Plader

Astrid Sonne: Cliodynamics

Cliodynamics er en smuk og udførlig EP, som i dens sammensmeltning mellem elektronisk og klassisk musik formår at skabe en unik og dragende stemning.

Hvis man lytter til den elektroniske musik, der blev komponeret under genrens ophav i 1950’erne, vil man genkende en lyd, der minder om klassisk musik. Man kan endda finde YouTube videoer, hvor man kan se, at komponisten har placeret computeren på et menneskes sted i en koncertsal, som normalt er beregnet til klassisk musik. Når computeren står i stedet for mennesket, opstår der en mærkelig mangel. Man må spørge sig selv: Hvad er det for at rum, som computeren indtager, hvad er det, den står i stedet for, og hvad resulterer det i?

Astrid Sonnes musik har elementer fra både elektronisk og klassisk musik. Cliodynamics første nummer “One Inch Shrugs the Other Shoulder” er en minimalistisk komposition bestående af et strygeinstrument og klare synthesizertoner. Nummeret har et svævende og sporadisk tomt lydbillede, som særligt opnås gennem kombinationen af klassisk og elektronisk musik. De to genrer kunne man, ud fra samtidens mere mainstream elektroniske musik, sagtens fejlkarakteriserer som diametrale modsætninger, men på Cliodynamics gør Sonne op med dette skel. Selv på numre, der består udelukkende af elektroniske lyde, som “Air Is Unfit”, er der klare elementer fra klassisk musik. Man har en fornemmelse af, at det kompositionsmæssige på Cliodynamics er vilkårligt ”kastet” ind i enten den elektroniske eller den klassiske musiks æstetik, og at de ligeså godt kunne optræde i den ene eller den anden. På den måde smelter æstetikkerne sammen.

Cliodynamics er præget af en stemning af noget mystisk. Elektronisk musik er som bekendt i bund og grund noget fremmedgørende; det, der står i stedet for mennesket, er en maskine, og en maskine er noget, der er fremmed. Man kan forsøge at vække den til live, men bør man? Astrid Sonne optræder ufortrødent symbiotisk med den. Dette ses særligt i den plads, der er givet til hvad man kunne kalde den elektroniske lyds ”tekstur”, som bl.a. høres på “To Change Is To Continue”. Kompositionen er præcis og udførlig, og den lader de enkelte lyde komme til udtryk; her er ikke en art ”plastren til” af den elektroniske lyd, men en ufortrøden ”gående ind” i den. Det er denne ”gående ind”, der lader den elektroniske musiks tekstur komme til udtryk. De præcise kompositioner har måske særligt at gøre med den elektroniske-klassiske æstetik; her er plads til, at de enkelte elementer kan ånde.

I stedet for at tvinge den elektronisk musik til at agere, ved at forsøge at ”definere” den, lader Sonne den fungere metaforisk. Hun trækker tråde mellem elektronisk og klassisk musik, mellem maskine og menneske. Cliodynamics er på den måde gennemført ”menneskelig” og de enkelte numre nærmest ensomme — ikke fordi ”maskinen” er det, men fordi det omkringliggende menneskelige repræsenteres af den.

De enkelte numre på Cliodynamics virker som en række eksperimenter. Numrene varierer betydeligt i dynamik og struktur, men er bundet sammen af en fælles forståelse for de interne æstetiske, teksturelle og kompositionsmæssige sammenspil. Selv om man godt kan argumentere for, at EP’en er en kende usammenhængende, synes jeg, at Sonne formår at trække en klar stilistisk tråd, særligt med de førnævnte overvejelser taget i betragtning: Cliodynamics styrke ligger ikke i dets narrativ eller metakomposition, men i dets nærmest studieagtige kvalitet, dets uplacerbare og overvejende karakter.

Ligesom på Human Lines fra 2018 viser Sonne på Cliodynamics, at hun i særdeleshed har grebet om elektronisk musik — på denne EP særligt i symbiosen mellem elektronisk og klassisk musik. Sonne har en udsøgt forståelse for, hvad elektronisk musik egentlig kan.

★★★★★☆

Skriv et svar