“I try to make a rock song as beautiful and elegant as Art Deco.” Citatet stammer fra forsanger og sangskriver i Telecast, Ferraby Lizarraga, som er tidligere kunststuderende. De seks numre på denne debut-ep – der i øvrigt er produceret af bl.a. Joey Waronker, som har spillet sammen med Beck og R.E.M. – er da også alle pæne og elegante. Og det er netop dét, der er problemet. Den fængende, men alt for pæne powerpop forbliver uinteressant. Der mangler på mange måder en god portion pågående rockattitude.
I disse tider er det nærliggende at sammenligne et band som Telecast med landsmændene The Strokes fra New York. Og denne sammenligning kan godt forsvares, selv om Telecasts lyd er renset for den herligt flossede kant, som især kendetegner debutskiven fra The Strokes, Is This It?
The Documenter EP er mere luftig og poppet i udtrykket, og på den måde er det mere oplagt at sammenligne udtrykket med anden skive fra The Strokes, Room on Fire.
De fleste numre er simple guitarbaserede popsange, der har den evne, at de sætter sig fast hos i lytterens bevidsthed, og forsanger Ferraby Lizarragas omkvæd, som synges med en nærmest Morrisey-agtig stemme, er også ofte som skabt til at synge med på.
Denne lettilgængelige sunshine rock udmønter sig i flere veludførte skæringer, som emmer af harmonisk retro-poprock og Beach Boys-inspirationer. De mest vellykkede skæringer er den fængende, powerpoppede og yderst veloplagte åbner “The Documenter” samt den lidt mere tilbagelænede og eftertænksomme “I’m No Calculator”.
Teknisk set er samtlige numre glimrende og veludførte popsange, men på mange måder bliver hele foretagendet for pænt og ender med at fremstå ligegyldigt og temmelig uvedkommende.
Desuden har man hele tiden på fornemmelsen, at Telecast sagtens kunne fyre et herligt larmende garagerock nummer af sted, hvis de ellers gad. Det ville virkelig pynte på helhedsindtrykket, hvis Telecast havde varieret udtrykket med bare et enkelt skramlende og støjende nummer, men det bliver ved små tilløb og ender i stedet som noget, der bedst kan betegnes som garagepop. Der mangler simpelthen noget af den flabede rock’n’roll-attitude, som i gode stunder kendetegner The Strokes, eller også lidt af den legesyge tilgang, som eksempelvis praktiseres af Franz Ferdinand, for at sangene for alvor bliver vedkommende og interessante.
