Plader

Alex Cameron: Miami Memory

Skrevet af Simon Freiesleben

Den australske croonerkonges har droppet de ironiske karakterportrætter, som han tidligere gemte sig bag ved, og resultatet er en mere personlig og oprigtig plade – som dog stadig er fyldt med barok humor.

Miami Memory er én lang ode til kærligheden i alle dens afskygninger anno 2019. Her er plads til både den familiære kærlighed (”Stepdad”), den liderlige kærlighed (titelsangen ”Miami Memory”), kærlighed som en salgsvare (”Far From Born Again”), toksisk kærlighed (”Gaslight”) og jaloux kærlighed (”Other Ladies” og ”Too Far”). Indimellem når den australske croonerkonge minsandten også at komme forbi #MeToo med den herligt sarkastiske ”Bad for the Boys” – og nå ja, der er selvfølgelig også en skilsmisseskæring i ”Divorce”.

Det er måske ikke videre opfindsomt, men der er som bekendt en grund til, at kærligheden har ageret omdrejningspunkt for hovedparten af al kunst lige siden den græske filosof Platon for allerede 2.400 år siden brugte den klassiske tekst Symposiom på at undersøge kærlighedens væsen. Kærlighed er mildt sagt et uudtømmeligt emne, og det udnytter Alex Cameron til det fulde på Miami Memory, der er den australske singer/songwriters tredje album.

Albummet er på mange måder en naturlig videreudvikling fra 2013-debuten Jumping the Shark – en herligt skrabet lo-fi pop udgivelse, der var søbet ind i fantasifulde meta-lag og mindeværdige karakterfortællinger – og især Forced Witness fra 2017, der viderebragte de ironisk distancerede karakterfortællinger, men pakkede dem ind i et mere poleret og større lydunivers. På Miami Memory har Alex Cameron for første gang begået et album, der mestendels er sunget fra sit eget perspektiv.

Væk er de misogyne tabermænd, der drømte om at føle sig som Marlon Brando; de ensomme stoddere, der ledte efter »the hottest barely legal age teens« på nettet; de fallerede og indebrændte loungesangere og alle de andre ironiske masker, som Cameron før gemte sig bag. Men pudsigt nok er Miami Memory nærmest lige så barokt og måske endda endnu mere humorfyldt end de tidligere plader. Alle ti sange på pladen har mindst én linje, der kan bringe et lille smøret grin frem hos lytteren.

Og det er virkelig en kvalitet, som jeg holder af ved Alex Cameron. Uden dette glimt i øjet og den gennemgående evne til at tage pis på sig selv, så ville det bare blive fjollet eller kitsch. Især fordi meget af det musikalske underlag kører lidt rundt i det samme 80’er inspirerede kvarter med Elton John’ske piano, synth og saxofon-ballader så langt øjet rækker. Men Cameron formår virkelig at boltre sig i dette miljø, og tekstuniversitet er så tilpas syret, at man altid efterlades lidt i tvivl om hvorvidt han virkelig mener det, som synges.

»Eating your ass like an oyster / The way you came like a tsunami,« lyder pladens vel nok mest mindeværdige linje fra omkvædet til den vulgære kærlighedserklæring til skuespillerkæresten Jemima Kirke og til syndens by, Miami. Der er dog adskillige andre gode linjer – tag eksempelvis den sortsynede ballade ”End is Nigh” om en opgivende alkoholikers kamp imod sin afhængighed. Midt i al elendigheden om erektil dysfunktion og manglende livslyst, så kommer følgende udveksling:

»She said “You look all hungover, and you smell like a skunk” / I said “How can I be hungover, if I’m still drunk?”«. Umiddelbart herefter går musikken en tone op, og Alex Cameron sætter trumf på ved nærmest triumferende at udbryde »I’m still drunk!«. Her rammer han et godt balancepunkt mellem det humoristiske og det sårbare i sin nye sangskrivning, og resultatet er en sang, der nærmest trykker på nogle bevægende følelsesmæssige knapper.

Andre steder rammer han mindre rent. Den #MeToo-sarkastiske ”Bad for the Boys” er et godt ekempel på dette. Her synger Cameron om hvor ondt han har af alle de stakkels drengerøve, der nu ikke kan leve som i de gode gamle dage, såsom »Good old Dane, he got done for by a sexual harrassment claim«:

»And now you’re living little lives without women / And blaming them for all the change / You thought the boys were gonna stay the same / But no one cares about your good old days.«

Alt sammen tilsat en gyngende feel good-melodi, der giver hele sangen et herligt absurd skær. Desværre er sangen også en påmindelse om, at Cameron ikke helt har fundet sig tilpas med sin nyfundne oprigtighed som sangskriver. Hvor han på tidligere ikke lod masken falde, men blot lod teksterne stå for sig selv i al deres absurditet – de var ofte rigeligt udstillende i sig selv – så føler han sig nu tilsyneladende kaldet til at tone rent flag.

»Guess I don’t feel so bad, feel so bad, feel so bad for the boys,« lyder den sidste linje I sangen. Pointen burde selvfølgelig være soleklar for alle, der lytter til sangen – men nu skal den altså skæres helt ud I pap, så alle er med på, at misogyni og drengerøvskultur altså ikke er fedt i 2019. Her kunne Cameron godt have lidt tillid til sit publikum. Evnen til at portrættere toksiske mandeskikkelser med spiddende ironi og udleverende tekster var netop noget af det, som han gjorde allerbedst på både Jumping the Shark og Forced Witness.

Og så er der også et par sange, der simpelthen bare rammer lidt ved siden af. ”PC With Me” kommer sent på pladen, og bringer ikke rigtig noget nyt til bogen med sin fortælling om kvinder, der elsker badboys. Og ”Far From Born Again” har en klassisk Alex Cameron-præmis med en kvinde der sælger sex som omdrejningspunkt – den har sågar også et iørefaldende omkvæd (»Far from born again, she’s doing porn again«). Men derudover virker det slet ikke som om, at Cameron er interesseret i at udforske de perspektiver, som sådan en fortælling rummer. Derfor forbliver nummeret underligt fladt, selvom elementerne til en mindeværdig sang egentlig er der.

Albummet slutter med to sange, der tematisk hænger sammen. Først kommer ”Other Ladies”, der er en sukkersød forsikring til partneren Jemima Kirke om, at hun ikke behøver være bange for, at Cameron finder sig andre kvinder, når han turnerer rundt. »I don’t even need those other ladies / I don’t need to make up my mind / If it’s plain to see what you have done to me /Then baby I don’t understand what we’re waiting for,« synger Cameron på omkvædet med en sangstil, der sender tankerne henimod Neil Young anno Harvest.

Den følges op ad ”Too Far”, hvor Alex Cameron bearbejder sine egne jalousikomplekser over for partnerens eksmand. En bombastisk sag af en sang med baggrundskor og en outreret spoken word-outro, hvor Cameron leverer en lang, rablende og dramatisk erklæring, hvor alt tilgives og kærligheden til sidst vinder. Det bliver næsten for meget og for kvalmt, hvorfor jeg også har været lidt på vippen med de to sange. Men i sidste ende, så er Cameron stadig en så begavet sangskriver, at selvom han ikke altid rammer plet hele vejen igennem Miami Memory, så har han så meget på hjerte om den eviggyldige kærlighed, at alle burde kunne finde noget at spejle sig selv i.

Og så hjælper det, at han selv på en lidt for kvalm elskovshymne som ”Too Far” formår at presse en helt linje ind, som kun Alex Cameron kan skrive – og som nærmest alene burde fortjene en karakter over middel:

»We’re at brunch and this scampi’s all nice, I’m feeling like a million bucks / In he comes, this bobbin’ turd, this piece of shit, he just won’t flush.«

★★★★☆☆

Skriv et svar