Sæsonen er slut, og det giver Undertoner anledning til at gøre status over årets mange glimrende udgivelser på dansk jord. Som også sidste års danske årsliste vidnede om, er den danske musikscene i en rivende genremæssig udvikling, alt imens den kaster plader af sig af et virkeligt fuldendt format.
Kigger man på den samlede årsliste, er det svært at udpege andre tendenser end den åbenlyse: diversitet. Borte er de dage, hvor kun indierockens drenge kunne få spalteplads. Puljen af favoritter byder på et væld af lydlandskaber, fra trampe-jazz til velpoleret pop, foruden en diversitet af køn blandt artisterne. Derudover går de 10 pladser på listen også til en god blanding af nye såvel som velkendte navne fra den alternative musikverden.
Nogle ting ændrer sig tilsyneladende aldrig. Det gælder blandt andet mængden af dansksprogede udgivelser i toppen, der, ligesom på de sidste mange årslister, næsten glimrer ved sit fravær. Til gengæld finder vi to instrumentale udgivelser fra hvert sit genreudgangspunkt og musikalske verdenshjørne.
Husk også at læse vores gennemgang af de 20 bedste albums fra udlandet. Senere på ugen løfter vi sløret for de individuelle årslister, hvor du kan se hvilke plader der blev nomineret af skribenterne foruden den samlede top 10. Godt nytår og tak for at læse med i 2024!
Bidragsyderne til Årets plader 2024 er: Simon Hanfgarn Freiesleben, Holger Møller Dybro, Jacob Damholdt Hansen, Anton Løkke Laursen, Laura C. F. Petersen, Jens Trapp, Maiwenn Jensen-Guénec.
10. Kindsight – No Shame, No Fame
9. Bissesvinet – Blodager
8. Yune – Lemon Soft Perfection
7. The Entrepreneurs – Sky Forever
6. Smag på dig selv – SPDS
5. Brimheim – Ratking
4. Ki! – Yong Gwanglo Part One
3. Elias Rønnenfelt – Heavy Glory
Det er efterhånden mange år siden, at Elias Rønnenfelt var en vred, ung punkrocker. Derfor virker springet til fuldfed americana-singer/songwriter på Heavy Glory på ingen måde uovervejet eller forceret. Det er trods alt 10 år siden han og Iceage flirtede med countryen på Plowing Into the Fields of Love, men på solodebuten er punken og vreden skrællet endnu mere bort, som vi også tidligere på året beskrev i omtalen af singlen “Like Lovers Do”. I stedet åbenbarer der sig en romantiker med et overraskende flair for at skrive sange, der emmer af lige dele kærlig inderlighed og verdensmandens storhedsvanvid. Nationalskjald bliver han formentlig aldrig, men titlen som den danske musikscenes førsteelsker er stensikkert hans. Simon Hanfgarn Freiesleben
2. Astrid Sonne – Great Doubt
Minimalistisk ambient-indiepop, rå hiphop-beats, melankolske strygerkvartetter, indie-electronic soundscapes – alt sammen pakket ind i en dyster, men også smuk og gribende plade med den passende titel Great Doubt. Du bliver nemlig sat på usikker grund i komponist, vokalist og violinist, Astrid Sonnes eksperimenterende indiepop-univers, der både er abstrakt i sit udtryk, men også konkret. Selvom du hverken ved, hvor du starter eller ender på Sonnes tredje studieindspilning, så formår hun at skabe et rum, hvor alle vores tvivlsomheder om alt og ingenting bliver grebet. Og så endda på bare 25 minutter.
Great Doubt giver Sonnes vokal den plads, som den fortjener, og samtidig bliver den pakket ind i et musikalsk udtryk, der er unikt og som jeg sjældent har hørt det før. Måske fordi hun har fundet inspiration i hendes nye hjemby, London. Da Undertoner anmeldte pladen tidligere i år, blev det sagt meget passende: »Great Doubt er også så meget mere end de ord, der bliver sunget – det er en helt særlig og sagliggørende sindsstemning.« Både det tilgængelige og eksperimenterende i musikken smelter sammen i smuk forening. Grænserne for, hvordan vi forstår musikalske genrer bliver i dag udfordret fra alle sider – heldigvis – og Astrid Sonne er bestemt en af dem, der går forrest. Jacob Damholdt Hansen
1. Baby in Vain – Afterlife
Man kan godt høre, at Baby In Vain har spillet sammen i over 10 år. Bandet har en totalt genkendelig klang, som et band kun opnår, hvis bandmedlemmerne kender hinanden rigtig godt. For et band, der er inspireret af 90’ernes guitarrock, er det forfriskende at høre den måde, bandet på deres tredje album, Afterlife, sætter deres lid til ballader og eftertænksomhed. De stærke harmonier og guitarerne står stadig stærkt frem, men jeg har en oplevelse af stor inderlighed i numrene.
”Got It In You” er cinematisk bygget op af spionstrygere og en køligt, konfrontatorisk vokal, men Afterlife er om muligt endnu mere interessant når den går bagom indierock-facaden. ”Parasite” indledes efter en kort guitarmelodi af et »kør, Andrea. Andree-aaa! Kom nu!« For ja, det er et band, som har spillet sammen i et rum, der har skrevet de her sange. Førnævnte ”Parasite” viser på imponerende vis bandets udvikling. Helt akustisk og afdæmpet afsløres kærlighedens inderste væsen: »Get out, while you’re still alive.«
Afterlife er ikke et album, der har travlt. Musikken og teksterne udvikler sig i deres eget tempo, og bliver så meget bedre og dybere af den grund. Det er lyden af fortrolighed – og ikke mindst lyden af ikke at være bundet af nogen bestemt genre eller et særligt udtryk. Det her er et album, man kan få et meget tæt forhold til. Anton Løkke Laursen
