Skotske Sluts of Trust har med deres debutalbum begået en noget spraglet rock’n’roll-affære. We Are All Sluts of Trust er den noget uoriginale albumtitel på det skotske pladeselskab Chemikal Undergrounds nye hotte navn, som bl.a. er blevet hypet af den efterhånden legendariske John Peel. Bandet er en duo og består af sanger, sangskriver og guitarist John McFarlane og trommeslager Anthony O’Donnell, og de spiller rock’n’roll med et twist af The Pixies, Jon Spencer Blues Explosion, Jimi Hendrix og sågar bob hund.
Ud af dette noget brogede sammensurium formår de faktisk i nogle sange at lave en eksplosiv cocktail. De er ikke synderligt originale, men fremstår dog alligevel ganske intense, når de buldrer løs med McFarlanes beskidte riffs og O’Donnells fandenivoldske trommespil. Det er til tider meget svært ikke at falde for den fine og til tider charmerende, om end rå skive.
Albummet består af 10 sange og en samlet spilletid på 37 minutter – rock’n’roll uden dikkedarer. Den bliver næsten trykket af i samtlige numre, og man kan sagtens tabe pusten undervejs. Bandet er desuden leveringsdygtige i nogle herlige titler, som viser, at de ikke tager sig selv alt for højtideligt, hvilket de sexfikserede tekster også vidner om. “Tighter Than the Night”, “The Continuing Struggle Between the Dirty and the Smooth Starring Admiral Flannel and the Duke of Blag” og så åbningsnummeret “That’s Right”¦ That Cat’s Right” er eksempler på nogle af de skøre titler.
Netop den første skæring er en fin indikator for, hvad bandet har at byde på. Det er et effektivt rocknummer, der rummer simple riffs, vrede trommer og en råbende McFarlane. Hans vokal passer perfekt til den primitive rock og er måske endda bandets største force. Det er bestemt ikke, fordi han er en stor sanger – tværtimod – han råber, skriger og mumler sig igennem sangene med sin tykke skotske accent. I “Tighter Than the Night” lyder han først som en blanding af Lou Reed og Aidan Moffat, mens han pludselig udbryder i noget, jeg vil kalde skingert vræleri. Forvirrende, men ikke desto mindre fornøjeligt.
I “Dominoes” tager de den lidt med ro, og sangen viser, at bandet kan andet end at spille buldrende rock. Sangen kunne med større held have været placeret lidt før, da den er et godt afbræk i den ellers kontante og aggressive rock. “Leave You Wanting More” er ét af albummets bedste numre. Sangen åbner med et godt beat, men ca. halvandet minut inde i sangen bliver tempoet sat ned, og McFarlane spørger: »Do you love it?« Ja, dette nummer er fantastisk. Senere, i samme sang, syrer bandet ud i giftige riffs og temposkift, og det er simpelt, men yderst effektivt.
Man bliver på trods af den intense og heftige rock’n’roll ikke underholdt nok. Det fungerer fint, og specielt McFarlanes stemme er lige i øjet. Men når alt kommer til alt, har Sluts of Trust simpelthen ikke det ekstra krydderi, der ville kunne gøre albummet til mere end “bare” en rock’n’roll-plade. Den fungerer bedst en lørdag aften i festligt lag, hvor der skal drikkes en masse øl! Sluts of Trust er dog bedre end så mange andre nye rockbands, der vælter frem, og hvis de finpudser deres stil, kan de godt gå hen og blive interessante.
Bandet skulle efter sigende være et fantastisk liveband, og det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg tror, at det fungerer rigtig godt live, så man skal ikke snyde sig selv, hvis de kommer til Danmark.
