Der var engang…
Da jeg var mindre, begyndte alt, jeg skrev, med den linje. Det fungerede hver gang. Så var der lagt op til et rigtigt eventyr med umulige forhindringer og uendelig modgang, men alligevel med en lykkelig slutning. Men som tiden gik, holdt jeg selvfølgelig op med at bruge den – nu er det jo ikke klichéfyldte eventyr, der skal skrives, men derimod seriøse musikanmeldelser. Men det er vitterlig de ord, jeg allerhelst har lyst til at bruge lige nu. For det er netop den følelse, man har, når man sidder med australske Seascapes of the Interiors selvudgivne debutplade, All Safe, All Well, i hånden. Her er der et lille band, der fik lyst til at lave en rigtig god plade – og som, fri for kommercialismens klør og de lokkende penge, gjorde det. Og de overkom på bedste eventyrmanér de forhindringer, der var, og udgav pladen.
Som i ethvert andet eventyr er vores hovedperson, helten, bare lidt anderledes end de øvrige medvirkende. Mens de andre hørte Kylie Minogue og The Vines og ikke drømte om at forlade de trygge rammer, fandt Seascapes of the Interior pladerne med Labradford, Dirty Three og Sigur Rös langt mere spændende – ja, næsten helt eventyragtige – og fik lyst til selv at tage på et eventyr. De ville også lave musik. God musik. Eventyrlig musik.
Og nu, et par år efter de tog den beslutning, på et helt andet kontinent, ca. 12.000 km væk, sidder jeg med deres debutudspil i hånden. Godt nok ikke en udgivelse fra et egentligt selskab eller med et cover designet af en kendt kunstner, men på ingen måde heller bare en lille plastikæske med en grim cd-r i. Derimod sidder jeg med et ualmindeligt helstøbt og gennemført produkt foran mig: et flot, helt igennem hjemmelavet cover (på deres hjemmeside kan man se, hvordan de også selv har lavet papiret til coveret!), der er i perfekt harmoni med musikken på den selvtrykte CD. Man føler, at bandet virkelig har ønsket at lave noget specielt; også selv om de nok ikke ville tjene mange penge på det eller tiltrække stor opmærksomhed fra pladeselskaberne. Eller i det hele taget tiltrække manges opmærksomhed. Til gengæld bliver der så kræset for de personer, der graver lidt dybere end bare til lige under overfladen for at finde musik, der er virkelig betyder noget.
På coveret ses et skib i stormvejr. Massive bølger der smadrer mod skibets skrøbelige skrog. Men forude anes land og dermed lys, et håb. Det er egentligt en ganske fin metafor for Seascapes of the Interiors musik: følelsen af at sidde i et lille skib, til tider glanende ud over det øjensynlige uendelige stillestående blå hav, til tider fanget i rasende storm og tordenvejr – men altid med en fornemmelse af at der er land forude, altid en fornemmelse af at man ikke rejser forgæves.
Man bliver ret hurtigt klar over, hvilken genre der er tale om: hovedsagelig melankolsk og næsten udelukkende instrumental musik. Der er ikke tale om nogen fornyelse af genren som sådan, men det er svært ikke at holde af et nummer som det indledende Symbiont Step. Simpel opbygning og simpel instrumentation, men med sin fine vuggende melodi og det pludselige eksplosive klimaks kan ikke undgå at blive revet med og bare synke ned i musikken.
Efter det 11 minutter lange åbningsnummer fungerer de efterfølgende fire, med en samlet spilletid på lidt under et kvarter, mere som små mellemspil end egentlige numre for sig selv. Det er først efter flere gennemlytninger man begynder at kunne skille dem rigtigt fra hinanden. Entwined Essence Passing er et rart hypnotisk lille pusterum efter Symbiont Step, og den nærmest dovne I Patiently Watch the Blood Drain Away byder på ordløs vokal, hvilket er med til at skabe en løs stemning mellem de mere intense åbnings- og afslutningsnumre.
I Yarto fortæller en stemme om de australske indfødtes skæbne – hvordan de lige fra starten er blevet set ned på og end ikke blev talt med i indbyggertallet, selv om man ivrigt talte antallet af kvæg i landet. Det er en ganske sympatisk idé at give lidt indblik i dette, men der mangler en egentlig pointe, og det ender som mere eller mindre meningsløst klynkeri. Det er dog til at leve med, både fordi nummeret er for kort til, at man bliver decideret irriteret, men også fordi navnebroderen Yarto 1, i form af et dronenummer, er en smuk optakt til den store finale, nemlig den 20-minutter lange Moving.
Men ligesom Moving er pladens længste nummer, virker det også som det mest ufærdige. Det er måske ikke helt fair at konkludere, for der bliver givet plads til en masse ting, endda egentlig vokal med hørbar tekst, men det føles, som om der er en del ’huller’ i nummeret – det føles, som om det kunne have været komprimeret ned til den halve længde. Alligevel sidder man tilbage med ambivalent eftersmag i munden, når pladen er færdig. Selv om det virker for langt, ville man ønske, at det aldrig sluttede, for på samme måde som åbningsnummeret er det vuggende hypnotisk og svært ikke at lade sig synke ned i. Nummeret er nemlig langt fra dårligt, men man aner noget endnu mere fantastisk forude… måske på næste plade?
All Safe, All Well er kun trykt i 500 eksemplarer, men kan stadig erhverves fra gruppens hjemmeside. Det bør man gøre, for på trods af diverse skønhedsfejl er det mere end bare en demo, der er sjov at eje pga. dens sjældenhed. Alt i alt er der tale om et helstøbt værk, som ikke kun imponerer bandets unge alder taget i betragtning.
Jeg ville gerne slutte anmeldelsen af med “…og de levede lykkeligt til deres dages ende,” men samtidig er jeg glad for, at jeg ikke gør det. Det bliver nemlig spændende at se, hvad et ambitiøst band som Seascapes of the Interior finder på fremover. Forhåbentligt noget så spændende at de, når de som alle bands nu engang gør, beslutter sig for at slutte eventyret af, virkelig kan se tilbage på nogle fantastiske år med fantastisk musik… og så leve lykkeligt til deres dages ende, selvfølgelig.
