Plader

Iceage: Seek Shelter

Skrevet af Simon Ørberg

Et årti inde i karrieren har de danske punkrockere udgivet deres hidtil mest tilgængelige værk. Inspirationen er hentet fra britpop, målet sat mod de større scener, og endnu engang beviser de, at de nok aldrig kommer til at stå stille.

I et interview med Pitchfork i 2014 udtalte Iceage-frontmanden Elias Bender Rønnenfelt, at en del af ham ønskede at være popstjerne. Det lå umiddelbart langt væk fra den intense smadrepunk, som bandet var garant for i begyndelsen af årtiet, men for hver udgivelse siden er de kommet tættere og tættere på drømmen. På deres femte album Seek Shelter indfries den endelig.

Udviklingen over de sidste to album, Plowing Into the Field of Love (2014) og Beyondless (2018), pegede i én retning: Udad. Ud af undergrunden, ud af det indadvendte og destruktive, og ud mod nye horisonter af rockmusikken. Hvert album indeholdt kvantespring af genreeksperimenter lige fra countrypunk til showtunes, som i bandets kyndige hænder alligevel lød utvivlsomt som dem selv. Deres tidlige selvbenævnte ‘bandementalitet’ blødte op til fordel for en åbenhed mod verden, både i musikken og i interviews.

Denne udvikling cementeres på Seek Shelter allerede på åbningsnummeret “Shelter Song”, hvor en stadionvenlig guitar skinner skarpt over de indledende strygere, før Rønnenfelt tager ordet og tilbyder en fortabt ven ly for stormen. I omkvædet bakkes han op af et gospelkor og åbner for et følelsesregister, bandet ikke før har befundet sig i. Nemlig det højt besungne og decideret skønhedssøgende.

Den tilhørende musikvideo underbygger omfavnelsen. Her ser vi bandet vandre igennem barndomsbydelen Nørrebro omgivet af venner og familie. En kærlighedserklæring til dem, de har omkring sig, og det hidtil mest sårbare vi har set fra de københavnske postpunkere.

Sammenligningerne med Nick Cave & The Bad Seeds har forfulgt Iceage (og især Rønnenfelt) i årevis, og det giver særdeleshed også mening på netop “Shelter Song” og den ligeledes sakrale “The Holding Hand”, som lukker albummet.

Resten af pladen er dog domineret af en anden mere overraskende inspirationskilde: britpoppen. Især Gallagher-brødrene spøger i hjørnerne på stærke numre som “Gold City” og “Dear Saint Cecilia”, hvor baslinjen valser selvsikkert afsted og kulminerer i et klimatisk »Woooh!«. Iceage kommer måske aldrig til at spille Oasis-lignende stadionkoncerter, men her beviser de, at de kunne, hvis de ville. Popstjernedrømmen giver lige pludselig mening på sin egen punkrockede-måde.

Vigtigst af alt lyder det faktisk som om, at de har det sjovt. Det kommer især til udtryk på et af albummets absolutte højdepunkter, “Vendetta”, som med sit elektroniske bounce og uimodståelige attitude trækker på både The Stone Roses og Primal Scream. Rønnenfelt nærmest rapper teksten om en by oversvømmet af stoffer, kriminalitet og vold, alt sammen med et glimt i øjet. I musikvideoen skruer de ligeledes op for alle symboler, utilpassede teenagedrenge bliver tiltrukket af: pengebundter, knive, djævlehorn, slanger, Zlatko Burić. Det er kækt på samme måde, som Beyondless kunne være det, når det album var allerbedst.

Udover afstikkere som netop “Vendetta”, “Love Kills Slowly” eller “Drink Rain” er stilen dog generelt mindre teatralsk og mere klassisk rocket end på Beyondless. Det åbner for, at de stærke melodier, som altid har gemt sig under deres rabalder, her står i fuld flor. Selvom Rønnenfelts tekster stadig er fyldt med litterære referencer, formår de alligevel at skabe decideret sing-along-øjeblikke ud af snørklede linjer som »O’ limp wristed god, limp wristed God/ Don’t you know I’m not at a fault in your weakened arms«. Selv på en god dag kunne Liam Gallagher aldrig levere sådan en linje overbevisende.

Og det rammer på mange måder hovedet på sømmet af det, som Iceage gør så godt: Alle hjørner af rockmusikken (og i stigende grad også hinsides) er tilgængelige og inkorporeres overbevisende i en konstant udvidelse af deres lyd og ambitioner. 10 år inde i karrieren lyder Iceage stadig som et band i forandring, og intet tyder på, at det vil ændre sig. Som Radiohead gjorde med udgivelsen af Kid A (2000), eller Kanye West med 808s & Heartbreak (2008), sidder man med følelsen af, at en kanonkugle er blevet skudt ud i uudforsket territorium, og at det bare handler om at holde fast og følge med, for det er ikke til at sige, hvor vi ender.

★★★★★½

Skriv et svar