Plader

Yune: Agog

Skrevet af Søren Hansen

Med en kunstnerisk ambition om at konceptualisere ørkenen på et album formår Yune at skabe fængende indie-rock, men potentialet forløses ikke til fulde.

»Du tænker; denne her musik ændrer sig aldrig.
Men, som når man står i et landskab, jo længere man er der, desto mere opmærksom bliver man på landskabets forandring.
Og jo mere koncentreret du lytter, desto mere hører du.
Der er aldrig to ens øjeblikke. Musikken er altid i forandring.«

Sådan siger den amerikanske komponist John Luther Adams om sit værk Become Desert. Det, synes jeg, er en god synsvinkel at anlægge på ørkenen, som musisk metafor. Den tilsyneladende golde, ubeboelige og uforanderlige ørken, der dækker ⅓ af klodens landmasse, og som i kunstnerisk øjemed kan blive til et symbol på en meditativ bevidsthed om det evigt foranderlige i det bestandige. Lidt på samme måde som dele af ambientmusikken, hvor ensformigheden gør, at nuancerne kommer i fokus, og de små forandringer bliver enorme. Her kommer danske Yune ind i billedet, da de består af dygtige musikere fra grupper som Astronaut, I Just Came From The Moon, Røgsignal m.fl. — bands, der i mine øjne er glimrende til at skabe den type atmosfære.

Det var med disse forventninger at jeg gik ind til Yunes nye album, Agog, efter at have læst pressemeddelelsen, der tager udgangspunkt i den ørkeninspiration, det aarhusianske band har brugt som pejlemærke for dette album. Og det var delvist rigtigt. Trommerne er repetitive og driver sangene frem i simple og kantede rytmer, de melodiske instrumenter er ostinatbaserede og er som en konstant vind, der omfavner vokalens skrøbeligt drengede falset, der er kontrolleret, men levende. Og så er der percussionen. Sjældent har jeg hørt percussion være mikset så højt og blive givet en så fremtrædende placering i lydbilledet, som det får på visse sange her. Det fortjener en cadeau i min bog, da Yune har forstået hvad forskellige slagtøjsinstrumenter gør ved den måde, det rytmiske virker. Med meget simple virkemidler kan man forstærke groovet betragteligt, og det fungerer — særligt også i kraft af, at instrumenterne skifter fra sang til sang, så de hver får deres eget perkussive element, hvilket er godt, da sangene for mig har det med at flyde meget over i hinanden. Jeg formoder, det er meningen, i den forstand at det meditative og stemningen er omdrejningspunktet. Derfor anbefaler jeg at lytte godt efter, når man hører Agog, da musikken ellers risikerer at gå tabt i det indadvendte og lidt monotone udtryk. 

Åbneren, og albummets åndelige arne, “Ørkensangen”, er en af mine personlige favoritter. Konceptet virker koncentreret her og den dramatiske cello fra Thorbjørn Kaas er præcis den slags element, som dette album lidt for ofte mangler. Den har et drama og en særegenhed som gør, at ørkentemaet kommer til live for mig — særligt i de dissonante modspil den leverer. Sangens forarmede tekstunivers nyder godt af dette, og jeg kan både se kælderdøren på klem og det åbne vindue ud til et solbeskinnet sommerland. Det er en generel ting ved albummet, at det lyder varmt på overfladen, men konstant truer med at isne —ligesom i en ørken. Af og til slår det over i catchy og let indiepop, som på “Running Down The Hourglass”, der er albummets bedste bud på en radiosang. Med et usædvanligt og selvsikkert guitarhook, flere varierede stykker og subtilt egensindige trommer, er den placeret som en oase midt på pladen for at forhindre den fra at gå i søvne. Ørkentemaet synes jeg også er til at overse, hvilket er en skam, da det som kunstnerisk ambition både er glimrende og en relativt utappet kilde.

Dermed ikke sagt at man ikke skal give Agog et lyt, for Tobias Sachses snørklede måde at frembringe dislokerede melodilinjer, der ledsager dig gennem dagen, og Nikolaj Bugges og Erlend Eggestads arpeggioguitarer over ukonventionelle toner og dystert analoge synthflader er en fornøjelse at lytte på. Det er utvivlsomt god og fængende indie-rock, det er blot ikke så gribende for mig, og jeg har lidt svært ved at se det som en stor åbenbaring eller et gennemarbejdet koncept. 

★★★★☆☆

Skriv et svar