Albummet lægger usædvanligt blødt ud med den jazzede og skønne “Blue Manhattan”, hvor Adams bestemt viser nye sider af sig selv, og det gør uden tvivl lytteren mere opmærksom og hungrende efter mere. Sangen, som formentlig skulle have ligget midtvejs, hvis Love Is Hell havde været et album, er nu i stedet åbner og appetitvækker.
I anden skæring rammer Adams lytteren lige i hjertet. “Please Do Not Let Me Go” er en meget smuk sang fra en kuldsejlet person, der har ramt bunden og bare ønsker, at han kunne skrue tiden tilbage. »I’m all alone now; I can do as I please, I don’t feel like doing much of anything.« Meget rammende for de følelser, Adams havde efter sit store gennembrud. De sange, som han virkelig havde tiden til at skrive, kunne han bare ikke få frem. Isoleret i en newyorker-lejlighed kan åbenbart være svært. »Please do not let me go,« lyder omkvædet. En bøn eller måske nærmere et råb efter hjælp. Sangen er simpelthen fantastisk, og den bringer i den grad minder om mesterværket Heartbreaker – det er ganske enkelt en af hans bedste sange til dato.
Ep’en er spækket med fremragende kompositioner, og den lader ikke til at have lige så kort holdbarhed som Love Is Hell pt. 1. De første sange afgiver løfter om noget stort, og de bliver indfriet. Det er igen yderst sparsom instrumentering, hvilket lader følelserne blive blottet fuldstændigt, og der er få som Adams, der kan holde til til det.
Det melankolske “City Rain, City Streets” er et af de allerbedste numre – smukt, inderligt, atmosfærisk, men samtidig minimalistisk. Det rummer næsten det hele og tekstlinjer som »I really miss you, I fucked you over a million times and you died, you really died<«! Den skræmmende afslutningslinje får dog én til at stille spørgsmålstegn ved Adams’ psykiske stabilitet: »Falling through the leaves of the winter trees, drowning slowly, lonely me city rain.« For Adams’ egen skyld må man håbe, at sangene er med til at rense lidt ud i hans ustabile mentale tilstand, så han holder op med at se spøgelser, som han synger i "I See Monsters". Bedst som man tror, at det hele skal drukne i dybfølt tristesse, kommer "English Girls Approximately" – en lysere omend rigtig dejlig country-inspireret sang om engelske piger, og så har den en fantastisk åbningslinje: »English girls are pretty when they play guitar.« Den viser, at Adams stadig har flere facetter at byde på, og det bekræfter, at han er noget særligt! Det udsyrede, trippede, men suveræne bonustrack "Fuck the Universe" viser, hvordan Adams skulle have skåret sangene på Rock N Roll-albummet! Det maniske råb, »I’m a faker«, i omkvædet er helt fantastisk.
Et album og to ep’er har vi fået – og hvad så? Hvor er den kære Ryan Adams mentalt og musikalsk på vej hen? Det er af gode grunde ikke til at sige, men han giver da i hvert fald store forhåbninger om fremtiden efter de 2 ep’er. Desværre er de ikke samlet på et helt album, hvor man så kunne have skåret et par stykker væk og stået med et mesterligt album. Sådan skulle det altså ikke være, men Ryan Adams har slået fast med syvtommersøm, at han mestrer det at skrive en hjertegribende sang, en forbandet god melodi og fine rock- og country-sange. Hvis han kan indfri sit potentiale og ikke drukne sig selv i stoffer, bliver han spændende at følge. Men problemet er bare, at han skriver nu engang sine bedste sange, når han har mistet kæresten, eller mens han bogstaveligt talt er gået ned med flaget! Det bliver interessant at se, om han overstår denne identitetskrise, og hvor det i så fald vil føre ham hen.
