Det er efterhånden syv år siden, den aggressive køter Skinny Puppy udåndede efter mere end 10 år som bannerførere for industrialgenren. Kevin Ogilvie var stemmen bag det band, der mere end noget andet dengang formåede at forny og udvide industrialmusikkens ståsted. Rygterne om en fremtidig Skinny Puppy-reunion har ikke fået Ogilvie til at opgive at udgive sit andet album under navnet ohGr: en samling progressive stykker electronica, der er ret fjernt fra Skinny Puppys hærgede lydlandskab af trommer, bas, samples, forvrængede vokaler og generelt kaotiske instrumentoverfald.
Det første, man vil bemærke, er en større grad af melodi og struktur end noget tidligere produceret fra den kant. Albumåbneren, “HiLo”, benytter sig godt nok af nogle både tunge og til tider næsten arytmiske trommeloops, men intet imod hvad man tidligere har hørt produceret af Ogilvie. Væk er også den enorme forvrængning af Ogilvies stemme, og i stedet er kommet et halvdybt, messende croon. Kedeligt er det heller ikke, selv om musikken er blevet mere melodisk. Der er generelt en effektiv og progressiv brug af både trommerytmer og synthlinjer. Tidligere tiders ondsindet undergangs-industrialtechno er erstattet med friskere beats og lydbillede.
Man får dog aldrig helt fodfæste i albummet. Den buldrende, rockede “maJiK” skifter flere gange til nogle afdæmpede, syrede passager, før man som lytter bliver revet med hovedet først ned i en dyb sump af pumpende trommer og skurrende samplet guitar. Efter “maJiK” følger den smukke og melodiøse midtempo-affære “JaKO” med et fængende, vandrende rytmespor. Derefter får vi “ChemTale”, der viser sig at være en eksplosiv, uptempo percussionsample-drevet tasmansk djævel af et nummer.
Der er imidlertid numre, som virker skudt over målet. “ShiTe” er en sær omgang vanvittige trommer, lidt for ensformig støj og mystiske lyde. Er man typen, hvis favoritnummer er “Sister Ray” af Velvet Underground, kan der måske være basis for et kærligt forhold til den mere progressive del af SunnyPsyOp.
Teksterne på albummet er gået fra at være Ogilvies cut-up staccatorytmiske, socialpolitiske absurditeter til at være mere straightforward, fritflydende betragtninger. Man skal dog dybt ned i albummet for at grave meningerne frem.
Hele skivens samfulde 49 minutter og 13 sekunder repræsenterer en yderst kreativ, mørk omgang electronica med visse progressive elementer. En klar forbedring i forhold til den nærmest dødsdømte debut, Welt. Kevin Ogilvie viser, at han ikke står stille rent kunstnerisk, alt imens store dele af industriallejren er ved at gå til i enten manglende udvikling eller ægteskaber med synthpoppen. Ikke alle vil synes, at denne ret sprælske skive er genial, men hvis man kan lide anderledes elektronisk musik, skulle der være en god chance. Jeg garanterer én ting: ohGr lyder som intet andet band i verden.
