Som lyden af faldende sne. Som lyden af nedfaldne blades cirkulerende dans forårsaget af vindens sagte jagen. Som lyden af skovens dybe indre. Som din afklarede halve times tankestrøm før søvnens tiltagende døsighed langsomt tager over. Som enkelte stik med nåle. Som alle disse hverdagens små vidundere (og små afstikkere) er Avoidance Theorys The Shape of Trees et lille tilbagelænet, drømmerisk og tidsfrysende værk.
Det er en plade, der indeholder små sangperler, der kan udgøre en rar terapeutisk session, hvor afkobling af stress og jag er i højsædet, hvis du lader den være baggrund. Men træder du et par skridt nærmere dine højttalere, kan sangene sagtens slå kolbøtter, vise egne kontraster og puste dig en smule i øret.
“Shhh!” Du kigger rundt, men kan ikke retningsbestemme hvor denne tyssen kommer fra. Og måske er den heller ikke så udtalt. Måske er det en implicit, skjult stemme, der hviler i The Shape of Trees. Selvom det er en plade, der appellerer til din indre ro, skal du også passe på den. For det er en plade, som forekommer mere skrøbelig end først antydet. Skrøbelig som porcelæn. Du skal være forsigtig med ikke at skrue for højt op, for hvad nu hvis pladens lyde falder fra hinanden? Musikken befinder sig bedst i et niveau, der lige netop er hørbart. På den måde kan de instrumentale toner blidt omsvøbe duoen Bryan og Lindas hviskende vokaler.
Welcome Fits indeholder blandingen af noget roligt og noget foruroligende; som en knude der samler sig i din mave og gør dig velvidende, at noget – et eller andet – vil gå grueligt galt. Bryan er låst inde ved trappeskakten, hvor han hvisker mærkelige ordsammensætninger suppleret af varme, men urovækkende synthlinjer. Det er denne uhåndgribelige, underliggende følelse af ubehag, der løfter pladen fra begyndelsen.
Samme ubehag gør sig gældende i Summery Action Films. I lydbilledet er trommer som fjerne ekkoer, mens Bryans vokal er smurt ind i en nær luftighed i bedste Mark Linkous-stil (Sparklehorse). Teksten flyder som en art stream-of-consciousness, mens hjemsøgende orgeltoner med ophøjet ro fylder dig med ubehag, for også her føler du det som stilhed før stormen.
Neck of the Woods er en folksang slæbt gennem Alice in Wonderland. Der blæser en varme gennem nummeret med akustisk guitarcentrum, sagte mundharmonika og strenge følsomt behandlet med sliderør. Linda er som lille Alice, idet hun synger: “When I dial your number I need the signal stronger / Because you live in a neck of the woods that’s backwards / With pidgeons for letter guides / And grape vines are telephone wires / And pumpkins like stereos / And the tree trunks sit on the patio.” Det er sært, og det er dragende.
Den nuttede eventyrstemning skævvrides i den følgende The Shape of Trees. Vokalmelodierne vikler sig stramt omkring ganske få toner, hvilket fremhæver en monotoni, der åbner for den halvt klare, halvt slørede portalverden, der ligger mellem bevidsthed og søvnen. Det skønne er vendt på hovedet, og det grumme får langsomt overtaget: “I hear you’re building a nest of feathers and ribbons / Filled with sparkles, the kind you buy at discount stores / This is hiding when falling germs spread through the air / And you’re laughing as the shape of trees destroy this town“.
Emotion Sickness er en smuk fingerplukket akustisk sag, der lyder som en blanding af Fleetwood Macs Landslide og Bright Eyes’ Motion Sickness (her dog ikke pga. titlen) med et skud af Avoidance Theorys egen valium-dosering. Det er en lullende og simpel beskrivelse af en hjemtur fra hvorsomhelst: “Back of the car / She gets so sick when it storms.” Melodien sammenkoblet med denne ordinære detalje ophøjer sangen en smule, og i albummets kontekst er den endnu et led i (dis)harmonien.
Hibernate er kompositorisk delt i to. Første del er en typisk repræsentant for The Shape of Trees‘ afslappede akustik, mens der i anden halvdel skrues op for en forvrænget guitar. Under normale omstændigheder ville lyden ikke være synderlig hidsig, men midt i denne dvælende, søvnige verden fremkommer tonerne som en motorsav, der flænser gennem alle de yndige træer, som duoen selv har plantet.
Det er en smuk, unavngiven instrumental vuggevise (ikke helt ulig Moi Caprices Berceuse), der lukker dig sikkert ud af Avoidance Theorys verden. Alle fabeldyrene, du har følt dig skræmt af i enkelte melodier, er gået i ét med luften. Trætoppene i skoven trækker påny fra hinanden og lader solstråler lyse skovbunden op. Det konstante dialektiske og omskiftelige forhold mellem ro og ubehag, der gennemtrænger The Shape of Trees, gør Avoidance Theorys plade interessant, også efter mange gennemlytninger. Invitationen er hermed sendt ud. Kom blot nær. Avoidance Theory har en historie eller to at fortælle, og de bider ikke… så meget.
