Plader

Several Things: Please Don’t Do This To Me Life

Several Things er et hjemmedyrket, dansk enmandsprojekt, der vil fylde dit hjerte og dit sind. 21 hjemmerullede perler er blevet samlet til et album, der leverer charmerende og melodiøs indie, der knitrer og knaser. Med enkle midler som guitar, keyboard, trommemaskine og en indelukket vokal udsat for effekt, har lytteren spændende musik i vente.

Det lille label Kilonova Records har udgivet en plade, der burde finde udbredelse langt uden for Danmark. Several Things er navnet, hvorunder Marco Tobias Nørregård Repenning udgiver musik, og som fortjener opmærksomheden. Han har med albummet Please Don’t Do This Me Life samlet 21 små perler indenfor primitiv og melodiøs DIY-lo-fi. Det er ganske enkelt charmerende og vedkommende.

De 21 numre, der udgør Please Don’t Do This Me Life, er optaget over en længere periode fra 2009 til 2016. Med sådan et tidsspænd og antallet af numre taget i betragtning, kunne man godt frygte en fragmentarisk og rodet affære. Det er ingenlunde tilfældet, og numrene danner en konsistent og veldefineret ramme for en pladeudgivelse. Det ene nummer tager det andet. Ikke forstået på den måde, at musikken er ligegyldig, tværtimod. Den ene lille perle afløses af den næste, og mens der selvfølgelig er numre, der er bedre end andre, så vil jeg alligevel ikke undvære nogen af dem. De komplimenterer hinanden.

Hvis jeg skal prøve at samle tendenserne på de mange numre, så er der to hovedlinjer, der dominerer pladen igennem. Det ene er de numre, der drives af en rumklangsfyldt og twangy guitar, samt Repennings vokal, der dovent synges gennem en effekt, der forvrænger og skraller lydbilledet ned. Jeg har forestillingen af, at han synger ind i en tom konservesdåse, og det lyder fedt. Den anden hovedlinje er de numre, hvor et keyboard primitivt skaber en lysere stemning på pladen. Det lyder også fedt.

”And I Feel Like I’m Dead”, ”Something Has Got a Hold of Me” og “Barefooted and in Pain” er nogle af de numre, hvor den melodiøse og dog kradse guitar tager føringen sammen med vokalen. Ganske charmerende skifter guitarmelodierne mellem sødme og hvin. Vokalen lyder som den canadiske mester i lo-fi acid-folk, Mark Alexander McIntyre, eller en tidlig skrabet Beck. Det er som om, de har delt den samme effekt, der skaber en vokal, der primitivt og spændende fylder lydbilledet op med lydlig desperation blandet med ydmyghed.

På numre som ”Sleep”, ”Tell Me That I Should” og “On Saddening Seas” bliver den akustiske guitar bragt drømmende i spil, og det er lige før, der er tale om små reminiscenser til de klangfulde guitartoner, der herskede i Sort Sol i tiden omkring pladen Unspoiled Monsters (1996). Det hele er dog lagt mere minimalistisk og uproduceret, hvilket gør numrene hudløst ærlige.

Sommetider kommer trommemaskine, keyboard og synth mere nærværende ind i lydbilledet sammen med guitaren. Endnu en gang vil jeg namedroppe andre kunstnere for at understrege min pointer om, hvad man kan forvente. På ”Ku”, ”Life Is So Fun”, ”Maybe” og ”Autumn, You” er der tale om et astralt og drevent udtryk, der lyder, som når man tager med på musikalsk rumrejse med californiske Duster og deres andet projekt Valium Aggelein. Endnu en gang er det hele bare mere råt og nedbarberet.

Når det bliver helt domineret af lettere munter og håbefuld keyboard og trommemaskine, som på ”Om Sorg” eller fræsende fuzzet på ”People” og ”Whenever Never”, så rammer det en ydmyg og dygtig tilgang til musik. En tilgang, der giver mig trang til at sætte herligheden på repeat. Når det er den førstnævnte dominans af keyboard på den fyldige og muntre lo-fi facon, er det ikke lige så intenst, men det er ikke noget der skæmmer pladen som helhed.

Da jeg skulle til at lytte til pladen for første gang, tænkte jeg lidt ved mig selv, at den nok blev lidt stramt med så mange numre. Selvom de ikke har en lang spilletid, så havde jeg en lille fordom om, at det var et udtryk for kvantitet fremfor kvalitet.

Jeg kunne ikke have taget mere fejl. Det jeg blev mødt af var super lytteværdigt lo-fi indie, der på den der hjemmedyrkede måde trænger helt ind under huden på mig. Måske kunne man godt have skrællet nogle ganske få numre af, for blot at finde noget at kritisere, men det rocker ikke på, at Several Things burde spredes vidt omkring i verden, til alle der bare har lidt interesse for ærlig og upoleret musik. Det er ikke alt det, som meget populærmusik er, nemlig oppustet og overproduceret, men derimod knasende, knitrende, melodiøst og charmerende. Det som Marco Tobias Nørregård Repenning har haft på hjerte, skulle ikke pakkes ind i lir, men præsenteres som han følte det.

★★★★★☆

Leave a Reply