My Spacecoaster er et amerikansk rockband med flair for de gode melodier. Bandet beviser på EP2, at de formår at skrive gode sange indenfor et bredt spektrum af stilarter. Men det gør det desværre også vanskeligt at pinpointe, præcis indenfor hvilken genre My Spacecoaster hører hjemme.
Det første indtryk, man får, i form af åbningsnummeret “I Don’t Care”, er, at bandet spiller stærkt energisk posthardcore. “I Don’t Care” er en medrivende hård og rytmisk skiftende sang, som spytter hvem som helst i ansigtet med ren attitude. Forsanger John LaMonica indleder med de rasende linjer: »I said I don’t care what you think about me,« hvorefter resten af bandet sætter ind med de rockende hooks. Sangen dekomponerer den energiske start med et lille pusterum af rene guitarakkorder, hvorefter den straks bygger sig selv op igen tilsat LaMonicas desperate sang: »You don’t love me / You don’t care / You don’t need me / You never did,« og herefter drøner melodien derudaf med svedende heftige rytmer. Sangen følges godt til dørs af den instrumentale “Virgin”, som fortsætter i samme spor. “Virgin” bølger skønt op og ned i tempo, men man savner dog en vokal til at løfte sangen yderligere.
Med to gode indledende sang på EP2 sidder man som lytter alligevel og ærgrer sig over Darrell LaCours dårlige produktion på pladen. Det lyder mest af alt som en demo, og det er virkelig synd, for My Spacecoasters sange kunne være løftet væsentligt, hvis de havde fået en større lyd på pladen. Men måske har de ikke så mange penge hos Lujo Records?
Halvvejs igennem EP2 skifter bandets stil over i en mere gængs form for alternativ rock. DeMonicas vokal er blevet blødere, mere grædende og klagende, ikke helt ulig en sanger som Jonah Matranga (Onelinedrawing, New End Original). Sangens centrum er omkvædets linjer: »And here I go again / Round and round,« som bliver benyttet et par gange for meget. “Round” lyder simpelthen som noget, man har hørt alt for mange gange før, og den fungerer ikke som en værdig opfølger til de to ellers glimrende indledende sange på ep’en.
Hvor der blev skruet lidt ned for tempoet på “Round”, dæmpes det totalt på “Surprise”, som er en tyst, nedbarberet kærlighedserklæring, hvor LeMonicas sørgmodige vokal kommer til sin ret, blot akkompagneret af akustisk guitar. Herved kommer der også automatisk fokus på teksten, som i dette tilfælde ærgerligvis er svært klichéfyldt. EP2 afsluttes med tempoet højt i “Everything Is as Though It Never Was”, som med sit indledende guitarriff mest af alt lyder som en gammel Nada Surf-sang.
My Spacecoaster vil for mange ting på én gang. Til trods for at de klarer skansen ganske fint i de sange, som er at finde på EP2, burde bandet alligevel være væsentlig mere fokuserede på den stil, de gerne vil spille. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at undertegnede bedst kan lide de to indledende sange, hvor genren hedder posthardcore, for her lyder det, som om bandet hører bedst hjemme.
