Ingen kan anklage New Yorker-kvartetten Parquet Courts for at træde vande i det samme stillestående musikhav. På deres syvende studieudspil har det eklektiske artrockband igen skiftet ham og gør sig nu som fuldtidsleverandører af en dansabel fusion af garagerock og synthbaseret postpunk. En bevægelse, der allerede blev teaset for på forgængeren Wide Awake! (2018), men som nu blomstrer i fuldt flor på Sympathy for Life.
Langt fra fordums energiske punkenergi, men alligevel dejligt velkendt starter pladen in medias res på “Walking at a Downtown Pace” midt imellem to taktslag, som om man netop er væltet ind ad døren til en pulserende dansefest på en hip undergrundsklub. Musikken står med sine upbeat og fremdriftsfulde grooves i skarp kontrast til teksterne, som synes at kredse omkring den tilsyneladende tilstand af nedlukning, som covid-pandemien har kastet verden ud i:
»I’m making plans for the day all of this is through/ Seeing my path and hearing the song I’ll sing/ And food that I’ll taste and all the drinks that I’ll consume/ Return the smile on an unmasked friend,« synger Andrew Savage på sin velkendte letargiske og henkastede facon, mens det nærmest mekaniske trommespil og de hvinende guitarer konstant ægger sangen videre.
Selvom Parquet Courts stadig laver sange over klassiske rockstrukturer, der både spænder fra country-referencer (“Pulcinella”) og punk (“Black Window Spider” og “Homo Sapien”), så fylder de elektroniske elementer mere end nogensinde før på Sympathy for Life. Hvor Wide Awake! var en rockplade, som du kunne sætte på til enhver god fest, så virker Sympathy for Life nærmest omvendt til at være en klubplade med stærke rockelementer.
De mest oplagte musikalske slægtninge må nærmest være bands som Can, Happy Mondays og Primal Scream, men samtidig er det umuligt for mig at ryste David Byrne og Talking Heads ud af hovedet, når jeg hører numre som “Marathon of Anger”, “Plant Life” og titelnummeret “Sympathy for Life”. Det handler både om de bidske og samfundskritiske tekster og leveringen af dem samt den gennemgående funky musik, der ledsager dem.
På den afdæmpede “Marathon of Anger”, skrevet under sidste sommers store Black Lives Matter-protester, gentages refrænet »It’s time everyone gone to work« eksempelvis igen og igen, men mødes hver gang af nye modsvar såsom »No industry«, »No institution« og endelig »It’s all community«. En simpel, men samtidig underspillet og elegant protestsang om massernes voksende modstand mod storkapitalen og dens racistiske system.
Tematisk er Sympathy for Life dog ikke politisk som sådan, men handler snarere om at frigøre sig fra livets bekymringer og sætte pris på de små glæder – et perspektiv, der også har gennemsyret indspilningsprocessen, hvor bandet har forsøgt at lade spilleglæden styre processen. Flere numre er således blevet til gennem lange improvisationer, heriblandt den henrivende groovy “Plant Life”, som er skåret ned fra et 40-minutters jam til små seks minutters groovy danserock. Et andet eksempel er kombinationen af titelsangen, som handler om at stoppe op og være nærværende, som følges op af den catchy “Zoom Out”, der handler om at løfte blikket og indse, hvor ubetydelige vores liv er i kosmisk skala. Og når man først har indset det, kan man så ikke lige så godt danse bekymringerne væk? Det lyder i hvert fald til at være Parquet Courts recept.
Når man tænker på antallet af forskellige genrer og udtryk, som Parquet Courts udforsker på pladens 11 numre og 45 minutter, så er det imponerende, at Sympathy for Life er endt med at være en så sammenhængende lytteoplevelse, som den er. Det er dog både på godt og ondt. For mens jeg har svært ved at pege på nogle decideret dårlige eller blot unødvendige numre på albummet, så har jeg også svært ved at sætte fingeren på enkeltstående numre, der skiller sig særligt positivt ud sammenlignet med resten af bandets bagkatalog af mindeværdige singler og hits.
Nej, sangene på Sympathy for Life gør sig i min optik faktisk bedst i konteksten af det samlede værk. Det er der imidlertid ingen skam i, når værket er så legesygt, afvekslende og vellydende, som tilfældet er – for så er det aldrig kedeligt at vende tilbage igen og igen.
