Plader

School of X: Destiny

Skrevet af Jens Trapp

Københavnske School of X har udgivet EP nummer to, der er fyldt til randen med drømmende melankolsk nordisk artpop. Det er både lækkert, indbydende, forbandet vanedannende og intet mindre end fremragende.

»I really thought we would do that twice/ Now I’ll never be ready to die/ I’m in love with the dream of that night/ We’ll keep this to ourselves/ Cause you could be my funeral/ I’m going down down down«

Med disse ord åbner Rasmus Littauer, med nummeret “I’ll Never Be Ready to Die”, sin anden EP, Destiny, under navnet School of X, opkaldt efter den navnkundige og legendariske Eks-skole, hvor der ingen lærere og ingen elever var: Bare mennesker i et gensidigt inspirerende fællesskab om kunst i opposition til det etablerede. Ordene synges i et fjernt rum, som for at understrege det paradoksalt distancerede i udtalelsen; at være forelsket i drømmen om noget. Verset gentages umiddelbart efter, helt tæt på, med variationen: »Why do I never do things right/ I should leave her and never deny/ I’m in love with the dream of that night« fra fjerde verslinje.

Der er med andre ord lagt i ovnen til en solid omgang melankoli af den helt særlige nordiske slags, som også er at finde hos et band som Choir of Young Believers. Den stemmemæssige lighed der indimellem anes mellem Rasmus Littauer og Jannis Noya Makrigiannis understreger pointen. Den ubesværethed begge sangere når op i det helt lyse register med, er, i begge tilfælde, beundringsværdig. Nummeret skrev Littauer ifølge pressematerialet i et fly på vej over Kina, i forbindelse med hans job som trommeslager i MØs band, om hvilket Littauer siger: »Det siger noget om, hvordan ideer kommer pludseligt, og hvordan de kan blive udløst i et følsomt øjeblik. Det var en følelse af at sætte ord på noget, man ikke har vidst, hvad var, på en helt naturlig og nærmest intuitiv måde. Den handler om at føle kærlighed instinktivt og intenst, men som titlen antyder også meget uforløst.«

EP’en Destiny fortsætter på samme poetiske, meget smukke og melankolske vis med titelnummeret, stadig med Littauers overraskende lyse og smukke stemme helt i front. Igen er det den svære kærlighed, der optager sangskriveren, og sangens gentagne retoriske spørgsmål på en bund af fingerspillet guitar kommer til at fremstå helt zen-agtigt, som et spørgsmål, der ikke gives noget svar: »Where do we go from here?«. Littauer selv siger om teksten: »Den beskriver, hvordan man barnagtigt bliver i noget, fordi det er for svært at tage det uundgåelige valg. (…) Den handler om skæbnens ironi, hvordan man vælger med hjertet, og hvordan ens valg svigter en.« Sangen syrer ud i en mærkelig herligt skævvreden outro, så meget det nu lader sig gøre i det meget vellydende univers hele EP’en er pakket ind i, og som i sidste ende måske også bliver dens akilleshæl.

Dens indbyggede svaghed er samtidig dens styrke, for det er jo netop lækkerheden, der løfter det hele op og gør det så forbandet indbydende på trods af (eller i kraft af) den iboende tristesse. Et par lydlige afstikkere ud af denne lækkerhed kunne måske have løftet det endnu højere op, kontrasteret det dybere. Have sat alt den lækre melankoli i perspektiv. Men det er omvendt ikke nødvendigt, for det fungerer så forrygende godt.

Den staccato stikkende “Heaven”, hvor der leges endnu mere med stemmerne, følger efter de første to fremragende numre. Derefter “Rodeo”, som en underfundigt snurrende rodeotyr, du bare har lyst til at holde fast i og blive hængende på. “Loose Ends” starter imponerende minimalistisk med bare guitar, bas og sang, sangen dog, også her, i flere manipulerede lag. Det giver en drømmende stratosfærisk feeling til nummeret, en himmelflugt. Der kommer en lækker underspillet guitarsolo og klimaks i form af saxsolo og buldrende trommer. “Write My Name” hænger mere eller mindre sammen med lukkeren “Mi Sueño Favorito”, som peger på en ny begyndelse og på den måde ind i albummet igen. Et smukt kompositorisk greb, der får lytteren til at blive indenfor.

Alt i alt seks korte popnumre på de obligatoriske cirka tre minutter, og til sidst den korte lukker med Ana Perrote fra det spanske rockband Hinds reciterende ord og sætninger på spansk fra den foregående sang, »Lo siento / pero borre tu nombre«: Jeg er ked af det, men slet nu dit navn.

EP’en er Rasmus Littauers helstøbte værk, men den er blevet til i samarbejde med blandt andre hans to musikalske brødre, Jakob (Yangze) og Simon Littauer samt guitaristen Rune Risager fra Den Fjerde Væg. Det er den grammy-vindende tekniker Chris Tabron (Beyoncé, The Strokes, Erykah Badu) der har mikset numrene og Dave Kutch (Whitney Houston, Outkast) der har mastereret.

Jeg må blankt erkende, at jeg er en sucker for den her slags musik og for den her EP i særdeleshed. Det er følsomt, stærkt og overbevisende. Jeg er vild med Littauers stemme, hans leg, med alle eksperimenterne, med den ubesværede melodiske tæft, den forbasket gode hookline på alle numre — hele vejen igennem. Meget mere af det, tak! Og dyrk så liveindspilningen af “I’ll Never Be Ready to Die” med Selma Judith på harpe og Malthe Beck på saxofon.

★★★★★☆

 

Leave a Reply