Jeg kan godt lide de sene eftermiddage om vinteren på min arbejdsplads – et kontor i Københavns Indre By. Dette helt særlige tidspunkt på dagen hvor mørket lige pludselig sænker sig, og det ikke rigtigt er blevet aften endnu. Byens lys tændes, og det summer tydeligt nede fra Strøget fem etager under mig. En gademusikants saxofon flænger luften i det fjerne. Barnegråd lidt tættere på. En cykelklokke. Man kan skimte de karakteristiske firkantede tårne på taget af Magasin herfra. Deres lyskæder gløder i mørket. Arbejdsdagen er slut, men aftenen ikke engang begyndt. Måske er man så heldig at godt selskab, en middag eller en koncert venter om hjørnet.
Og mens jeg sidder her, flyver tankerne tilbage på året der gik og på de tusinder af nye toner, der flød fra radio og streamingtjenester, gennem luften på svedige koncertsteder eller i menneskemængden på en støvet festival. Undertegnede kan sagtens have en tendens til at fortabe sig lidt rigeligt i gamle albums og singler. Men jeg har heldigvis også fået øjnene op for en masse dejligt nyt. så her er et udpluk fra et spændende og meget givende musikalsk 2025.
Velkendt og velsmurt indie over Atlanten
Forsangeren og poeten Matt Berninger har i starten med The National været med til at definere lyden af indierock, og i foråret udgav han som et led i sit eget solprojektet Get Sunk. Man kan godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt dette egentlig “bare” er et nyt The National-album, for Berningers dybe tenor er umiskendeligt en lyd, vi kender særdeles godt. Men det er også blevet lettere, mere enkel og akustisk og kryber endnu længere ind under huden ved hver eneste gennemlytning.
Foto: Mathias Bak Larsen.
“Inland Ocean” indledes flydende og kontrastfyldt med et drømmende kor i baggrunden. Favoritnummeret “Bonnet Of Pins” er på én gang både tilbagelænet og indie-poppet og indeholder det fineste tostemmige omkvæd, hvor Matt Berninger er i tæt duet med Julia Laws, der også kendes under kunstnernavnet Ronboy. Lyrikken i nummeret er en lille kærlighedsnovelle i sig selv – nærmest filmisk skrevet – og Berningers vokal når usete højder, når den under et C-stykke tømmes endegyldigt for luft. Det virker i det hele taget, som om Berninger virkelig har fundet sin mikrofon-soulmate i Julia Laws, som også synger med på flere andre numre. Der er så meget godt på denne plade; “No Love” med det svævende baggrundskor og de smukke pianodetaljer og den akustiske “Little By Little”, som ligeledes er utroligt klassisk og temmeligt The National’sk skruet sammen i lyden. Et andet nummer med en tekst, som også nærmest er filmatisering værdig, er “Frozen Oranges”, hvor Berninger sørgmodigt og ærligt, kun har dette beskedne ønske: »Can I borrow your bike for a while? / I need to get some things off my mind / Think I’ll tool around along the river ’til I’m lost.«
Vi bliver på den anden side af Atlanten, for efter de amerikanske indie-darlings i Big Thief indspillede pandemi-albummet med det mundrette navn Dragon New Warm Mountain I Believe In You i en øde bjælkehytte i skoven, lader det til, at produktionen nu er flyttet tilbage til byen og ind i knapt så støvede lokaler. Den karismatiske forsanger Adrianne Lenkers stemme på det nye album Double Infinity er lige så skrøbelig og melankolsk som altid, og guitaristen Buck Meeks lyd er også dejligt genkendelig. Bassisten Joshua Crumbly er ny i bandet, men han har udfyldt de store sko fra forgængeren Max Oleartchik på flotteste vis.
Foto: Daniel Nielsen
Nummeret “Words” kunne faktisk lige så godt have været fra bandets meget produktive periode tilbage i 2019, hvor de udgav de to smukke og ret indadvendte albums Two Hands og U.F.O.F. “Grandmother” er tungt, skævt og skramlet som vi kender bandet, og Lenker har her fået selskab af den 82-årige multiinstrumentalist, komponist og mystiker Laraaji på en smuk, messende baggrundsvokal. Titelnummeret byder på en evig falset og et skønt, langsomt beat, mens “All Night All Day” til gengæld kommer ind som en frisk fornyelse, hvor tempoet er skruet op. Dette nummer er bygget enkelt op over få akkorder, som genbruges i omkvædet, og man hvirvles med ind i universet og glemmer alt omkring sig. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg efterhånden har lyttet til nummeret, som kun bliver smukkere for hver gang. Lyrikken er ulykkelig, eller måske er den det det modsatte – det er ikke altid til at vide, når Lenker dribler med fraser og små sproglige finurligheder.
Afslutningsvis for temaet kan jeg ikke undlade at nævne dronningen af amerikansk indierock, Sharon Van Etten, som i 2025 præsenterede sit nye band The Attachment Theory med et album af samme navn. Det “nye” er egentlig bare en udskiftning af to musikere heriblandt et farvel til den dygtige Heather Woods Broderick, som tidligere har spillet sammen med Efterklang. Albummet er velproduceret, og Van Etten lyder heldigvis helt, som hun plejer. Der er lidt nye toner undervejs, og The Attachment Theory er både tilsat skævhed og til tider hårdhed. Yndlingsnummeret må være “Idiot Box”. Jeg er åbenbart ikke den eneste, som ved første gennemlytning studsede meget over de indledende leadguitar-toner, for hvor er det nu, vi har hørt det her før? Det er såmænd 1:1 bassporet på U2’s ældgamle nummer “40” fra 80’er-albummet War. Nummeret og dets opbygning, Sharons klagende omkvæd og den generøse instrumentering er helt igennem forrygende. Måske et af årets mest markante indie-anslag.
Foto: Daniel Nielsen
“Southern Life” er hårdslående, kompromisløst og anført af en monoton stemmeføring, som er tilsat iørefaldende ekko-effekter, der afspejler Van Ettens mere elektroniske og kompromisløse stil gennem de seneste syv år ret godt. Det minder faktisk lidt om “Hands” eller “Headspace” fra de to seneste albums, som også skilte sig ud på samme måde. “Afterlife” er et andet eksempel på gennemarbejdet nummer med Devra Hoff på en klippefast bas og gode elektroniske detaljer. Albummet afsluttes med “I Want You Here”, som er et stille, eftertænksomt og melankolsk nummer, båret frem af Sharons fløjlsbløde stemme og præget af en afdæmpet stortromme samt strygere, som på én gang er nærværende og alligevel synes uendeligt langt væk. Lyden er meget speciel og leder tankerne mod det 30 år gamle eksperimentelle filmmusikalbum Passengers, som sjovt nok blev skabt som et sideprojekt mellem den legendariske Brian Eno og de nu aldrende irske herrer fra U2.
Dansk sangskriver-retur og nye popkometer
Der er et slags grænseland mellem den følsomme eller melankolske indiefolk og så den umiddelbarhed og letsindige leg med lyrik og stilarter, som man kan opleve ved at vende blikket mod egne breddegrader. Det er nærmest som at sammenligne simremad med en kold IPA i solen. For på den danske musikscene er der også sket spændende ting. Eksempelvis hos gendannede Ulige Numre med Carl Emil Petersen i front, som i 2025 udgav singlen “Du skal ikke gå alene mere”. Det var et glædeligt gensyn med bandet, vi ikke har hørt fra længe, og som står bag tidligere danske hits såsom “København” og “Halvnøgen”. Carl Emils klare og småhæse stemme flyver igennem natten som isblå xenonlygter, og lyden er som altid svøbt i rigelige mængder rumklang og guitarsoloer i mange lag. Der er noget trygt over Ulige Numres lyd, som på en gang er både retro og tidssvarende.
De danske kometer i Aphaca var oprindeligt booket til dette års opvarmningsdage på Roskilde Festival, men de kom i stedet blæsende ind og skabte stor trængsel ved festivalens næststørste scene Arena. Jeg var der selv og oplevede glæden og de enorme mængder af ubetingede kærlighed, som publikum sendte op mod scenen på en solrig eftermiddag. Gruppens nyeste udspil, “Vi pumper hjertet op”, er på en gang drømmende, melankolsk og uskyldigt. Nummeret lægger ud med en blid vokal og akustisk guitar og bygges langsomt op med flere detaljer, men det mister aldrig fodfæstet undervejs. Det lyder som soundtracket til en forelskelse, der måske (ikke) er gengældt.
Foto: Mathias Kristensen
Et andet navn, jeg synes, man skal holde ekstra øje med inden for dansk indierock og dreampop, er Dork med det borgerlige navn Lærke Simoni. Forrige år udgav hun EP’en “I’m Not a Good Person”, der blandt andet indeholder den ærlige titelsang og den spydige “Legs”, og i 2025 blev den tilmed suppleret med en enkelt single i form af den bizarre “E45”. Jeg ved godt, at tillægsordene her er lidt hårde, men Dorks skarpe lyrik er bare ikke til at komme uden om. Ej heller er hendes kreative musikalitet, hvor “E45” skiller sig yderligere ud med et besynderligt, men befriende rodet og småskævt orgelbagtæppe.
Der er ingen officielle albumudmeldinger for det nye år endnu, men aarhusianske Zar Paulo udgav to fede singler i 2025. Først det glade, lidt skøre “Telefonperson”, som min kæreste synger højt med på ude i badet. Det er nærmest en slags nyfortolkning af de to 80’er-klassikere “Militskvinder” og “Video Video”. Og dernæst det akustiske og meget livevenlige “We Are One”, der domineres af Emil Vammens dybe fraseringer på dansk/engelsk og ikke mindst hans varemærke, hvor der skiftes toneleje midt i et ord. De spiller i Aarhus og København til foråret – undertegnede glæder sig.
