Koncerter

Alabaster DePlume, 08.07.22, Loppen, Copenhagen Jazz Festival

Alabaster Deplume @ Loppen
Foto: Daniel Nielsen

Med sine skiftevis kyniske og hjertevarme samt skiftevis ironiske og oprigtige sange og verdenskommentarer var Alabaster DePlume i sit es på Loppen fredag aften.

»Before we do any of this nonsense, I just want to say, you look fucking beautiful.«

Omtrent sådan starter Alabaster DePlume i tyk Manchester-accent sit gig på Loppen, og det er egentlig allerede der, man næsten føler, at man har en tæt relation til den på en gang kyniske og sarkastiske, men også åbensindede og oprigtige britiske saxofonist og spoken word poet. Det var netop den charme og ro, der var i at være til en koncert med en performer, som anerkender, at livet er ”tricky”, men at man ikke har andet valg end at leve det, der bandt den to timer og femten minutter lange spirituelle, aktivistiske og hypnotiserende seance sammen i Loppens mørke. Det hele er ligegyldigt, men stadig utroligt meningsfyldt og klart, når DePlume står på en scene.

De banale og trælse ting bliver nemlig pludselig absurde og humoristiske i DePlumes musikalske collager, der synes endnu mere effektfulde og omfavnende, når man er vidne til, at de bygges op fra bunden. Med sig på scenen havde DePlume en guitarist samt to kvindelige musikere, der aldrig havde spillet sammen før, men bare blev præsenteret for et udvalg af trommer, klaver og violin – men så var der altså herefter dømt fri leg under DePlumes supervision.

Kun ved at lytte intenst til hinanden åbnede de også koncerten med de længselsfulde vokalharmonier, som er et dominerende virkemiddel på DePlumes seneste album Gold, hvorefter musikken foldede sig ud i alle DePlumes kringlede kroge af spirituel jazz, britisk folk, gedigen rock og ethio-jazz. Alt kommanderet af hans kantede saxofon og verbale hentydninger finurligt spundet ind i den intense spoken word poesi. »If in doubt: Yes«, lød det flere gange til aftenens musikere, og det var fornøjende og fascinerende at være vidne til, hvordan de sømløst bandt DePlumes bagkatalog sammen i fri, musikalsk begavet leg.

Jazzkoncerter er ikke nødvendigvis noget, jeg forbinder med publikumsinteraktion, men for DePlume er musikken altså noget, man har sammen. Jeg ved ikke, hvordan DePlume slap afsted med det, men han lykkedes med at inkludere publikum ved at insistere på kun at spille en tone på sin saxofon så højt, som publikum nynnede den, og dirigere et kor mellem scenen og gulvet – jeg tror især, at det aldrig blev pinligt, fordi musikerne var så gode til at løbe med DePlumes påfund, selvom publikum måske var en anelse tilbageholdende – formodentlig i ærefrygt for at briste de smukke, snørklede kompositioner, som udspillede sig på scenen.

For DePlume er altså også en entertainer – det er i hvert fald lang tid siden, at jeg har været så fascineret af en eksistens på en scene. På trods af at være en excentriker af hjerte, så udstråler DePlume intet andet end oprigtighed. Man kan ikke adskille poesiens selv-lede, selvironi og verdenslede fra DePlumes humoristiske person. DePlume er virkelig bare sin musik og virker smittende glad for at komme ud og dele den – og så er han også bare voldsomt skarp og i kontakt med sit publikum. Han når endda at tilføje et »bless you«, da en i publikum nyser under den inderlige fremførsel af ”Be Nice to People”.

Musikken var hele tiden fartøj for den underliggende, meget reelle smerte, der ligger under den ironiske distance og humor, som DePlume tilgår sin utilfredshed med verden og sig selv med i sin poesi. De folkede vokalharmonier, den enlige violin og den strategisk placerede guitar dannede en foruroligende, ulmende melankoli under selvsikkerheden, som DePlume leverer sin poesi med. De cirkulære, sælsomme saxofonmelodier på ”Whiskey Story Time” er for eksempel som et tæppe af selvmedlidenhed, man bare har lyst til at pakke sig ind i.

Andre gange var det decideret ondt og rocket som på den mere samfundskritiserende ”I Want a Red Car”, der havde fået et nøk op i tempo fra den mere sumpede jazz-version, men i stedet var hurtig og tung, uden at miste sin kant af mysticisme.

DePlume er dog allerbedst, når han blander det personlige og det aktivistiske. ”Don’t Forget You’re Precious” var en opløftende påmindelse om ikke at glemme sit eget værd i et postmoderne samfund, ypperligst udført med sexede dobbelttrommer og improviserede vokalharmonier. Aftenens højdepunkt var dog ”I Was Gonna Fight Facism” – et ridt af en sang om gode intentioner, gode undskyldninger og performativ aktivisme – hvor jeg flere gange var ved falde ned af min stol af grin over de improviserede tilføjelser til den i forvejen hyleskægge tekst – bl.a. om DePlumes strikhandsker, der er håndlavede af hans mor – very Antifa indeed.

To timer med DePlume og hans fantastiske medbragte musikere var absolut ikke for meget – det er lang tid siden, jeg både har været så rørt, men samtidig også så underholdt, til en koncert. DePlume formåede at skabe et rum, hvor der var plads til at folk kunne stille, hvad end bagage de havde med, i døren og blot få lov til at eksistere i nuet. Der var ingen adgangsbillet, ingen krav – kun den fælles anerkendelse af, hvor stor en sejr det egentlig er bare at holde livet ud.

Jeg kan ikke rigtig beskrive følelsen bedre, end at hele den sørgelige verdenssituation og alle ens egne sørgelige sider føles lidt mere overkommelige efter to timer med den skarpsindige, oprigtige brites spirituelle og helende jazz. Om DePlume selv kalder der nonsens eller ej, så var det to timer i smukt selskab på Loppen.

★★★★★★

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar