Artikler Interview

Roskilde Rising – Gurli Octavia: Vi kommer nok til at spille lidt højere, end folk forventer

Foto: Jonatan Nothlev
Skrevet af Cæcilie Kallehave

Rising-scenen på Roskilde Festival giver plads til en masse nye, upcoming kunstnere. Gurli Octavia er i blandt de artister, som skal spille på scenen. Derfor har vi taget en snak med hende om alt fra frisørbesøg til hendes opvækst i en cirkusfamilie.

»Det er jo bare stort. Det er jo også hele den der musikerfortælling om at skulle spille på Roskilde. Det har selvfølgelig også en ret stor betydning, at man kan krydse det af på en eller anden måde, hvis det går godt.«

Således lød det fra den danske sangerinde Gurli Octavia, da Undertoner tog en snak med hende om forventninger og overvejelser i forbindelse med hendes forestående koncert på dette års Roskilde Festival. Det er bestemt også et fagligt skulderklap, når man som kunstner får lov at spille i opvarmningsdagene, men det følger naturligvis også en masse forberedelse og tanker med.

»Vi har øvet helt vildt meget. Jeg har også set en masse Youtube–videoer og dokumentarer om andre, som har spillet på festivalen for lige at komme lidt bagved det hele. Nogle gange kan man godt blive helt nervøs, når man ikke kan se tingene for sig – hvordan ser trappen ud, som man skal gå op af og sådan nogle små åndssvage ting. Men mest har vi egentlig bare øvet, øvet, øvet og holdt generalprøve. Og så har jeg været til frisør for femte gang i mit liv. Det er jo også sådan en slags forberedelse.«

En koncert på Roskilde Festival kræver altså noget mere forberedelse end de fem gange, hvor Gurli Octavia har været afsted på festivalen som gæst.

»Det bliver noget helt andet at være her som artist, tror jeg. Udover hele den der nerve og det at glæde sig, så er man jo pludselig på arbejde og skal nå ting hver dag. Det tror jeg egentlig bliver ret sjovt, fordi det måske passer lidt bedre til mit temperament nu, at man ikke bare skal drikke sig fuld fra klokken otte om morgenen.«

Melankolien møder det groovy

Alt arbejdet ligger selvfølgelig ikke kun under festivalen, da der for Gurli Octavia også har været en del arbejde forud for den kommende koncert. Sætlisten er blevet vendt og drejet, for hvordan får man egentlig sammensat sådan en, så den passer til en vindblæst campingplads, når meget af ens musik er ret fin og skrøbelig med en vis melankoli tilsat teksterne?

»Jeg tror det bliver rigtigt fedt at stå og spille i så stort et udendørs rum. At der ikke er en bagvæg, hvor lyden ender. Men vi har lavet sætlisten om 100 gange. Det kan hurtigt blive svært at nå ud på samme måde med de helt rolige passager og med de sange, som kræver meget introduktion og snak. Derfor tror jeg, at vi i hvert fald føler, at vi gerne vil have en lidt større energi med, end vi måske ville have brug for på en lille scene i et indendørs rum.«

Hvad håber du, at publikum får ud af at være til jeres koncert?

»Altså jeg håber, at folk også har det sjovt. At det ikke bliver sådan … for alvorligt. Mine tekster er meget tunge, og der er meget alvor og melankoli, men nu har vi lavet et setup, som måske er sådan lidt mere energisk, helt sådan sonisk. Så jeg håber da, at folk sådan også får lidt smil på læben, vugger hofterne lidt og hygger sig med hinanden. Det kunne være fedt.«

Der bliver formentligt også rig mulighed for at vugge hofterne lidt, for Gurli Octavia har tænkt sig at pakke nogle af de lidt mere groovede numre i tasken til den kommende koncert – men disse numre er lige så meget lyden af Gurli Octavia, som de alvorlige og melankolske numre er det, slår sangerinden fast:

»Jeg føler egentlig, at jeg stadig har mig selv med, fordi den groovy del er en lige så stor del af mig. Det der lidt dynamiske og volumenmæssige høje, men også med masser af trommer. Det identificer jeg mig egentlig lige så meget med, som jeg gør med den melankolske skrøbelighed. Jeg tror, at jeg har brug for den der balance i min musik.«

Gadesangere og gøglere

Noget helt andet, som Gurli Octavia også identificerer sig med, er lyden af gårdsangere, perkussion og middelaldermusik. Hun er nemlig vokset op i en cirkusfamilie.

Har din opvækst i en cirkusfamilie præget din musik?

»Ja, det tror jeg bestemt. Jeg har et særligt lydbillede, som jeg forbinder med min barndom og ungdom. Mange af de gøglere og cirkusartister, som jeg er vokset op med, har også en anden energi forhold til det her med at tage sig af hinanden, og der skal være plads til alle typer af mennesker – og ikke kun dem, som passer ind i den her samfundskabelon. Jeg tror det har fået mig til at tænke over, hvad det er for nogle ting, som jeg har lyst til. Jeg har jo mange ting på hjerte, men hvad er det så egentlig, jeg har lyst til.«

Gurli Octavia har også et tekstunivers, hvor der gerne må være lidt mere dybde og mening i teksterne.

»Det er nok også derfor, jeg ikke bare synge om at skulle ud at feste. I stedet har jeg behov for at snakke om retfærdighed, og at der skal være plads til alle – ligegyldigt hvilket humør eller sind man har.«

Vil du selv sige, at din musik er samfundskritisk?

»Nej, egentlig ikke direkte. Jeg ved ikke, om jeg italesætter det så direkte, men jeg har det tit med i mine tanker. Der er sådan nogle samfundsmæssige ting, som gør, at jeg nogle gange kan føle, at jeg ikke må have det, som jeg har det. Det har jeg med mig, men jeg tror ikke, at jeg har lyst til at give en løftet pegefinger i min musik, så derfor tror jeg altid, at jeg graver det ind i noget andet. Men jeg kan godt mærke, at det kommer mere og mere efterhånden. Nu har jeg ligesom udtømt mine sange om, at det er hårdt at være mig, så nu er jeg begyndt at have lidt mere overskud og skrive om noget, som ikke er min egen navle. Jeg tror der vil komme mere og mere af det fremover.«

Der ligger uden tvivl mange overvejelser bag Gurli Octavias musik, men alligevel kan det være svært at sætte ord på, hvad ens musik egentlig er for en størrelse.

Prøv at beskrive din lyd med tre ord.

»Det første ord, der popper op, er organisk. Men nu går jeg lidt i stå. Det er fordi, jeg har lyst til at sige autentisk, men det er bare et opslidt ord om musik. Jeg havde lige lyst til at finde på noget lidt sjovere, men jeg har lidt svært ved at sætte ord på sådan nogle ting,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes måske også, at der er noget mangfoldigt over min musik. Ikke på sådan en måde, hvor jeg er mangfoldig, men jeg synes, at min musik rummer mange mennesker. Især mine nye sange, hvor jeg er begyndt at vende blikket lidt mere væk fra mig selv. Jeg føler måske, at min musik er lidt inviterende på en måde – kan man sige det? Jeg prøver i hvert fald at skrive noget musik, hvor alle mennesker er okay.«

Gurli Octavias anbefalinger på Roskilde Festival:

»Jeg plejer faktisk ikke at kigge for meget i programmet inden Roskilde. Jeg kan bedre lide at gå på skattejagt, hvor jeg bare går rundt til de lidt mindre scener og bare lader mig overraske. I stedet for man bare læser en eller anden tekst i programmet, som måske ikke lige siger så meget om musikken, så bare gå ind i et eller andet telt eller hen til en scene og så være helt åben overfor det der sker. Det synes jeg godt nok, man kan få nogle helt fantastiske koncertoplevelser af.«

Trods en lyst til skattejagt og eventyr, har Gurli Octavia dog alligevel nogle koncerter, som hun anbefaler andre at tage til:

Pablo Moses: »Jeg har selv spillet afromusik i en periode, hvor vi spillede nogle af hans numre, og jeg synes bare, at han er sindssygt fed.«
Spiller fredag klokken 16 på Orange
Eminem: »Ham er der måske ikke så meget ved at anbefale, for ham skal alle andre nok også høre.«
Spiller onsdag klokken 22:30 på Orange
Addisabababand: »Det synes jeg helt sikkert man skal se! Det er faktisk mine gamle afrolærer og hans kæmpestore orkester. Det bliver virkelig en fest! Jeg ved ikke engang hvor mange de er – 9 eller 11 eller sådan noget. Det bliver sindssygt.«
Spiller søndag klokken 17:00 på Rising

Gurli Octavia spiller selv på Rising mandag den 2/7 klokke 14.00.

Om skribenten

Cæcilie Kallehave

Biografi:
TV-2, Allan Olsen og D-A-D er uden tvivl lyden af min barndom, så efter nogle år, hvor det var pinligt at høre det samme musik som mine forældre, vender jeg langsomt tilbage til rødderne. Jeg har været sorthåret og lyttet til Nirvana, fordi jeg i hvert fald ikke ville lytte til det samme som min far. Nu må jeg blankt erkende, at det er den danske musik, som jeg vender tilbage til - men dog med et twist, da det nu er alt fra Soleima til Tina Dickow, som har fanget mit øre. Alligevel er jeg enormt nysgerrig, så selv om jeg har en forkærlighed for dansk indiepop- og rock, så lytter jeg også gerne til hip hop fra A Tribe Called Quest og pop fra Scarlett Pleasure.
Jeg lytter helst til musik live - men ærger mig på daglig basis over, at CD'er nu er noget, som man streamer på Spotify og ikke længere noget, som man har fysisk.

Fem favoritalbums:
Det kan hurtigt ændre sig, men sådan her ser listen ude lige nu.
The Minds of 99: Solkongen
Tina Dickow: Welcome Back Colour
Scarlett Pleasure: Youth Is Wasted On The Young
The Lumineers: The Lumineers
Of Monsters and Men: My Head Is An Animal

Skriv et svar