Årets bedste plader

2010’ernes bedste danske plader: 50-46

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste danske udgivelser: I vores første kapitel runder vi blandt andet trancefremkaldende syrerock, krydsfeltet mellem elektronisk og organisk samt debuten fra en af landets mest toneangivende popmusiker.

50, Nikolaj Nørlund – Alt sammen, lige nu (2012)
Det var som om, Nikolaj Nørlund gav sig selv lov til at slippe sine sange løs, da han skulle samle brikkerne til, hvad der blev et af hans hidtil bedste album. På Alt sammen, lige nu steg omkvædene op i de euforiske luftlag, og med Christian Hjelm som korsanger kunne Nørlund med den største selvfølgelighed skrige herlige omkvæd som: »Nu rødmer vi i forlegenhed / Når vores silhuet umærkeligt glider i et.«

Teksterne var stadig præget af flotte ord som på Nørlunds tidligere album, og sangene mindede med sine småkryptiske linjer mere om 90’ernes danske poesi end de øvrige danske sangskrivere fra samtiden. For få matcher Nørlund, når han lever op til sit bedste. Og det gør han på Alt sammen, lige nu.
(PMJ)

49, Mø – No Mythologies to Follow (2014)
Som en af landets mest toneangivende popmusikere i dette årti fik Mø allerede sit internationale gennembrud efter en række singler og EP’er. Ja, det var faktisk først et stykke inde i karrieren, at fynboen udgav sit debutalbum, No Mythologies to Follow, der bød på hele syv tidligere udgivne numre.

Mø er først og fremmest en charmerende og original musiker, hvor man kan høre hendes inspiration fra både det kitschede popmusik og den kompromisløse protestpunk. No Mythologies to Follow rummer mange medrivende numre, der – ligesom Møs egen musikalske personlighed – gør op med genrekonventionerne, og samtidig formår mange af numrene at være cacthy, at det er svært ikke at bobbe med hovedet.
(TS)

48, Bisse – Bitchin (2015)
Med hele tre albums udgivet inden for et år, bragede Bisse for alvor i gennem det danske musiklandskab i 2015. Break-up-pladen Bitchin skiller sig dog ud med sin hip hop-inspirerede lyd og sangskrivning, ikke mindst på grund af det sublime nummer ”Shotgun for Dig”, der står som en lysende kandidat til den bedste dansksprogede sang på denne side af årtusindskiftet.

Bisse har siden spyttet højkvalitets-plader ud som en løbeild, hvad der i øvrigt har foranlediget en del opmærksomhed fra danske kulturmedier. Hvad der dog i virkeligheden er iøjnefaldende er ikke hyppigheden af udgivelserne, men den høje kvalitet og originalitet, som disse udgivelser rummer. Bitchin var derfor blot en ud af et utal af grunde til, at Bisse nu uden sidestykke står som den mest bemærkelsesværdige danske kunstner i det forgangne årti.
(KFN)

47, Lowly – Heba (2017)
Få danske bands har bevæget sig bedre i krydsfeltet mellem det elektroniske og det organiske end aarhusianske Lowly, og kvintettens debut er uden tvivl en af det seneste årtis stærkeste debutplader. Pladen bærer tydeligt præg af, at der står fem stærke musikere og sangskrivere bag og brillerer med både legesyge og smukke melodier. I front står desuden to fremragende sangerinder i Soffie Viemose og Nanna Schannong, der komplimenterer hinanden perfekt og på bedste vis hæver musikken mod en nærmest overjordisk og skrøbelig skønhed. For selvom Lowly spiller popmusik, så er sangene på Heba ikke konventionelle popsange. I stedet imponerer gruppen med skæve sangstrukturer og rytmer, der gør hver eneste sang til et smukt og uforudsigeligt lille eventyr.

Heba er på en gang storladen og intim, legesyg og kontrolleret, organisk, elektronisk, jordbunden og himmelstræbende. Det er et album, der vil og kan det hele.
(CWB)

46, Fribytterdrømme – Labyrintens farver (2015)
Debutalbummet fra svendborgensiske Fribytterdrømme spillede en vigtig rolle i opblomstringen af den danske scene for psykedelisk rock midt i årtiet. Det syv mand store band lykkes langt hen ad vejen med at indfange den magiske stemning fra deres koncerter på pladen. På de blot seks numre lyder Fribytterdrømme som nogen, der har al tid i verden. »Tag med mig af sted ud på tunnelsynssafari / I en hvirvelstrøm om dig / I kaotisk leg,« synger Lau Pedersen på ”Ørken” som et destillat af hele Labyrintens farver. Albummets naturlige klimaks er den 12 minutter lange ”Fem er det magiske nummer”, hvor lytteren undervejs næsten bringes i trance, inden stikket tages hjem i en intens afslutning.
(UH)

Skriv et svar