Det er efterhånden blevet sagt så mange gange. I samme åndedrag, som man siger David & the Citizens, må man også sige Bright Eyes og sommetider også Neutral Milk Hotel – det er bare to af flere bands, som svenskerne låner elementer fra, smider dem i den store svenske sangblender, tilsætter lidt svensk charme, og til sidst får vi en cocktail, der går under navnet David & the Citizens. Der er mange amerikanske folktraditioner, som bliver gennemtærsket her, men det ændrer ikke ved det faktum, at David & the Citizens skriver rigtigt gode sange.
Bandets andet og seneste album, Until the Sadness Is Gone, er mere umiddelbart tilgængeligt og måske endda også en smule mere poppet end sin forgænger, For All Happy Endings; den spiller knap så meget på tungsindigheden og virker mere homogen, dog ikke uden enkelte løsrevne sange, som måske kunne have været undværet. Sanger og sangskriver David Fridlund er endvidere blevet væsentlig stærkere lyrisk set. Hans tekster flyder afsted fyldt med symbolikker og metaforer, og det er rent guf for en tekstnørd som undertegnede. Men måske vigtigere endnu, han formår stort set at beherske og føle sig hjemme i det engelske sprog; noget der måske haltede lidt for meget på debuten.
Er starten slutningen på hele? Det skulle man tro, når man lytter til åbningnummeret, som paradoksalt nok er blevet givet titlen “The End”. Der er dog intet, der lader til det. Guitaren spiller en mørk, trist twang-melodi, og hastige rytmer på lilletrommen og en langsommere, men fast bankende rytme på stortrommen kan kun fortælle os, at dette er starten på det hele. Vi er dårligt kommet i gang, før David Fridlund med sin nervøse røst bekymret udlader: »I fear I’m cracking up,« og det er tilmed kun første vers. Allerede, Fridlund? Diverse blæserinstrumenter fører sangen videre i en fornøjelig melodi (nærmest klezmeragtig), mens Fridlund endeligt spørger: »Is this the end?« Sangen toner ud, og i et splitsekund kunne man måske frygte, at det virkelig var alt. Men der når ikke at blive stille, før “Graycoated Morning” forsikrer os, at intet er slut endnu. Langt fra. Trompeter stemmer i, og man frygter for en stund, at Håkan Hellströms overstadige jubelskrål vil ødelægge alt, men tonen er anderledes. Den er frisk med masser af triste undertoner.
De underskønne blæsermelodier er tydeligvis klassisk inspireret (tag en herre som Nino Rota), og det fungerer glimrende. “Never a Bottom” er en dybt ulykkelig kærlighedssang, der benytter faldet som metafor for de lykkelige og triste stunder. Når jeg’et falder, er det som en uoverskuelig vildrede: »When ever I fall down / Never a bottom,« men hvis hun skulle dumpe i det sorte hul, »I’ll fall with you to the bottom.« Men fire minutter senere går det hurtigt op for lytteren, at der ingen lykke er at hente her. Sangens melodistykker brydes op, og alt går i komplet smadder. Et momentant sonisk kaos opstår, hvorefter de søde toner af “New Direction” hastigt tager over og skubber kaoset på afstand. Her er der virkelig tale om en typisk David & the Citizens-sang, hvilket er ment meget positivt. Sangen var også at finde på bandets ep-forløber, hvilken den også tog navn efter. Ligeså frisk og indbydende som “New Direction” lyder, lige så meget lys er der at spore for enden af tunnellen. Det sker dog ikke uden større grader af skepsis. »So lead the way from this place / And point me out a new direction,« synger Fridlund, og det gør sangen efter al tydelighed for ham.
Desværre er der ikke mange nye retninger at spore hos bandet fra lytterens synspunkt. Der er simpelthen ikke sket nok siden For All Happy Endings. Man kender til sangskrivningen, og hvor gode melodierne end er (for de er immervæk gode!), så er der megen forudsigelighed at spore i kompositionerne. Hvor meget personlighed, der er i sangene kan også diskuteres i al uendelighed jf. den kraftige inspiration fra det amerikanske. Men alt andet lige så er det gode melodier. Lad os for en stund fokusere på afstikkerne, som David & the Citizens trods alt har et par stykker af.
Der er måske nogle af læserne, som har lagt ører til New Direction-ep’en. De vil vide, at bandet praktisk talt forsøgte sig i fire musikalske retninger i løbet af fire sange. Det virkede ikke hele vejen igennem, men idéen var vovet og god, om ikke andet så bare for at bryde ud af egne konventioner. Der er også et par rytmer og stilarter, som skal udforskes her på pladen. I “Long Days” nærmer vi os noget, der minder om reggae, dog med et stort svensk stempelpræg ind over det hele. Det er skønt, fordi det fungerer prægtigt! Alle genrekonventioner er skrællet bort og tilbage er den rene popsang i “Let’s Not Fall Apart”. Guitaren spiller den bittersøde melodi, som er umiskendelig svensk og svensk alene! En tamburin ræser afsted sammen med rytmesektionen, alt imens Fridlund prøver at redde »a girl sick with the world«.
I “Silverjacketgirl” træder bandet dog galt. Vi har her at gøre med en sang, som lyder som en svulstigere og mere oppustet version af hvilket som helst Belle & Sebastian-nummer. Fridlunds vokal kammer over flere gange, hvor stemmen ikke helt kan bære hans løsslupne, energiske kraftspring. Hans stemme er pakket ind i en silketynd forvrængereffekt, formentlig for at fremhæve desperationen, men effekten bliver blot tåbelig, og man får lyst til at skifte Until the Sadness Is Gone ud for en stund med Tigermilk.
»I fear I’m cracking up,« sang Fridlund som bekendt i “The End”. Han er ved det gennem masser af kulminationer i de respektive numre, men når at blive samlet op af iørefaldende melodier og kløgtige tekstlinjer. Det samme gjorde han på debuten For All Happy Endings. Det er de gode melodier og tekster, som redder svenskerne en karakter over middel. Lad os håbe, at de formår at finde sig selv på en tredje plade, for som det ser ud nu, har de fundet en masse andre kunstnere, som de har set efter i sømmene.
