Plader

Sophie: Oil Of Every Pearl’s Un-Insides

Skrevet af Joakim Dalmar

Oil Of Every Pearl’s Un-Insides er et album, der sprudler af kreativitet og nytænkning, men som desværre ikke formår at følge en yderst stærk start helt til ende.

Hvis støjpopduoen Sleigh Bells og kaosesemblet Death Grips en dag fik et musikalsk kærlighedsbarn, så ville de med garanti kalde barnet for Sophie. Hendes debutalbum Oil Of Every Pearl’s Un-Insides er et intenst album spækket med forvrængede, tunge beats og smukke, indbydende lyrik, der skaber en kaotisk diversitet.

Sophie Xeon er en elektronisk musikproducer og sangskriver fra England, der har slået sig ned i Los Angeles. Med et større bagkatalog af singleudgivelser på tværs af anerkendte pladeselskaber såsom australske Future Classics og skottiske Numbers har SOPHIE meldt sin ankomst på den elektroniske scene med karakteristiske og nytænkende greb på lyddesign, der ofte tager form af legesyge hooks og marcherende rytmer.

På debutalbummet, Oil Of Every Pearl’s Un-Insides, formår Sophie at udfolde sig i alle retninger, i og med at helhedsoplevelsen af albummet tager nogle drastiske sving energi- og opbygningsmæssigt. Det er en rejse, der er fyldt med vilde – og samtidig lidt trættende – variationer i de forskellige lydbilleder. Man må dog beundre diversiteten, der rasler rundt i det her univers. Man får både Sophies karateristiske forvrængede beats, der skaber klaustrofobiske følelser af at være omringet af en cheerleading-squad, men også blide, omgivende lydspor, som “Is It Cold In The Water?” og “Pretending”, der giver albummets fortælling et pust af frisk luft mellem nogle ellers relativt intense momenter.

Vi får malet et billede af en materialistisk verden, hvor idéel skønhed og usikkerhed er de to nøgleord. Sammenhængen mellem budskab og musik efterlader dog lytteren med et lidt langtrukkent arrangement, som får en til at undre sig over om albummet kommer til at efterlade et skuffende indtryk efter en ellers overbevisende start. Albummets tre første lydspor blev alle udsendt som singler (“It’s Okay To Cry”, “Ponyboy” og “Faceshopping”), og man roligt kan sige, at de er albummets stærkeste side. Det er dog her balancen forsvinder – det bliver besværligt at holde fokus på de stilrige lydinstallationer, når man tænker på, hvilken drejning albummet tager fra ’Is It Cold In The Water?’ – herefter træder de kantede produktioner lidt i baggrunden for et mere blødt lydunivers.

Et nummer som “Immaterial” føles eksempelvis lidt malplaceret. Mest på grund af de repetitive lyrik-lege som: »Immaterial girls, Immaterial boys, Im-ma-Immaterial girls,«, der kører over et tosset beat, som får lytteren til at forestille sig Katy Perry tage mikrofonen på omkvædet. “Not Okay’ er herimod en mere overskuelig overgang – dels på grund af nummerets længde, men mest på grund af det karakteristiske, forvrængede beat, der gør det op for et lettere enerverende sortiment af hakkende synthesizer- og vokalsamples. Albummet har sine sider af temmelig uoverskuelige vokalspor – og det er svært at sætte sig ind i, hvorfor vokalen er blevet forvrænget til det ypperste, når Sophie i forvejen har en smuk vokal, som bliver vist i f.eks. “It’s Okay To Cry”. Det kan skyldes budskabet bag, men det virker i længden en anelse prætentiøst på et ellers stilsikkert album, hvilket er en skam.

Heldigvis bliver vi til slut belønnet med albummets længste lydspor med navn “Whole New World/Pretend World” der leverer varen, som vi har ventet på siden “Faceshopping”. Intensiteten vender stærkt tilbage og vinker farvel til os ved at kaste alt, hvad albummet har haft at byde på i hovedet på os, hvilket danner et smukt, ustyrligt monster af hårde, progressive beats og emotionelle synthesizers, der til vejs ende sejler rundt i rumklang.

Trods de tossede kontraster, er Oil Of Every Pearl’s Un-Insides et album, der bekræfter Sophies originalitet. En originalitet som udfordrer nutidens popkultur med standhaftige beats, og lyrik, der læner sig godt op af billedet, som Sophie meget detaljeret har malet. Vandet koger dog hurtigt over, og bliver med tiden lettere lunkent. Sophie viser klart sin spidskompetence frem på albummet: At konstruere varierede og tunge beats. Der er ingen tvivl om, at Sophie har haft den rette hensigt, men det fyldes så tilgengæld også helt op til kanten, hvilket får hele oplevelsen af albummet til at være en lidt langtrukken affære. Der er nogle ting under rejsen, man kunne være foruden, og så mange ting, man gerne ville have så meget mere af. Hele oplevelsen giver muligvis mening i sidste ende, men der er lytterens opmærksomhed for længst blevet hældt ud i vasken.

★★★½☆☆

Om skribenten

Joakim Dalmar

Hej! Mit navn er Joakim Dalmar. Jeg er 24 år gammel, og er nuværende bosat i København, men kommer oprindeligt fra Sønderborg.

Jeg bevæger mig lidt rundt over det hele i musikverdenen, både som booker og VJ, men mest af alt som musikelsker. Det elektroniske falder mest ind i min smag, men har et øre til alting.

Name-drops af mine favorit plader:
Flying Lotus - Cosmogramma
Jon Hopkins - Immunity
Darkside - Psychic
Nicolas Jaar - Space Is Only Noise
The War On Drugs - Lost In The Dream
Swans - To Be Kind
Kamasi Washington - The Epic
Gold Panda - Lucky Shiner
Death Grips - Bottomless Pit
Them Crooked Vultures - S/T

Skriv et svar

boeger