Koncerter

Roskilde Festival 2019: Christine and the Queens, Arena

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Simon Freiesleben

Christine and the Queens leverede et kæmpe brag af en popkoncert, der fik Arena til at svede og danse indtil pladsen blev lukket.

Popmusikken har fået international kvalitet i de seneste år, og det blev der leveret to gode eksempler på onsdag på Roskilde Festival. Først var der fuldstændigt fuldt hus til spansktalende Rosalía på Avalon – scenen virkede nærmest komisk lille til det kæmpe fremmøde – og lidt efter midnat fik franske Héloïse Letissier så Arena til at koge over med sin dansable og tjekkede electropop. Det lignede virkelig, at Roskilde Festival har gjort lidt af et scoop ved at booke franskmanden, for bedømt på det show hun leverede på festivalen, så har hun kurs mod stjernerne.

Show er virkelig det ord, man må bruge om Christine and the Queens’ optræden, der både talte dansetrup, orkester, ild og scene-elementer, der flyttede sig op, ned og fra side til side. Midt i det hele stod den korthårede Héloïse Letissier klædt i en åbentstående rød silkesjorte og sorte posede bukser. Men hun stod sjældent stille, for nærmest hver eneste sang blev benyttet som en lejlighed til at fyre mindst en håndfuld svedige dansetrin af.

Hun lagde hårdt ud med nogle af sine største hits fra sidste års Chris, såsom “Comme si”, “Girlfriend” og “The Walker”, der alle faldt inden for de første fem sange. Og det gjorde virkelig, at der blev fyret godt op i kedelovnen fra start – godt hjulpet på vej af pyroteknikken, der slog gnister helt op under taget på scenen. Til gengæld gjorde det også sætlisten en anelse ubalanceret, da mange af de mest ørehængende sange blev leveret så tidligt i sættet. Det gjorde dog ikke, at feststemningen tabte pusten undervejs, for da det blev tid til at spille de lidt ældre og lidt mindre kendte sange, der havde Letissier publikum i sin hule hånd og kunne gøre med dem, hvad hun ville.

Selve show- og danse-elementerne var en central del af oplevelsen med Christine and the Queens. Eksempelvis var førnævnte “The Walker” enormt smukt iscenesat med eksemplarisk brug af lyssætninger, der nærmest fik scenen til at ligne et kors, mens Letissier trådte alene frem i front og fremførte en sårbar udgave af sangen. Det var nærmest som at overvære en teateropførelse. Inden da havde hun kortvarigt givet den gas med ren hiphop-dans med alt hvad det inkluderede af samplede Kanye West-skrig, konfettikanoner og power. Og senere dansede hun ubesværet rundt som en anden Michael Jackson, inden hun erklærede det franske diskotek for åbent og »et safe space« for alle.

Som frontfigur er Héloïse Letissier en sjov størrelse. På en og samme tid virker hun urørligt selvsikker på scenen, men samtidig har hun en charmerende akavethed i sin fremfærd – som måske også blev hjulpet på vej af hendes tunge franske accent. Det gør hende enormt elskelig og sympatisk på scenen. Samtidig har hun en smittende energi, som ingen i Arena kunne sige sig fri fra at blive overvundet af. Og hun virkede ægte rørt over folks modtagelse og accept af hende frem mod slutningen på koncerten, hvor hun fremførte et stille a capella cover af “Heroes” med David Bowie, inden hun tvang den sidste rest dansefest ud af publikum.

Det var måske ikke helt perfekt og musikalsk var det ingen revolution. Men det var pokkers charmerende, det var pokkers fransk og det var pokkers godt. Det intelligente og interessante popmusik lever i bedste velgående hos Christine and the Queens.

★★★★★☆

Skriv et svar