Glæde! Hvor tit oplever man ren, uforfalsket glæde udtrykt så klart i musik? Glæde og energi er alt, Håkan Hellströms musik handler om; alt han lever for, og alt han giver verden. Og hvilken glæde, hvilken rus det er at lade sig forføre af Håkan og hans fantastiske orkester. Har man bare en smule rytme i livet, er det fuldstændig umuligt ikke at blive revet med af de henrivende trommer og forførende melodier. Musikken er så simpel, så ren og så umiddelbar, at ethvert forsøg på kynisk analyse blegner ved siden af den blotte, spontane nydelse. Håkan Hellström skriger til dig: Glem din ratio, lyt til din krop, og lev livet fuldt ud. Og hvem kan sige ham imod?
Forventningerne var høje efter et år, hvor debutalbummet har vokset sig ind i min himmel og helt op blandt mine 20 yndlingsplader, og dog havde jeg ikke drømt om, at Håkan skulle gennembryde lydmuren med sin nye single. Men før jeg opdagede, hvad der ramte mig, var “Kom igen Lena!” væltet ind i mit værelse og havde taget mig med storm, som jeg aldrig er blevet det før. Med et tempo og en energi, der ikke er set magen til siden de tidlige Beatles-dage, er dén sang ikke blot selveste definitionen af ordet forrygende, den er også en af de bedste singler, jeg nogensinde har hørt!
Det, der gør den så fantastisk, er ikke blot dens helt abnorme mængde energi og livsglæde, men at man kan høre den igen og igen og hver gang må slippe alt i hænderne og kaste sig ud i spontan dans, mens rytmer af alle slags suser rundt om en sublim melodi og afsluttes af en afsindig speedtalk. Ord i en hastighed, der illustrerer alle indtrykkene uden for vinduet i tourbussen, når Håkan drager land og rige rundt for at begejstre sine svenske venner. Når han kaster sig ud i mængden, rækker ud efter hver og én og smiler om kap med sine fans, stråler hans øjne af ærlighed. Han vil virkelig bare sprede glæde, og det lykkes ham i særdeleshed med “Kom igen Lena!” ikke bare at opmuntre den triste veninde, den er skrevet til, men også enhver anden, sangen måtte komme for øre. Bedre KAN det ikke gøres.
Logisk nok kan resten af pladen ikke leve op til singlens niveau, men den formidable koncert- og albumåbner “Mitt Gullbergs kaj paradis” kommer tæt på med en utrolig lystig blæsersektion og et kor, der næsten overdøver Håkan selv. Koret synger faktisk halvdelen af denne plade, der også introducerer sambatrommer og en sydlandsk stemning af fest og farver. Men som altid hos Håkan kommer rytmerne før melodien, og selv om man skulle forledes til at tro, at der er gang i den over hele linjen, er ovenstående to sange i realiteten albummets eneste virkelige hurtige numre. Nok er rytmerne forrygende, men melodierne hen over dem er ganske langsomme og tilbagelænede i eksempelvis “Gråsparven när hon sjunger”, der med mantraet »När man är ung, vill man bli hög« ellers godt kunne blive en ny teenagehymne.
En enkelt skønhedsfejl er den ellers velmente “Mississippi kan vänta”, hvis helt igennem korbaserede vokaler gør den uholdbar, samt den lidt kedelige Här kommer lyckan för hundar som oss, der ikke kan undgå at føles som et antiklimaks efter Lena. Men hvad gør det, når den hjertegribende “Rockenroll, blåa ögon – igen” lader Göteborgs gulddreng vandre med vemod i hjertet gennem sine gamle gader, og når “Minnen av Aprilhimlen” er guddommeligt smuk i al sin naivitet og storslåede patos? Hvem andre end Håkan H kunne synge »Och äntligen älsker du inte mig / och äntligen är det okej med mig,« uden at det virker plat og klichéfyldt?
Netop det naive og umiddelbare hos Sveriges nye folkehelt gør, at han trods åbenlyse tyverier fra hele musikhistorien er super-iørefaldende uden at virke kommerciel på en måde, som eksempelvis Kent nu er gået hen og blevet det. Hans troværdighed forsvinder ikke i takt med et større pladesalg, og der er ingen tvivl om, at han kan og vil begejstre i mange år endnu. I hvert fald har den tidligere Broder Daniel-bassist nu leveret sin anden glimrende soloplade, som nok er mere ujævn og disharmonisk end den første (der lagde ud med intet mindre end otte rene perler i træk!), men vinder stort ved genhør og uigenkaldeligt cementerer Håkans unikke status. Der er stadig plads i verden til drømmere, og imod glædens budskab er ord egentlig overflødige. Tilbage står blot at lægge din ratio på hylden og give sjælen plads – hvad skulle du ellers gøre?
