Plader

Destroyer: Have We Met

Den nasale indie-crooner fejrer 25 års jubilæum med en fest hjemme i køkkenet, der afføder nogle af karrierens bedste sange.

Skægget har fået sine grå nuancer på Dan Bejar. Han er blevet en mand, der er trådt ind i sin bedste alder, og med sit glimrende nye album, Have We Met, fejrer han i galant stil 25-års jubilæet for hans band, Destroyer.

Trumfkortet for Bejar har altid været hans stemme, og hans evne til at gøre sine historier nærværende og lytteværdige. Det gør sig også gældende på Have We Met, hvor et potent, swingende underlæg med afmålte elektroniske nuancer giver Bejar en solid ballast til hans sange.

De virker som en lang bevidsthedsstrøm. På åbneren ”Crimson Tide”, skaber han først et billede af, at han er en doven flod og en grib, der er skabt til spise fra gulvet. Og inden den her metafor overhovedet har fået lov til at stadfæste sig i lytterens bevidsthed, synger han: »No wait/ I take that back«, og nu vil han meget hellere været som et hav.

Den indre dialog er repræsenteret i lyrik og musik. Hver eneste gang, pladen lader sig selv være stram, synth-lækker og tryghedssøgende, bliver konformiteten sprækket af dissonante, støjende guitartoner og Bejars egen ubeslutsomhed. Det gør blot sangene endnu mere storslåede og medrivende. For på trods af hans konstante ubeslutsomhed og til tider alt for store lyriske pensel, lyder han samtidig som en mand, der kender sine virkemidler til fulde og lader Have We Met flyde på nogenlunde kontrolleret kurs.

Når man lytter til pladen, kan man undre sig over, at de 25 år som indierockens nasale crooner er passeret relativt ubemærket hen. Det er sådan set ikke så mange år siden, at Dan Bejar blev indiescenens sentimentale, kitchede crooner, da han lagde afstand til sit gamle jeg som folk-singersongwriter med sit hidtidige hovedværk Kaputt (2011). Med klare referencer til 1970’ernes softrock og en i datidens ører ret markant pornosaxofon, var det en plade som lød som et ophold på et luksuskrydstogtskib, og det var ophold alt for corny, til at jeg kunne være med. Det var dengang, hvor Joshua Tillman stadig var trommeslager i den ret fredelige folkgruppe Fleet Foxes, og inden han trådte ind i rollen som Father John Misty med lige dele ironi og dybtfølt inderlighed. Kaputt foregreb den lyd, som både Alex Cameron og The War on Drugs senere opnåede stor popularitet med.

Nu har vi vænnet os til det ret så radikale brud med den stræben efter autenticitet og coolness, men alligevel har Dan Bejar stået i skyggen af de artister, han har ageret fødselshjælper til. Destroyer brugte de udtryk, der dengang blev betragtet som fuldstændig udmarvede fortidsfænomener, og gjorde dem til sine egne. Og måske netop fordi Bejar aldrig har distanceret sig fra alt det her kitch, men tværtimod omfavnet det på sin egen elegante facon, har hans mere afslebne efterfølgere kunnet kapitulere på den lyd, han etablerede på Kaputt.

Have We Met vender Dan Bejar tilbage til den fabulerende crooner-figur og det kitch-univers, han introducerede på Kaputt. Inspirationen kommer nu fra slut 90’erne og start-00’ernes elektroniske elegantierer som Air, Röyksopp og Zero 7, der ellers ikke får mange hilsener fra nutidens indiescene. Dette skarptskårende, elektroniske lydbillede giver et så stærkt, musikalsk fundament til Bejar, at han kan tillade sig selv at være det mere løssluppen, når han synger. Vi er på et sted mellem de to modpoler, hvor fans af The War on Drugs fremadskridende bevidsthedsstrømme vil være glade.

Han har ifølge pressematerialet ligget derhjemme på sofaen og skrevet sangene ud af tekststumper fra de sidste ni år, og er så gået ud i køkkenet for at synge over de tracks, producer John Collins har sat sammen. På pladen er der en fornemmelse af poeten, der har en aftendans med sin mikrofon, mens alle andre sover. Det er medrivende, men besidder også en så grundlæggende ro, at han ikke har fundet behov for at tilføje ekstra dramatik til de til tider oppustede tekster. Der i køkkenet snakker han jo bare med sig selv.

På enkelte numre som ”The Television Music Supervisor”, den instrumentale ”Have We Met” og albumafslutteren ”Foolssong” er trommerne desværre fjernet, og hermed forsvinder hele fornemmelsen af fremdrift, der ellers er albummets centrale es. Pludselig får Dan Bejars tankespind ingen retning, og det lyder desværre gabende kedeligt, når vi ikke kommer nogen vegne.

Heldigvis vejer medrivende perler som ”Crimson Tide”, ”Kinda Dark” og ”It Just Doesn’t Happen” op for dette, og de er nogle af de bedste sange fra Destroyers 25 år lange bagkatalog.

★★★★½☆

Skriv et svar