis det er en ting, så forestiller jeg mig at sangen med den næsvise titel ”Thieves Like Us” hører til i kategorien. Det nummer er som skabt til at blive spillet på en beskidt havneknejpe, hvor bajerne er kolde og knytnæverne sidder løst. Endnu et højdepunkt er den glubske showstopper ”Showtime”. Jeg havde egentlig sat mig som mål at undgå referencer til Nick Cave & The Bad Seeds i denne anmeldelse, da de efterhånden er så fortærskede i relation til Iceage og Elias Bender Rønnefelt. Men lige på denne sang er det svært at slippe uden om den australske mørkemand, når Rønnefelt med sløret stemme synger de nærmest groteske linjer: »You’ve never seen more dashing a show / Bathed in coordinated lighting, the evening singer announces his entré / In the roaring applause / a pistol he draws / And blows his brains all over the stage«.

Med fare for at starte en konflikt mellem fans af ”det gamle Iceage” og nytilkomne fans, vil jeg alligevel kåre Beyondless som bandets bedste værk – en mulespids foran det mageløse You’re Nothing. Bandet har skabt et værk, der på samme tid tager deres lyd i en ny og større retning uden at det bliver på bekostning af projektets særegenhed og kunstneriske integritet. Det er et af de seneste års mest vitale og interessante rockudgivelser fra dansk såvel som international side.

★★★★★½

Skriv et svar