Efter den lidt skuffende Nocturama er Nick Cave og hans faste backingband The Bad Seeds tilbage igen, og denne gang har den 47-årige australier sat tempoet i vejret og leverer nu karrierens første dobbelt-cd Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus. En væsentlig ændring siden den sidste udgivelse er, at den karismatiske guitarist Blixa Bargeld fra Einstürzende Neubauten ikke er med længere. Umiddelbart er det dog ikke noget, man bemærker, og på store dele af pladen virker det, som om backingbandet er mere vitale end længe. Gamle fans af den australske mørkemand vil dog straks føle sig hjemme, når de hører pladen for første gang.
Abattoir Blues
Allerede i det første nummer fra Abattoir Blues, den direkte og bombastiske “Get Ready for Love”, slås stilen an. Nummeret åbner umiddelbart med et par markante trommer, der lægger hårdt ud, og derefter går sangen lige på: »Get ready for love! Praise Him!« synges der, og at der er tale om en direkte hyldest til både kærligheden og Gud overrasker næppe dem, der er bekendte med tidligere udgivelser. Åbningsnummeret er en god indikator for lyden på resten af denne cd. Tilgangen er mere rocket med og guitarerne og tunge trommer i forgrunden.
Straks bemærkes et af de markante nye tiltag på denne udgivelse. I mange af numrene yder London Community Gospel Choir assistance og blander sig meget effektfuldt med Caves vokal. Sangene tilføres simpelthen mere liv og drama.
Trommespillet er især med til at markere forskellen på de to cd’er, der nærmest er præget af hvert sit humør. På Abattoir Blues er det, som om alle tendenser til storladen og pågående rock får lov at komme op til overfladen. Det mærkes specielt i numrene “There She Goes, My Beautiful World” og “Nature Boy”, hvor specielt sidstnævnte med sit tempo, melodi og kunstpauser virker som et frisk pust og indikerer, at Nick Cave ikke udelukkende kan rubriceres som gotisk ballademager og generel sortseer.
“There She Goes, My Beautiful World” fortsætter de positive tendenser, da hele sangen opleves som en slags opløftende ode til alle verdens fortræffeligheder. Fortællerens rolle er her som den p.t. inaktive, sengeliggende betragter, der lader sig inspirere af tidligere tiders store bedrifter; her personificeret ved store koryfæer såsom manden, der gav navnet Lolita en helt ny mening, Vladimir Nabokov, Karl Marx, poeten Dylan Thomas og hedengangne Johnny Thunders fra New York Dolls! Cave har aldrig været tilbageholdende med sine litterære referencer, og lysten til at kaste sig ud i tilværelsen er åbenlys: »So if you got a trumpet, get on your feet, brother, and blow it / If you’ve got a field, that don’t yield, well get up and hoe it.«
Selv om Nick Cave har lagt heroinmisbruget på hylden og mest af alt lever en fredfyldt dagligdag i middelklassens skær med kone og børn, er der stadig plads til de morbide og dystre elementer. I titelnumret er vi tilbage hos en fortæller, der omkring sig konstant bemærker forfaldet, opløsningen og en kultur, som i stigende grad er fikseret på død og ødelæggelse. Musikalsk er vi tilbage i en tungere og mere slæbende sang, hvor instrumenteringen bliver sparsom, mens de haltende trommer får lov at sætte tempoet.
The Lyre of Orpheus
Efter således at have tilbragt tiden med at lytte til slagtehusets blues fortsætter vi over på den anden cd, The Lyre of Orpheus. Allerede titlen indikerer et stilskifte.
Første nummer er en slags genfortolkning af det græske sagn om Orfeus, der følger sin Eurydike ned i dødsriget og får lov at tage hende med tilbage til de levendes verden på den betingelse, at han ikke må vende sig om for at se på hende. I Caves udgave sender Orfeus Eurydike til dødsriget pga. sine musikalske udfoldelser, men finder samtidig stor glæde ved situationen. »O God, what have I done, he said / As her blood pooled in the streets / But in his heart he felt a bliss / With which nothing could compete.« Guds vrede sender Orfeus samme vej, og han møder Eurydike igen. Han har dog intet lært af situationen og fortsætter sine musikalske udfoldelser til hendes store fortrydelse. Trods alt gemmer der sig en vis portion humor og ironi i det ellers gudfrygtige tekstunivers.
En af de største overraskelser på denne udgivelse er nummeret “Breathless”, der nærmest strutter af positive vibrationer. Akkompagneret af akustisk guitar, dæmpet trommespil samt glad fløjtespil fra Warren Ellis, der ellers normalt varetager violinen, præsenteres lytteren for en lille folk-præget sag. Nummeret fungerer fint som et frisk pust på en cd, midt imellem mere traditionelle Cave-kompositioner.
“Babe, You Turn Me On” fortsætter i mere vante rammer. Her har vi at gøre med en mere traditionel piano-orienteret ballade, og “Easy Money” kører på i samme stil, dog med mere fokus på de dystre aspekter ved livet. Tempoet sættes i vejret i “Supernaturally”, hvor The Bad Seeds agerer kor i bedste call-and-response stil. “Spell” vækker minder om tidligere udgivelser, og nummeret falder i tråd med sange fra tiden omkring Let Love In. Her dominerer klaverakkorder i mol og er sammen med Ellis’ atmosfæriske violinspil med til at give nummeret den rette dystre stemning. “Carry Me” og det afsluttende nummer “O Children” fortsætter stilen med fokus på klaveret, og sangene præges af, at gospelkoret får lov at dominere som stærk kontrast til Caves vokal.
Cave overrasker ikke ligefrem med banebrydende nytænkning på denne udgivelse. Introduktionen af gospelkoret er det mest markante nye tiltag, men for garvede fans er der intet nyt under solen. Udgivelsen er dog ikke skuffende.
Markante ændringer fra udgivelse til udgivelse har aldrig været et kendetegn hos Cave, og Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus følger fint i tråd med tidligere plader. Her kombineres elementer fra hele repertoiret, og i stedet for at fokusere enten på en enkelt linje, som det kunne høres på The Boatman’s Call, bliver lytteren her præsenteret for mange forskellige aspekter af både Caves, men så sandelig også The Bad Seeds’ evner. Man mærker på mange numre, hvor kompetent et backingband Cave er velsignet med, og de har også fået lov at præge processen mere end tidligere. Samtidig er det en udgivelse, der holder et generelt meget højt kvalitetsniveau i samtlige 17 sange, og Cave kombinerer som få en høj kvalitet inden for både melodi- og tekstskrivning.
Kritikere kan hævde, at Cave har mistet noget af den vildskab og det oprør, der tidligere har præget hans udgivelser, men efter denne anmelders mening har overgangen til en tilsyneladende mere fredsommelig livsstil ikke gjort større skade. Der er stadig saft og kraft hos Cave, hvilket bevises med denne konsistente udgivelse. Ligesom god vin i nogle tilfælde bliver bedre med årene og får mere fylde, karakter og pondus, opleves det samme fænomen med denne udgivelse. Samtidig er pladen også et godt sted at starte for folk, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med Nick Cave, og det skulle da undre meget, hvis man ikke kunne få lyst til herfra at arbejde sig tilbage gennem tidligere udgivelser. Jeg har i hvert fald fået lyst til at gøre min samling komplet.
